Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Niding havde godt Guld i Skrin,
den Jutta var hans Ægtekvind;
disse to Børn dem havde de;
han maatte høre stort Ry [1] og Ve:
de Børn af Hunger græde saa saare,
og Juttalil fælded saa modig Taare.
Den Knap var deres Tjenestedreng,
den Pige Philissa redt’ deres Seng,
Beengjer hun var Juttas Mundkok,
dog gav dem aldrig Halvpart nok,
thi hun havde Intet at syde eller koge,
men efter Spisen maat’ hun snage. [2]
Niding og Beengjer kunde aldrig mages,
Magerkaal ogKnap kunde aldrig fordrages,
thi Magerkaal, den karrig Hund,
han tjente Niding til Haand og Mund.
Eubulus, den fromme Raadmand,
han raaded Niding til paa Stand
at give nok baade Øl og Brød,
paa det hans Folk ej skuld’ lide Nød.
Det hjalp dog intet, han drog afsted,
langt hen fra Hus, tog Nøglerne med
og slog i Laas baade Øl og Mad;
hans Hustru var derved lidet glad.
Der hun nu sad og græmmed sig saare,
den Stodder Jeppe kom lakkend’ i Gaarde
og denne Tocki, ret Skalkemester,
de agted at blive Juttas Gjæster.
Hun havde Intet, de havde i Sæk
de skjønne Retter, lod Bordet dækk’,
de havde og Vin i deres Flaske,
thi begynder Jeppe at braske;
han drak Jutta til, traktered hende bedst,
den Nat laa han Juttalille næst.
Om Morgenen klædte hun Jeppe saa,
at han i Nidings Klæder mon gaa.
Der Niding da kom lakkend’ i Gaarde,
da maatte han staa udenfore,
de narred ham saa baade ude og inde,
at han ej kjendte sin egen Kvinde;
saa gik han hen fra Kvinden bort,
at lede og spørge, han vidste ej hvort.
Han leder endnu efter sit Hus,
den galne, rige, sulten Lus.
Værer stille kvær og agter vel,
om denne Niding skeer Uskjel!
Hvad gjælder, I skal dømme saa,
at Niding sin retle Løn mon faae?
Den sidste Halvdel af Handlingen: at Niding ved sin
Tilbagekomst til Hus og Hjem fornægtes af Kone, Børn,
Tyende og Bekjendte saa vedholdende, at han selv
tilsidst betvivler, om ikke sin egen Identitet, saa
dog Rigtigheden af sin Antagelse, er et Sujet, som
oftere er benyttet i de forskjellige Landes Digtning,
baade til komisk og til tragisk Fremstilling (i vor
dramatiske Litteratur f. Ex. »Jeppe paa Bjerget« og
»Den forvandlede Konge«); Hieron. Justesen tilsigter
ved enkelte Biomstændigheder en svag Motivering af
denne dristige Situation, men lader den dog
hovedsagelig henstaa i dens eventyrlige Usandsynlighed
og udtømmer dens komiske Indholdsfylde i en Række
Scener, hvis Virkning kulminerer, da den ligesaa
graadige som gjerrige Niding med Begjærlighed sluger
den fremsatte Mad i sig, uden at ane, at det er ham
selv, der trakterer, og kaster attraaende Øjne til
sin egen Kone i den Tro, at det er en Andens, og at
han her kan tage sig en heldig Chance til Indtægt
paa anden Mands Bekostning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
