En Maikveld for mange Aar siden drog min sædvanlige Jagtkamerat i den Tid, gamle Olaus Bondejæger, og jeg opover Hadelandsveien i Grefsenaasen. Vi agtede os paa Fuglejagt ved Linderudsætervolden - en idyllisk Plet omtrent saa langt fra Byen som Sognsvandet. Far havde sendt Olaus med mig for at lede mine ungdommelige Forsøg paa Jagtens Omraader, muligens ogsaa for at korte Vaarnatten for Gutungen ved Nyingen. Olaus var nemlig sterk i det mundtlige og havde en Historie at fortælle næsten for hver Rabbe, vi gik forbi.
Veien var adskillig opblødt af den løsnende Tæle, og Sneen laa endnu flekomtil borte mellem Granerne. Blaabærlyngen stod og spriked med ribbede Grene efter Sneens Favntag renvasket og tender - færdig til ved første virkelige Varmegufs fra Syd igjen at klæde Skogsbunden med sit dunkle grønne. Maaltrost og Rødkjælk kappedes om at tolke Vaarens Længsler, - Rugden knortede i Trætopperne og Padderne i Pytterne langs Veien. Hastige Smaabække pilede i et væk over Veien. Men Granskogen stod mørk og alvorlig og sagde intet til det hele.
Efterhaanden som vi kom indover Skogen, svandt Dagslyset fuldstændig - stod kun som en Lysning paa den vestlige Himmel. Men bag os steg Maanen smilende op bag Grantopperne, først stor og rød - rigtig en ægte «Hasselkryb» - men efterhaanden mere og mere hvid og klar, indtil dens intense Lys oplyste Skogen som den klareste Dag og kastede lange, hemmelighedsfulde Skygger fra de mørke Graner.
Det var klassiske Jagtmarker, hvorigjennem vi bevægede os. Snart vidste Olaus at fortælle om Jagter, han her havde drevet sammen med Kasserer Jørgen Gjerdrum - et Navn, der klinger som en Idrætsfanfare i Jægeres Øre - snart var det Veteranen Roverud, som maatte holde for. Olaus' Far skulde ogsaa flere Gange have ledsaget Oberst-løitnant Hans Helgesen (Rye, Schleppegrell og Helgesen) paa Jagt i disse Marker.
Tiden gik derfor hurtigt, og vi vidste ikke Ordet af, før vi stod i det tætte Granholt rundt Vangen. Det var mørkt og dystert derinde, og kommen frem paa Vangen virkede Maanelyset næsten blendende. Frostrøgen steg hvid og varsom op fra Pytten nedpaa Vangen, men bortover Vang og Skog funklede Millioner Rimkrystaller i Maanens Skin. Natteleiet kjendtes fra før - derborte ved den sværtede Bjergvæg. Efter at Olaus havde hentet Ved og jeg Kaffevand, var det ikke længe, før vi hvilede paa den bløde Granbarseng paa hver vor Side af Nyingen - nydende den herlige Vaarnat.
Humøret var oppe, og snart vankede Historie efter Historie. Og her er nogle af dem.
Olaus mente, at Linderudsæter, der laa og ligger under den store Gaard Linderud i østre Aker, sandsynligvis var den sidste Sæter, hvorpaa der var bleven sætret i Akersdalen. Olaus kunde selv erindre Husebygningerne, efter hvilke der endnu var tydelige Tomter - og antagelig har det da været ned til 20- og 30-Aarene i dette Aarhundrede, at man laa med Buskapen paa denne Sæter. Uagtet han var en gammel Skogskar, der var kjendt over alle Aaser, kunde han ikke erindre nogen anden Sæter, hvorpaa der var sætret saa langt ned i Tiden her i Aker. - Mari hed den sidste Sæterjente, og hun var nok akkurat af samme Slaget som de, man ogsaa nutildags træffer flest af: hun var gammel Jomfru. Men Sæterlivet havde hun kjært, - Kyra vilde hun stelle med og intet andet. Tidlig kom hun om Vaaren, og sent drog hun om Høsten. - Og gamle Mari havde det ogsaa saa vakkert paa Linderudsæteren, at det intet Under var, om hun havde den kjær. Sætervangen er endnu et af de vakreste Punkter, jeg kjender i Akersdalen, som den ligger der paa Høiden af Linderudsæterhøgda med svag Skraaning mod Vest og Nord og med Udsigt over de blaanende Aaser i Nordmarken. Under disse ser man ned til den smilende Maridal med de smaa Gaarde saa kjækt og norskt i Krans om Vandet. Straks nedenfor Vangen ligger den dystre Storbronsput og bag Vangen i Øst det fagre Sætertjern bortgjemt mellem de høie Aaser. Vangen selv er jevn og fin - ret et Fløielsteppe, og om Sommeren oversaaet med tusinde Blomster. Granskogen rykker nu raskt indover Volden, og forlængst er den skredet forbi Stenrøserne om den gamle Vold, men endnu er her en idyllisk Plet, hvor man ret kan hengive sig i stille Nyden af Norges fagre Natur.
