I straalende Solskin drog vi en Fredag Eftermiddag fra Bækkelaget over Hellerud, Abildsø og til Nøklevandsdammen. Hid kan man ogsaa komme ad Ryenbergene og fra Bryn. I Trærne jublede Havesanger og Løvsanger, paa Tistlerne sad Græsjulken og slog sin lille Strofe, medens rappe Svaler strøg lavt over de grønne Enge. Violer dækkede Flaberg og skreine Jorder som et blaat Tæppe, indimellem oplivet med smaa Tuer af den gule Tiriltunge, medens St. Hansblomster larvede Grøftekanter og Stengjærder i det fagreste mørkeblaat. Af og til tog Veronika Magten fra den blaa Viol, medens Tjæreblommer farvede Engene i intenst rødt.
Alt eftersom vi kom længere ind i Skogen, forsvandt Engblomsterne for den hvide Skogstjerne og den blaa Skogviol, medens Skogens Sangere Rødkjælk og Maaltrost kvidrede høit til Vaarens Pris med fjerne Gjøgetoner som Bassen i Skogens store Vaarorkester.
Der gaar en god Vei forbi Abildsø om Rustad til søndre Ende af Nøklevandet, hvor Akers Kommunes store Arbeider med Vandindtag o. s. v. besaaes. Heroppe ved Nøklevandet ligger Sarabraaten. Til Sarabraaten og Frognersæteren var det i gamle Dage, Kristianiaborgeres Søndagsture gik. Og de fleste af Byens ældre Slegt erindrer visselig hyggelige Smørrebrødturer til disse Steder.
Nu har Øllet og Hotelvirksomheden rykket ind i Holmen- og Frognersæterskogene, og Mængden søger naturligvis did. Did kan de jo ogsaa komme floshatklædte, og hvad er Naturen naar man maa undvære sin Floshat, sin Cigar eller sin Pjolter? Derfor staar Sarabraaten forladt. Endnu vanker der nok endel omkring i disse Trakter, - men det er mest Folk, som har nok af Menneskene ved Omgangen med dem i de sex af Ugens Dage, - og som den syvende helst vil have en liden Fristund fra dem.
Takket være Akers Kommune, har ogsaa denne slags Mennesker et Tilflugtssted i Nøklevandsskogene. Her er det fredeligt og stille. Ingen anden Lyd end Naturens egen Stemme lyder her Vandreren imøde, og søger man længere indover mod Elvaagen og videre, kommer man paa Trakter, hvor ingen Turister længer færdes.
Fra Nøklevandet drog vi over mod Elvaagen forbi Kattisa og Ødegaarden.
Kattisa har sit Navn fra den lille Bugt, der gaar ind til Løkken, og hvor der forhen antagelig har været en Indretning til at fange Fisk, - kaldet Kattis. Vakkert ligger denne lille Plads ved en idyllisk Vik af Nøklevandet, med frodig Løv - og Granskog omkring. Engløkken var oversaaet med gule Ranunkler og Knapblomst, - Frejas Guldroser stod som smaa Guldknopper bortover det fløielsbløde Græstæppe. Borti Myrkanten nikkede rødlnvide Kardaminer paa sine høie Stængler, medens det skjæggede Bukkeblad stod længere ud med sine frynsede Blomsterduske paaskraa.
Kattisa havde Tilløb til en Have - det vil sige et Par deilige Syrener, der blandede sin Vellugt med Skogens Blomsterduft.
Syrenen er øiensynlig Folkets Blomsterbusk. Strax ovenfor Kattisa ligger Pladsen Ødegaardem Denne har oprindelig bestaaet af to Pladse, men men ene af dem er nedrevet. Ikke blot den gjenstaaende Plads havde sin Syren, men ogsaa rundt den nedrevne straalede dens violette Blomsterduske os imøde, og paa alle de Pladse, vi senere traf indover i Skogen, fandtes Syrener, og det hvadenten Pladsen var nedlagt eller ei. Saaledes paa Pladsen. Bakken, søndre Skytten og Skjelbreia, milevidt inde i disse ubefærdede Skoge. Og rundt Syrenens Fod blomstrede en i gamle Dage velyndet Haveblomst, en Art mørkeblaa Sværdlilje, som i Aker i gamle Dage gik under Navn af «gamle Kjærringer», og som er usædvanlig pragtfuld. Desværre er den gaaet ud af Haverne til Fordel for udenlandske Skrabblomster.
