Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oplysningens Tidsalder. Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nægte Tilladelse til, fordi den nævnte Roman maatte
betragtes som et Skrift, »der bespotter Religionen,
besmykker Lasterne, kan fordærve Hjertet og gode
Sæder«; men dybere Rødder slog denne Digtning endnu
ikke, end at Baggesen 1784 kunde ridse en Trekant
»hvis Basis er fra en Werthers Bolig
til Lottes Hjem, og hvis Toppunkt er
i Maanen.«
Tydskland tog i denne Periode Styret paa Filosofiens
Omraade og beholdt det længe for de germaniske
Nationers Vedkommende. IMMANUEL KANT (1724-1804) gav
Videnskaben en ny Skikkelse og gjorde Front mod
mange af de tidligere herskende Systemer. Han er enig
med Locke i, at al vor Kundskab kommer af Erfaringen,
men hævder i Modsætning til ham, at Erfaringen
ikke kan tilegnes ved Hjælp af den blotte Sandsning:
Tilegnelsen forudsætter en apriorisk Erkjendelsesevne,
som intet har med Sandsningen at gjøre. Her tager
han sit Udgangspunkt, idet han i al Erkjendelse
skjelner imellem Stoffet og Formen, Matenen og
Ideen, den foreliggende Kjendsgjerning, der skal
erkjendes, og den Aanden tilhørende Evne, som gjør
Erkjendelsen mulig, og som til formalt Grundlag har
Forestillingen om Tiden og Rummet. De ved Sandsningen
indvundne Anskuelser indordnes af Forstanden under
Almenforestillinger og forbindes, saa der fremkaldes
Domme. Idet Kant henfører alle Domme under een af
de fire Klasser: Kvantitet, Kvalitet, Relation og
Modalitet, opstaaer der for hans Betragtning en Række
Kategorier - Enhed, Flerhed og Alhed - Mulighed,
Virkelighed og Nødvendighed o. s. fr. - om hvilke
han hævder, at de ere aprioriske Tankeformer, der
ikke skyldes Erfaringen, men ere Aandens evige Love,
Forstandens Former. Ligesom Forstanden bringer Enhed
i Fænomenerne, saaledes bringer Fornuften Enhed i
Forstandserkjendelserne; Forstanden er Evnen til at
fælde Domme, Fornuften Evnen til at drage Slutninger,
af hvilke Kant opstiller tre Arter, til hvilke der
svarer de tre Ideer: om Sjælen, om Verden og om
Guddommen. Efterat Erkjendelsens Omfang saaledes
er fastsat, henføres Villien under »den praktiske
Fornuft«, der har til Maal at dømme om Godt og Ondt,
og bestemmes som bestaaende af et materielt og et
formelt Element, idet den sandselige Naturs Drifter
mødes med de uegennyttige Grundsætninger, der opstaa
i Kraft af Villiens egen Magtfuldkommenhed. Den
praktiske Fornuft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
