Af de øvrige ikke saa faa gamle Komedier, vi have tilbage, er der kun et Par, som der er Grund til at nævne. Rektoren Peder Thøgersen i Randers, som levede i første Halvdel af det 17de Aarhundrede, nævnes saaledes, skjønt det er tvivlsomt, om det er med Føje, bl. a. som Forfatter til en Komedie "De mundo et paupere eller om Verden og den fattige", der skildrer, hvorledes en fattig, uden at agte paa de Advarsler, en Engel i hvide Klæder og med Palmer i Hænderne tildeler ham, giver sig i Verdens Tjeneste, underkaster sig forskjellige Betingelser, saasom at fornægte Gud, være haard imod de fattige o.s.v., hvorfor han til Gjengjæld kommer til Rigdom og Anseelse, ja bliver Kejser, alt sammen til stor Glæde for ham, indtil han bliver dødssyg og af den Munk, der skal skrifte ham, lyses til Helvede, hvorhen han da ogsaa transporteres af Djævle. Det er, som man let ser, en Moralitet i den almindelige gamle Stil, rimeligvis bearbejdet efter et fremmed - fransk eller tysk - Forbillede, hvorfra flere Udtryk, der vidne om, at den oprindelige · Forfatter har været Katholik, maa antages at være løbne ind med. Der er virkelig en betydningsfuldere Idé og en med større Afvexling sammensat Handling, end man ellers plejer at træffe i vore Skolekomedier, men Udførelsen staar kun paa enkelte Steder i Højde dermed. Noget af det bedste er et Par Scener, der skildre en Bondes Fataliteter og for øvrigt staa saa godt som uden egentlig Sammenhæng med Stykkets egentlige Handling, saa at de utvivlsomt ere indlagte deri af den danske Bearbejder, hvorfor ogsaa det hjemlige Præg, der er over dem, taler. De ere ikke uden Lune og minde i flere Træk om "Jeppe paa Bjærget". *) Det samme gamle Haandskrift, i hvilket denne Moralitet er bevaret, indeholder nogle andre Komedier, deriblandt en "Tobiæ Komedie", der nærmest maa henregnes til Mysteriernes Klasse, idet den er en Dramatisering af Tobiæ Bog; den indeholder flere Scener af Interesse. Den frembyder i flere Henseender en vis Lighed med Komedien "De mundo et paupere", og det er derfor maaske ikke usandsynligt, at de hidrøre fra samme Haand.
*) Disse Scener ere udgivne af S. Birket Smith i "Danske Samlinger" VI.
I Løbet af det 17de Aarhundrede sygnede Skolekomedien efterhaanden hen. Den havde ingen Rod i Folket og var jo endogsaa i Virkeligheden udgaaet fra Forudsætninger, der næppe nok fandtes her i Landet, da den først indførtes hos os, end sige nu, efter at den protestantiske Udvikling var vedbleven at skride fremad, og om den end havde kunnet trives og endogsaa naa en forholdsvis ret frodig Udvikling en Tid, maatte den derfor forsvinde, da Tiderne blev mindre gunstige for den, saa meget mere, som der med en enkelt Undtagelse, som Hieronymus Justesen, ingen betydeligere Talenter fandtes, der kunde bane nye Veje for den. Man var i det hele taget i det 17de Aarhundrede for det meste for optaget af andre Ting, til at kunne give sig af med Komedier af den Art. Store og langvarige Krige lagde · Beslag paa den almindelige Opmærksomhed og trykkede Landets økonomiske Tilstand, og hertil kom, at medens Kongerne tidligere havde haft megen Interesse for denne Slags Skuespil og jævnlig havde ladet dem opføre ved festlige Lejligheder, fik man nu ved Hove Smag for theatralske Forlystelser af anden Art; i Stedet for de tarvelig udstyrede Skolekomedier med deres Forening af opbyggelig Moral og kaade Løjer traadte allerede fra Aarhundredets Be- gyndelse Operaen med dens "Præsentationer", som nødvendigvis maatte stille hine i Skygge. Og det var ikke blot i de højere Samfundslag, Sansen for disse gamle Skuespil havde tabt sig, ogsaa Almuen havde faaet Smag for andre theatralske Forlystelser ved de udenlandske Komediantbander, der hyppigere og hyppigere gjæstede os, og som havde ganske andre Sager at byde. I Skolerne, hvor de jo oprindelig hørte hjemme, tabte man mere og mere Interessen for dem, idet man efterhaanden tabte Troen paa deres pædagogiske Betydning, saa fra alle de Steder, hvor de en Gang havde blomstret, fortrængtes de mere og mere. Følgen af alle disse samvirkende Aarsager blev, at der skreves færre og færre Komedier af den gamle Slags, og at de, der forfattedes, blev ringere og ringere. Helt forsvandt Skolekoinedierne dog ikke før i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede. Først da Holberg kom, maatte de gamle katholske Helgenspils og Moraliteters Sildefødinger vige for den moderne, paa Renaissancens Grund fremspirede Komedie *).
*) Angaaende Skolekomedierne i det hele taget henvises foruden til de af S. Birket Smith udgivne Skuespil, der alle ere forsynede med udførlige oplysende Indledninger og Anmærkninger, til 0verskous Theaterhistorie I, N. M. Petersens Literaturhistorie II og III, Nyerup og Rahbek: Den danske Digtekunsts Historie I og II, P. V. Jacobsens tidligere anførte Afhandling i Hist. Tidsskr. V, S. Birket Smith: "Djævelen og Narren i det gamle danske Skuespil" (Danske Samlinger, 2 R. III), samt 0. Skavlan: Holberg som Komedieforfatter, første Afsnit.