Fra Ødegaarden over til nordre Elvaagen-Vand gaar der en stor Skogsti. Inde paa Skogen er der Spor af en forholdsvis stor, gammel Vei, der har dannet Vintervei mellem det gamle Rødsjø Brug og Kristiania over Nøklevandet. Den ligger nu i Grus. Dalen mellem Sydenden af nordre Elvaagen - og søndre Elvaagen-Vand har en usædvanlig rig Vegetation. Store, kjække Graner og Furuer, kranset med frodig Bregnevext om Foden - og saa Linnea i Baand og Pyrolar som smaa Oaser bortigjennem Lyngen. Navnet paa disse to Vande - Elvaagen - er sandsynligvis ældgammelt. Det minder om Mythernes gamle Elivaag, hvorpaa de gamle Nordmænd tænkte med Skræk. Men disse Vande er rene Typer paa vakre norske Skogsjøer og trækker en til sig, som gamle Elivaag stødte fra. 1. Nordelvaagen.
Fra Skytten gaar der en stor Vei nordover til Pladsen Tangen ved Nordelvaagen. Denne Plads liggger som Navnet antyder, paa en Tange i det smale Vand, og Udsigten over Vandet og langs dette nordover er sjelden smuk. Her kan man faa Baad opover Elvaagen, - en særdeles lønnende Tur. Hele Veien opover gaar de lave Aaser steilt tilveirs, saa det er vanskeligt at komme iland, men Aaserne er klædt med smuk Furu og Gran og Bjerken helder sig udover Vandets Speil. I Nordenden af Vandet gaar Elven ud og nedover til Lørensskogen. Man holder sig paa nordre Bred af den og har da strax en god Sti, der fører langs Elven ned til Lørensskogen. Elven danner prægtige Fosser med gamle Ruiner eller Sagbrug. Efter at have passeret nogle Gaarde kommer man frem til Ellingsrud gamle Mølle, der nu er en vakker Ruin, men som vel snart er en Saga blot. Elven er her opdæmmet og danner et vakkert, smalt Vand med steile Bredder. Stax nedenfor kommer man frem over nogle Jorder til Ellingsrud ved Strømsveien. II. Sydelvaagen og videre.
Paa en blomstersmykket Odde i søndre Elvaagen ligger den gamle Plads Skytten, hvor vi opslog vort første Nattekvarter. Vi kom frem langs en Vik af Vandet mod Pladsen, netop som Aftensolen kastede sine sidste Straaler over Sæterløkken og friskede op de tusinde Blomsters Farver. Aftensolen gyllede Engens Blomster, speilede sig i det stille Vand og farvede de høie Furulægger i den bratte Li. Bortover Jorderne stod St. Hans Blom, Viol og Humleblomst, blandet med den hvide Karve og den røde Kjæmpe- og Tjæreblomst, og henne ved den gamle Hytte en Krans af blomstrende Syrenbuske.
Disse Skogpladse har noget bedaarende vakkert over sig, og Skytten er en af de smukkeste, jeg har set. Pladshesten gik henne i Engen og daskede sig velhehagelig med Halen om Siderne, medens gamle Nils Skytten kom stavrende hen mod den. Nils Skytten var gammel - 84 Aar, og Gigten holdt svare Hus med hans Ben. Hans Hustru var 86, - hun kom netop fra Fjøset, hvor hun havde melket Koen. Hun kogte vor Kaffe og stellede om os, skjønt hun baade saa og hørte lidet. Denne 86 Aar gamle Kvinde gik barbenet den hele Dag i Hus og Fjøs og i det vaade Græs. Hvor stor Afstand der dog er mellem det hærdede Landsens Menneske og de forvænte Byfolk!
Med Bistand af sin Datter holdt denne Kvinde det rent og pynteligt paa Pladsen. Den gamle Kone har indtil for et Par Aar siden tre Gange i Ugen baaret Melken fra Pladsen til Kristiania, og nu gjør hendes Datter det samme, skjønt Pladsen ligger milevidt paå Skogen og hører under Laasby paa Lørenskogen. Og vi Byfolk kan neppe faa vor Tjenestepige til at bære en Pakke fra Kjøbmanden! Nu er begge de gamle døde. Det var 14 Dage mellem hvert Dødsfald.
Morgenen efter roede vi sydover søndre Elvaagen for ad ubanede Veie at søge over mod Enebak.
Elvaagen tog sig vakker ud i Morgenbelysningen med de mange mørke, smale Viker, det mørke Vand og bratte Berge og Koller rundt om. I den søndre Ende ligger Sydskytten, en nedlagt Plads, hvor nu Skogen rykker sørgelig indover de frodige Engløkker. Overalt rundt den vakre Engløkke var der den rigeste Vegetation af Bjerk, Asp, Rogn og Hæg, medens Liljekonval og Mjødurt dukkede trem af Græsset henne ved Kanten af Løkken.
