Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oplysningens Tidsalder. Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
famille« ere derimod svagere Arbejder, men mærkelige
derved, at de føre Destouches’ borgerlige Drama et
Skridt videre i den larmoyante Retning og skabe
en Grædegenre, som fandt ivrige Dyrkere i Tydskerne
Iffland og Kotzebue, hvis Skuespildigtning i et langt
Tidsrum beherskede ogsaa vor Scene. Ogsaa BEAUMARCHAIS
ofrede i sine første dramatiske Arbejder til
denne Modesmag, men frigjorde sig snart paa det
Fuldstændigste for den, da han skabte sine to endnu
den Dag idag overalt kjendte, overalt beundrede, som
dramatiske Mesterværker over al Kritik hævede Lystspil
»Le Barbier de Séville« og »Le mariage de Figaro ou
la folle journée«, hvis Skikkelser: Figaro og Rosina,
Grev Almaviva og Cherubino, Bartholo og Bazile, ere
blevne den hele moderne Kulturs typiske Eje. Selv
var Beaumarchais’ mærkelige, eventyrligt omtumlede,
fra Karaktersiden mislige, i Intelligens vidunderlig
udrustede Personlighed endnu mere alsidig end hans
Figaro: Uhrmager og Paskvillant, diplomatisk Agent
og Vaabenleverandeur, Udgiver af Voltaires Skrifter
og Grundlægger af Parises Brandvæsen, afvexlende
Millionair og Stodder, i Proces med Alverden, nu
og da arresteret, snart her, snart hist. Udaf dette
Kamplivs brogede Erfaringer, optagne i en polemisk
Aand og omsatte i levende Skikkelser og spillende
vittig, men tillige bidende hvas Dialog, skrev
Beaumarchais sine to Skuespil, kondenserende i dem
under spøgefuld Handling hele den Haan og Attraa fra
den tredie Stands Side, som faa Aar efter brød frem i
Revolutionen. Det er en historisk Situation af tragisk
Ironi, at Hoffet absolut vilde se »Figaros Bryllup«
opført i Trianon, og at den glimrende Forsamling -
Kongen lidt tilbageholden, men Marie Antoinette
og det højeste Aristokrati saameget des ivrigere
applauderede dette Forspil til deres egen Henrettelse,
tabende sig i Beundring af dets Aandrighed. - Til
den pointerede Stil i Beaumarchais’ Komedier kan der
vel ikke tænkes nogen større Kontrast end den roligt
dvælende Fortællemaade i et andet af Tidens klassiske
Værker i BERNARDIN DE ST. PIERRE’s
»Paul et Virginie«, et Udslag af det Rousseauske
Natursværmeri, en Afglands af dets Sentimentalitet,
men uden dens Glød. Ved sit blomsterrige Sprog, sin
rene Følelse og sine anskuelige Naturbilleder gjorde
denne i Revolutionsaaret 89 udkomne Bog overordenlig
Lykke og bevarede sin Yndest længe efter - Tidsalderen
stod i Begreb med at trække i Snoren til Guillotinens
Faldøxe, men sværmede samtidig for Idyllen; den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
