Paa den anden Side af Nittedal, imellem denne Dal og Gjerdrum, ligger en Skogstrækning, der altid har virket tiltrækkende paa min Østlandsnatur.
Skogen stiger jevnt op fra Dal Kirke i Nittedal og ender i den 1400 Fod høie Holterkol. Mod Vest styrter Skogen steilt ned i den vakre Nittedal, medens den mod Øst jevnt sænker sig ned mod Gjerdrum.
Ulig Skogen paa den anden Side af Nittedal, - hvor Skogsjøer blinker en imøde ved hver Fordybning helt indover mod Grefsen, har denne Skogstrækning kun ganske faa og ubetydelige Sjøer, før man kommer langt indover mod Hadelandsaaserne. Vistnok har Øksen ogsaa herjet i disse Skogstrækninger, men den har dog ikke ryddet slig op, som paa andre Kanter af Landet. Derfor kan man her endnu finde den dybe, mørke Skog, hvor Kirkestilheden hersker.
Her finder man ogsaa ren Urskog. Gjerdrums Almenning har engang været aldeles ruineret, formodentlig i Begyndelsen af forrige Aarhundrede: men senere har den faaet staa urørt, og nu udgjør den en eneste stor Urskog.
Ingen menneskelig Bolig, ingen Sti, kun tæt Skog og Myrstrækninger overalt. Er man inde i Skogen, maa man uafladelig bøie Grener tilside med Hænderne, og det grønne Bar hvælver sig over en, paa Siderne, til alle Kanter, saaledes at intet Udsyn levnes til nogen Kant. Kun hvis man ser ret tilveirs, kan man faa Kig paa den blaa Himmel. Her maa man gaa efter Kart og Kompas.
Naar man saa har strævet timevis i denne Tætskog, staar man kanske paa Kanten af en nedlagt Sætervold med al dens Mylder af vakre Blomster urørt af Koens Tand, med Smaafuglesang i hver en Busk omkring og Volden selv mindende om Fortidens eiendommelige Sæterliv - Budeier, Lørdagsfriere og Historier kringom Peisen.
Disse dybe Skoge virker altid tillokkende; men dertil kommer. at hele Opstigningen fra Nittedal, enhver fritstaaende Rabbe og fremfor alle Holterkollen selv byder herlig Udsigt over typiske Østlandslandskaber. Øierens store, blanke Flade skinner en imøde fjernt i Syd, og fra denne opunder Aasen, hvorpaa man staar, strækker det frugtbare Skedsmo, Sørum og Gjerdrum sig. Hvidmalte Gaarde, røde Laavebygninger og bugnende gule og grønne Marker er saaet rundt udover. Gjennem disse frodige Landskaber flyder Nitta, Lera og Glomma som skinnende Sølverbaand.
Men dybt under en i vest strækker den trange, grønne Nitte- og Hakedal sig langs Elvens Bugtninger. Og Øiet kan fare vide omkring: helt opover mod Kongsvinger, Eidsvold og Nannestad. Og op af alle disse Bygder stikker de spidse Kirke taarne som Minareter i veiret.
Her er skjønt at færdes og Længselell drager mig ofte didop.
Fra Dals Kirke gaar der flere Stier op til Kollens Top. Man kan nok
finde derop selv, men gjør dog rettest i at faa en veiviser i
Pladsene ved Dal Kirke.
