Gaarden Disen ved Grefsenaasens Fod hører til de ældst bebyggede Gaarde i Akersdalen. Høit og frit ligger den med Udsigt mod Vest, Syd og Øst. Dens Indmark ligger i jevne, fine Vender med ypperlig Jordsmon. Intet Under, at de gamle Nordmænd, da de tog den i Brug, kaldte den Disen, hvilket betyder Disarvin eller Gudernes Græsmark. Synbar er den fra de fleste Steder i Dalen, og der paa Høiden har den ligget med skinnende Ruder i Sollyset gjennem lange, lange Tider. Intet Under, at der blandt de gamle Akerssogninger har dannet sig Sagn og Legender om denne gamle Gaard. Min Fader vidste saaledes at fortælle, at den i gamle Dage havde været Kongsgaard, og at en Søkonge der havde havt sin Residens. Nede i Akershagen laa hans Langskibe fortøiede om Vinteren, og om Sommeren drog han paa Vikingetog.
Eieren eller Eierne sluttede nok ikke saa ganske snart med disse Røvertog, - han forgreb sig nok ogsaa paa Landeveisfarende. Forbi Gaarden gik nemlig den ældste og eneste Færdselsvei mellem Oslo og Hadeland, og efter den gik der adskillig Færdsel, saa der var Anledning nok. Veien gik op forbi Disenstuen, en Husmandsplads, - der hvor Grosserer Chr. Schou nu har sin Villa - og strøg saa indover Gaardens Skovmarker. Straks ovenfor Disenstuen gik den forbi et ensligt liggende Berg, Huldreberget, - saa Gaarden havde ægte norskt Naboskab i den derboende Hulder.
Berget heder Huldreberget den Dag idag, og har i vore Tider været den bedste Rugdepost i de Trakter - kjendt og kjært for de fleste af Kristianias Rugdejægere, som der har tilbragt mangen en hyggelig Kveld i den lyse Vaar.
Den gamle Vei er synlig den Dag idag, og bliver det end mere, jo længere man kommer indover Skogen. Men Huldren i Berget er forlængst flyttet, saasom Pukstenhammeren har forvandlet hendes stolte Slot til Atomer.
Jotulen har heller ikke manglet. Straks ovenfor Huldreberget gaar den gamle Færdselsvei over et andet Berg, «Jotulstigen». Der synes der Merker efter den den Dag idag. I haarde Fjeldet findes her indtrykt en Menneskefod, omtrent 1 Meter lang med tydelig Hæl og Tær. Sagnet fortæller, at Jutulen kom fra Østveien eller Aasen ved Lutvandet, hvor et lignende Jutulstig findes, og har han da skridtet fra Aas til Aas, saa nogen Smaakar har det nok ikke været. Tung har han ogsaa været, thi Foden er ca. 1/2 Tomme indtrykt i haarde Fjeldet.
Hulder og Trold regjerer nok forresten endnu i disse Trakter, thi det var netop her en Skiløber fra Kristiania for et Par Aar siden traadte paa Vildstraa slig, at han tulled og tulled omkring i Aaserne derborte, til han ikke orkede mere, men gav sit Liv op ved den straks ovenfor Jotulstig liggende Kastesten.
Men Skiløberen skulde have gjort, som endnu de gamle Folk i Aker gjør den Dag idag, - have kastet en Sten? en Pind eller hvilketsomhelst paa Kastestenen og bedt om Lykke paa Færden; da vilde han ufeilbarligen have fundet hjem igjen. Isteden derfor lænede han sit dødstrætte Hoved op til Stenen og vaagnede saa ikke mere.
Denne Kastesten er altsaa en Lykkesten, og Rester af alle de Gaver, den ved ovennævnte Ceremonier har faaet, ligger strøet rundt omkring den store Rullesten, - thi en slig er det, - Gaver baade fra Fortid og Nutid.
Straks vestenfor Stenen oppe paa Grefsenaasen ligger Troldvandet, - men dette Navn hidrører dog ikke fra Trold og Jotuler - dets Herkomst er af meget simplere Slags, da det har sit Navn fra den Mængde Rumpetrold, som findes i Vandet. Det skulde derfor egentlig hede Rumpetroldvand, men Badegjæsterne ved Grefsen har nok omdøbt det.
Den gamle Færdselsvei gaar videre forbi Storhaug over Badstubraaten. Det var her, Brandtelars drev sine vidunderlige Jagter, som Asbjørnsen fortæller om i «En Tiurleg i Holleia». Veien kaldes her og videre indover Skogen Hadelandsveien, og nedover den var det, at Brandtelars' seiglivede Hare turede. Fra Badstubraaten har man den vakreste Udsigt nedover den smilende Alunsø. At Veien er gammel, er ogsaa her tydeligt nok, da Hestebenene har gravet den dybt ned i Grunden. Straks ovenfor Alunsø gjør den en Sving bortom den dystre Svartkulp. Mørkt og skummelt ligger dette lille Vand indeklemt mellem steile Fjeld - dystert og sørgmodigt, som om det gjemte paa skumle Forbrydelser fra Fortiden.
Sagnet fortæller da ogsaa, at Søkongen paa Disen i gamle Dage pleiede at styrte i dette Vand alle dem, der faldt som Ofre for hans vilde Jagt efter Veifarende. Et rart Vand er det ogsaa i andre Henseender. Fisken bider ikke der uden i sterkt Tordenveir - først da vover den sig op. Det har efter Sagnet to Bunde, og Fisken taaler ikke Dagslyset, - derfor kommer den først op i Styggeveir, siges det.
Videre fører Veien over Evensæter Vadet, - hvor der i gamle Dage stod en Sæter, men hvor der nu ikke er andet end Skog, - og over Revlien til Bispebækken i Bispedalen. Naar Bispen i gamle Dage drog paa Visitatsreiser til Hadeland, havde han her sin Rastplads.
Og god Smag havde Bispen. Paa en liden grøn Slette ved den rislende Bæk med Udsigt over Bredsø, Alunsø og en større Del af Akersdalen indtog han sit Maaltid.
Imidlertid bliver det for langtrukkent at følge den gamle Vei videre,
- kun skal her meddeles af den passerer de gamle Skogpladse Lillosæter,
Sydskog, Nordskog med Nordskogputten, Fautvangen, Laskerud og kommer
frem ved Harestuvand paa Hadeland. Overalt fører den forbi fagre Vand og
igjennem skjøn og uberørt Natur. Da den ældste Trondhjemsvei og Veien
over Aasen ved Grorud anlagdes, blev den overflødig.
