Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mig drømte om mine Rakker [1] smaa,
var vorden til vildene Svin:
og de var udi min Urtegaard
og kaste mine Urter omkring.
Mig drømte om mit store Skib,
var vorden en liden Baad:
alle de Aarer de laa for Borde,
der var ikke Styre opaa.
Mig tykte, det jeg og mine Mænd
red over saa bred en Bro:
min Ganger han slog mig under sig,
han løb til vilden Stod.«
Da der strax efter kommer Bud fra Kong Erik, at
Marsken skal møde i Kongens Gaard for at drage i
Leding og føre hans Banner, udlægger han nu Drømmen
som et Varsel om, at han skal falde i Kampen, og
anbefaler sin Hustru Ingeborg til Kongens Varetægt:
»Skal jeg nu fare af Landet ud
og vove for Riget mit Liv:
da vogter mig skjønne Ingeborg!
hun er saa væn en Viv.«
Det svared unge Konning Erik,
han smiler under Skind:
»Saa vel skal jeg hende vogte,
som hun vare Søster min.
Saa vel skal jeg hende vogte,
saa vel skal jeg hende gjemme:
hende skal ikke mere ad Skade blive,
end I vare selver hjemme.«
Medens Marsken er i Leding, frister Kong Erik hans
Hustru, men hun modstaaer hans Forlokkelse, indtil
han fortæller hende, at Marsk Stig er bleven dræbt
i Krigen.
De tændte op de hvide Voxlys,
satte dem i Bure at brænde:
saa saare græd skjønne Fru Ingeborg,
de fulgte hende med Kongen til Senge.
Det var Kongen Hr. Erik,
slog over hende Skarlagenskind,
saa fulgte han hende saa listelig
i Højeloft og ind.
Det var skjønne Fru Ingeborg
hendes allerstørste Harm;
han red til hende baade aarle og silde,
han lagde hende i sin Arm.
Marstig han ud af Landet foer,
han vandt baade Hæder og Ære;
hjemme sad unge Kong Erik,
voldtog hans Hjertenskjære.
Men Fruen hun sidder i Sæland, saa mangt der hun sørger.
Marsk Stig vender hjem fra Kampen, og nu skildres
det gribende Gjensynsoptrin mellem Ægtefællerne. Han
rider ind i sin Gaard, men hans Hustru kommer ikke ud
og tager imod ham; han triner ind ad Døren, men hun
rejser sig ikke for at gaa ham imøde. Længe staaer han
og tænker ved sig, hvi hans væne Hustru ikke vil hilse
paa ham. Da hører han Forklaringen af hendes Mund:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