Intet Under altsaa at gamle Mari havde Stedet kjært. Sin Tjeneste vilde hun udføre paa Linderudsæteren. og andensteds trivedes hun kun daarlig. Det var dog et prægtigt Menneske, som den skjønsomme Husbond satte Pris paa trods hendes mange Egenheder. Derfor blev hun ogsaa paa samme Sted, til hun tulled i Barndommen. Og hendes Sæterliv fik en noksaa brat Ende. Da Husbond engang havde hugget Tømmer nedover Sæterrøa, fandt nok gamle Mari, at den efterladte Kvist var slem for hendes kjære Kreaturer, idet den baade ødelagde Havnegangen og rispede op Kjørenes Jur. Hun var imidlertid selv for gammel og kroget til at kunne rydde den væk, men væk skulde og maatte den, mente gamle Mari. Da der saa en tør Sommerdag blæste en frisk Vind, slap hun en Brand fra Peisen borti den nærmeste Kvisthaug, og saa blev hun straks kvit den slemme Kvisten. Hele Røa brandt, og Mari holdt nok paa selv at gaa med. Da hun blev foreholdt det gale i sin Fremgangsmaade, havde hun ikke andet at svare, end at hun syntes Synd paa «Kyra», og andet Motiv havde visselig heller ikke gamle Mari. Det skjønte Husbond ogsaa, og Mari slap for videre Skrub. Men forbi med hendes Sæterliv blev det. Hertil bidrog ogsaa, at den voksende Hovedstad sendte sin Overflod af Jægere til Stedet til liden Opbyggelse for Eieren og til Skade for gamle Mari, der nok ikke rigtig var istand ttl at modstaa deres Lommelærker.
I gamle Maris Stue paa Linderudsætren vankede ogsaa en gammel, blandt ældre Skyttere i Aker velkjendt Nimrod, nemlig Brandtelars, der boede i den graa Stue, som ligger ved Bækken mellem Gaarden Aasen og den nye Trondhjemsvei. Han omtales af Asbjørnsen i «En Tiurleg i Holleia». Efter Olaus' Udsagn var det nok en Per Gyntjæger, hvis Skud aldrig feilede, og hvis Hunde aldrig tabte, medmindre Troldskab var med i Spillet. Jagten drev han som Næring, og derfor laa han nok de fleste Nætter af sit Liv i Skog og Mark, og paa Linderudsæteren var han en stadig Gjest. Olaus viste mig det Sted ved Sætervolden, hvor Brandtelars fik Skrub af Huldren, fordi han skjød Sæterharen hendes. Det var et lidet Bjerg ved den østre Ende af Volden, netop det Sted, hvor man har den vakreste Udsigt, idet man der ogsaa ser en Snip af østre Aker.
En anden Gjest havde ogsaa Mari til Stadighed. Det var en Tysker, der oprindelig var indkaldt til Norge som Kortfabrikant. Han var en flink Mand i sit Fag, men saa kom der en Jente i hans Vei. Nogle sagde, at det var en Tatertøs. Løs og let som disse var hun i ethvertfald. Da en svarthaaret Gut var vel født, strøg hun sin Vei, og Friederich - saa hed Tyskeren - trøstede sig først med Flasken, indtil han mistede sin Post, - og saa strøg han med Fiskegreier tilskogs og vankede Resten af sit Liv fra Sæter til Sæter og Plads til Plads paa Høiderne omkring Kristiania, søgende Føden med Fiskestangen, - og fra Høiderne kastende tungsindige Blik ned i den Dal, der var bleven hans Livs Ruin. Den tause Skog kunde han snakke saa trygt med om sin tabte Lykke, den haanede ham ikke, og den beskyttede saa lunt hans kjære Gut, der altid fulgte ham paa hans Skogvandringer. Til gamle Mari paa Linderudsæteren kom ofte Friederich og hans Gut under sin omvankende Færd, og der kom han ogsaa til at ende sin rastløse Omflakken. En vakker Sommerkveld fandt en Gaardbruger fra Aker Gutten grædende udenfor en Barhytte inde ved Sætertjernet, og inde i Hytten laa gamle Friederich, der havde udstridt. Gutten kom senere til en Gaardbruger i Aker, og denne Gut var heller ikke af det almindelige Slaget.
Da han kom, havde han aldrig havt Lue paa Hovedet, og det varede nok længe, inden man fik ham til at tage nogen saadan over den sorte Lug. Lidt Kludder var det nok ogsaa med Døbeattesten, da han senere skulde konfirmeres. Faderens drømmende Længsler mod Skog og Vand var gaaet Gutten i Blodet, og det var nok hans eneste Passion. En Hardhaus som faa: Jeg saa ham ofte staa ude i Vandet til Bringen, naar han drev Fiske og i denne vaade Tilstand senere tilbringe den koldeste Del af Natten ved Nyingen. Men ingen Ting bed paa ham. Sin Husbond tro som ingen. Arbeidspligten begyndte i Almindelighed Kl. 6, men Karl var altid i Stald eller paa Mark Klokken 4 om Morgenen og var altid den sidste, der gik hjem om Kvelden. I en Mands Brød var han hele sit Liv - først 30 Aar som Tjenestedreng og senere i Fjeldet som Dagarbeider. Alle hans Børn døde efterhaanden fra ham, - selv er han nu død uden at komme paa Fattigkassen, - noget der altid foresvævede gamle Karl som den værste Skam og som derfor var hans sidste Dages stadige Skræk - skjønt Husbonds Slegt havde søgt at bibringe Ro i saa Henseende.
Saaledes gaar Sagnet om Friederich og hans Søn lige ned til vore Dage, og det, der fortælles om Sønnen, er den rene Sandhed, - muligens ogsaa alt, hvad der fortælles om hans Far.
Olaus fortalte endnu mange Historier, indtil Maanens Glans begyndte
at blegne for den kommende Dag, - Baalet at falme og Aarhanen at kutre
borti Aasen. Da blev de afbrudt, men ogsaa ofte siden har jeg søgt til
Linderudsæter og dens Historier. Veien did er den foran beskrevne
Hadelandsvei indtil Kastestenen. Her svinges af til venstre opover en
lav Aas. Paa høire Haand har man i Storhaug og Mørkhøgda, - paa venstre
lille Stokaasen. Kommen forbi sidstnævnte bøier Veien først lidt til
venstre men derpaa til Høire. Snart er man inde i større Skog, og er
da straks paa Vangen.