Vi holdt videre langs Elven ad en næsten forsvundet Sti op til et lidet Vand, Eriksvandet. Men i min Ven var Kjendtmand, og derfor maatte han naturligvis - gaa galt. Efter Kartet at dømme er der en ganske kort Strækning mellem Eriksvandet og Skjelbreia, det næste Vand, vi skulde til, længere oppe i Dalsænkningen. Istedetfor at holde op med Dalen, tog min Ven af til venstre, hvor den sidste Rest af Stien forsvandt, og saa tullede vi et Par Timers Tid i nogle vaade Myrer. Skjønt Regnen silede ned, kom dog Humøret strax op, da vi efter adskillig Besvær naaede Skjelbreia og saa, at det røg af Piben paa Pladsen af dette Navn.
Pladsen selv ligger vakkert til mellem Skjelbreia og det næste Vand, Skjelbreidammen. Her maa det ret være et Eldorado for Jægere og Fiskere. Men da vi skulde over til Enebak inden Kvelden, undte vi os kun en stakket Ro i den noksaa renslige Plads. Pladsdatteren - en 10 Aars Jente - havde netop kommet hjem igjen fra en Skolegang, som var bleven lang Hun havde nemlig forvildet sig i Skogen og været borte i flere Dage, medens Faderen hvileløst for over alle Aaser og søgte hendes Spor. Endelig blev hun paatruffen oppe ved Lillestrømkanten af nogle Folk deroppe - flere Mile væk fra Skjelbreia.
Fra Skjelbreia er der kun en halv Times Marsch over til Vangen ved Mosjøen, og fra nu af begynder Turens mageligste Del.
Den venlige Johannes Vangen besørger Baadskyds nedover den vakre Mosjø, og snakker man pent med ham, sørger han ogsaa for Skyds paa det søndenfor liggende Børtervand, der kun er skildt fra Mosjøen ved en liden Tange.
Baadfarten paa Børtervand tog os 5 Kvarter og var, skjønt Regnen piskede nedover os, der ikke var forsynet med Regnklæder, usædvanlig interessant. Vandet er paa de fleste Steder ikke bredere, end at man kan kaste over det, og Baaden snor sig frem mellem Odder og Øer med udoverhængende Bjerke. Undertiden er Løbet saa smalt, at man knapt har Plads til Aaretaget, - undertiden saa grundt, at Baaden skurer henad Stenene.
I den søndre Ende løber Børterelven ud, en ganske anselig Elv, især i Flødningstiden.
Paa det Sted, hvor man gaar over fra Mosjøen til Børtervand, ligger det gamle Rødsjø Brug ved det tilstødende Vand Rødsjø. Dette gamle Brug tilhører nu Grosserer Gulbrandsen i Kristiania, der har milevide Skoge heromkring. Det har i sin Tid tilhørt Bernt Anker.
Strax nedenfor Børterelvens Udløb af Børtervand ligger den gamle Gaard Børter, og nu er man i Enebak. Herfra er der en kort Marsch til Øieren, hvor man med Dampskib og Jernbane kan komme tilbage til Kristiania. Vi tog derimod vestover til en Gaard ved Marie Kirke, hvor vi havde nogle elskværdige Venner. Og godt smagte det at faa tørt paa Kroppen igjen den Kveld, - vi havde gaaet i Øsregn gjennem Skog og Ulænde fra Kl. 11 Formiddag til 8 Aften.
Den næste Morgen drog vi vestover gjennem den frodige Bygd ned til Mjær, forbi den vakre Gaard Bjerke. Her havde vi Valget mellem en 6 Km. lang Vei ned til Tomter Jernbanestation, og en 30 Km. Lang Vei over Skogen til Ljan. Som ihærdige Fodgjængere valgte vi det sidste. Denne gamle Enebakvei er af det gamle, tækkelige Slaget, der fører gjennem Skog og forbi Skogvand, - har faa Hjulspor, men Græs udover Kanterne. Omend Naturen ikke er saa storartet, saa er der en deilig Skogensomhed, og de lange Vande, Vaag - og Bindingsvandene, opliver Landskabet.
I den vestre Ende af Bindingsvand ligger Fjeld Brug. Veien passerer
derefter Kroghol Brug og gaar videre forbi Stensrud til Ljan, hvor vi
tog Jernbanen fat, efter at have tilbragt 2 1/2 Dag i Skogens Skjød.
