Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oplysningens Tidsalder. Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forelæsninger over alle Filosofiens Grene, nedlagde
han først i en ældre Alder Frugterne af sine Studier
i de tre Hovedværker: »Kritik der reinen Vernunft«
1781, »Kritik der praktischen Vernuft« 1790 og
»Kritik der Urtheilskraft« 1793. De sidste af
Aarhundredets Aar ere fyldte af en stærk filosofisk
Bevægelse i den lærde Verden herhjemme, fremkaldt af
Kantianismen. Rahbek siger, at »hvor man kom, og hvem
man fandt, saa var det Kant paa hver en Kant«, og den
enthousiastiske Baggesen antog Navnet »Immanuel« som
Hyldest til den beundrede Tænker, der havde skjænket
sin Samtid en Fornuftreligion, som havde Evne til
at forme Livet sædeligt i Kraft af sit Pligtbud
og sin Antagelse af Udødeligheden, uden at behøve
Kristendommens Mystik eller Fornuftmodsigelser, hvilke
»Oplysningen« ikke kunde forsone sig med. Dermed
vare de Bedste i Tiden tilfredsstillede. Mængden
og dens Ordførere forlangte langtfra Saameget. Den
blev staaende ved Fordringen om almen Lyksalighed,
rede til at erhverve denne ved Pligtopfyldelse i
borgerlige Forhold, ubekymret om hvad der kunde
ligge paa den anden Side af denne Tilværelse eller
sikker paa, at Livets Krone var en Borgerkrone for
ædel Daad. Yderlighedsmændene vilde derimod benytte
Situationen til at faae Kristendommen ud af Verden
eengang for alle og rettede deres stærke og idelige
Angreb mod den som en Lære, til hvilken Fornuften ikke
kunde forholde sig ligegyldig, eftersom dens Bestaaen
var en stedsevarende Haan mod al Fornuft; ikke uden
Snildhed tog de Kants Argumentation i deres Tjeneste
ved at dreje hans Benægtelse af Gudstilværelsens
udvortes Bevislighed hen til at betyde det Samme som
en Nægtelse af selve Guds Existens. Medens Ordet
Tolerance er et af Tidens Stikord, viser den sig
hos Fritænkerne i Forhold til Kristendommen som en
yderliggaaende Fanatisme, hos Oplysningsvennerne som
Indifferentisme. Det omskuende Hensyn til Oprettelsen
af Menneskehedens Lyksalighedstilstand skaber et
andet Stikord: Humaniteten, bag hvilket egoistiske
Bestræbelser ofte finde et velkomment Skjul, men
som ogsaa bliver Fanen for et alvorligt ment, af dyb
Overbevisning udgaaet og med redelig Villie fremmet
Arbejde i den menneskelige Udviklings Tjeneste,
om end hyppigt skadet af den utaalmodige Hast,
der er Kjendemærket for Reformlysten og mangen
Gang tilintetgjør Plantens Væxt i sin Ivrighed
for at undersøge, hvor vidt Frøet er naaet i sin
Spiren. Da Lyksalighedstilstanden skal realiseres i
denne Tilværelse, lægges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
