Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bonde maa bruge Træ til Plov,
til Fælger og Hjul, som han har behov.
Hvad tør Bonde vel mere ved
end Vænderdør [1] og Flageled [2]
Hvad skal Bonde med mer i Bo,
end to Øxen og end een Ko!
Hvilken Bondekone, der Søn mon føde,
hun give mig en Øre af Guld det røde!«
og hoverende ender Visen, efterat den har fortalt om
Bengerds Drab:
Nu ligger Bengerd i sorten Muld:
de danske Mænd ere deres Konning huld.
Nu ligger Bengjerd i sorten Jord:
end haver Bonden baade Oxe og Ko.
End kan Bonden i Landet sig nære,
og end maa Fruer Skarlagen bære.
End rider Bondesøn goden Hest
og værger for Landet, som han kan bedst.
Fra det følgende Tidsrum, Opløsningstidens bevægede
Periode, have vi en Digtning, i hvilken Folkevisen
naaer sit højeste og ædleste Udtryk af Pathos, sin
mest gribende poetiske Virkning: Marsk Stig-Visen
eller rettere sagt de forskjellige Viser om
Kongemordet i Finderup og Marskens Forhold dertil.
Thi ikke alene ere disse Viser flere i Tallet og
aabenbart hidrørende fra forskjellige Tider, saa
nogle holde sig nær til den historiske Begivenhed,
medens andre ere Tolk for den i Aarenes Løb
uddannede Tradition; men de udtale sig tillige fra
stikmodsatte Standpunkter, snart med Afsky for den
begangne politiske Forbrydelse, snart med Sympathi
for de Sammensvorne og den forurettede Marsk. En
Sammenarbejdelse af disse forskjellige Viser til et
større Epos eller en Romancecyklus har allerede Vedel
forsøgt, og i vore Dage er Forsøget blevet gjentaget
af Sv. Grundtvig. Da de her fremdragne Citater kun
skulle tjene til at give en Forestilling om den
poetiske Skjønhed i Marsk Stig-Sagnets Behandling som
Folkevisedigtning, følge vi den sidstnævnte Redaktion
uden Hensyn til, at den foretagne Sammensmeltning af
den ene større og de mindre Viser til en Enhed neppe
kan bestaa for Kritiken.
Saaledes som Visen altsaa fremtræder i Sv. Grundtvigs
Gjenfremstilling begynder den paa en i Nordens
Digtning ikke ualmindelig Vis, med Beretningen om de
uheldsvangre Anelser, der forberede paa de kommende
tragiske Begivenheder:
Marstig han vaagner om Midienat,
og taler han til sin Kjære:
»Mig haver drømt saa underlig,
Gud raade, hvad det monne sæde! [3]
Min ædelig Herre, hin unge Marstig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
