Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ekhoff, Emil, sv. Arkæolog, (1846- ) - Ekholm, Nils Gustaf, sv. Meteorolog, (1848- ) - Ekinokok, d. s. s. Echinococcus. - Ekkehart (Eckehart) er Navnet paa fl. Munke i Skt Gallen - Ekklesia, se Ecclesia. - Ekklesia (gr.), Folkeforsamling, specielt den i Athen, hvor Folket suverænt behandlede alle mulige Sager - Ekklesiark (gr.), Kirkeforstander, kaldes i den gr. Kirke den, der har Tilsynet med Kirkebygningen - Ekklesiastes, gr. Titel paa Prædikerens Bog. - Ekko, Tilbagekastning af Lyd under saadanne Forhold, at man tydelig kan skelne den opr. og den tilbagekastede Lyd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Embedsmand ved dette Akademi kom han til at
sysle med Kirkerestaureringer, som han maaske
mere end nogen anden har faaet ordnet efter
moderne Principper. Flere af E.’s Afh. gælder
just Kirker, som f. Eks. »Sigtuna ödekyrkor«
(i »Sv. fornminnesfören.’s tidskrift«, XI), »Om
kyrkornas forna egenskap af försvarsverk« (i
»Aarh. f. nord. Oldkgd. og hist.«, 1899) og
»Om svenska stafkyrkor« (1901 og 1916). E.
ledede personlig Restaureringen af Kirkeruinerne
i Sigtuna samt Visby Ringmur. Han redigerede
1879-91 »Göteborgs och Bohus läns
fornminnesförenings tidskrift« og 1882-87 de fire sidste
Bind af »Vegaexpeditionens vetenskapliga
iakttagelser«. 1903 overtog han Redaktionen af
»Antikvarisk tidskrift« og »Fornvännen«.
A. M. D.
Ekholm [’e.k-], Nils Gustaf, sv.
Meteorolog, f. 9. Oktbr 1848 i Smedjebacken, blev
Student 1868, Docent 1888, Dr. phil. 1889.
Allerede 1876 blev han Amanuensis ved det meteor.
Observatorium i Upsala og 1890 ved den meteor.
Centralanstalt i Sthlm. 1882-83 var han Chef
for den sv. fys.-meteor. Ekspedition, som
overvintrede ved Kap Tordsen paa Spitsbergen.
Siden deltog han i Andrée’s Nordpolsekspedition
i Ballon 1896, som dog aldrig naaede længere
end til Spitsbergen. Han krævede
Ballonmateriellet forbedret, og da Andrée var af anden
Mening, vilde E. ikke deltage i den Ekspedition
n. A., som endte saa ulykkeligt. 1896 overtog han
paa ny sin Tjeneste ved den meteor.
Centralanstalt, hvis Chef han har været siden 1913.
E. har gjort sig særdeles fortjent ved at
indføre Stormvarsler i Sverige (1905) efter et nyt
System for Vejrspaadomme, hvorom han har
skrevet i »Wetterkarten der
luftdruckschwankungen« (1904), »Über die
luftdruckschwankungen und deren beziehung zur temperatur der
oberen luftschichten« (1906) og »Über die
periodischen luftdruckschwankungen und einige
damit zusammenhängende erscheinungen«
(1907). Af grundlæggende Bet. var ogsaa hans
tidligere Skr om Skyernes Højde og Hastighed
Mesures des hauteurs et des mouvements des
nuages (1885), »Molnens höjd i Upsala under
sommaren« (1887) og A new instrument for
cloud measurements (1888). 1888 kom hans
»Undersökningar i hygrometri«. En ny Metode
for Vejrforudsigelser fremlagdes i »Isodenserna«
(1890). Af stor Interesse er ogsaa hans »Sveriges
temperaturförhållanden jämförda med det öfriga
Europas« (1899). E. er Medlem af flere inden-
og udenlandske lærde Selskaber.
A. M. D.
Ekinokok, d. s. s. Echinococcus.
Ekkehart (Eckehart) er Navnet paa fl.
Munke i Skt Gallen. E. I, d. 14. Jan. 973 som
Klostrets Dekan, skrev c. 930 Waltharius, et
lat. Digt i Heksametre om Walther af
Akvitaniens og hans elskede Hildegunde’s Flugt
(udgivet af Grimm og Schmeller i
»Lateinische Gedichte des 10. Jahrh.’s« [Göttingen
1838], af Peiper [Berlin 1873], og af
Holder [med Kommentar og Scheffel’s Overs.,
Stuttgart 1874]). - E. II (Palatinus),
udmærket ved Skønhed og Talenter, studerede
sammen med Hertuginde Hedvig af Schwaben
paa Slottet Hohentwiel, kom til Kejserhoffet,
hvor han underviste Otto II, digtede lat.
Sekvenser. Han døde 23. Apr. c. 990 som
Domprovst i Mainz. E. I og E. II gav Scheffel
Stoffet til hans berømte Digt »E.«. - E. IV, f. c.
980, d. c. 1060, Discipel af Notker Labeo, skrev
Digte, forbedrede Latinen i Waltharius og skrev
sit Klosters Historie: Casus Monasterii St Galli
(Monumenta Germanica, II, S. 74-163). (Litt.:
Meyer von Knonau, »Die Ekkeharte von
Skt Gallen« [Basel 1876], »Mitteilungen zur
vaterländischen Geschichte, herausgeg. vom hist.
Verein in Skt Gallen« [1877]).
L. M.
Ekklesia, se Ecclesia.
Ekklesia (gr.), Folkeforsamling, specielt den
i Athen, hvor Folket suverænt behandlede alle
mulige Sager. Enhver Borger, der havde fyldt
sit 20. Aar, havde Ret til at møde, stille Forslag
og stemme; c. 395 f. Kr. indførtes paa Forslag
af Agyrrhios Betaling for Deltagelse,
Ekklesiastikon, opr. 1 Obol, senere gentagne
Gange forhøjet. Mødestedet var i 5. og 4. Aarh.
oftest Pnyx (se Athen, S. 313), senere ofte
Dionysos-Teatret, sjældnere Torvet. Antallet af
de ordinære E. var 40 om Aaret, 4 i hvert
Prytani; Forhandlingen lededes opr. af Prytanernes
Formand, senere af Proedrernes. Afstemningen
foregik ved Haandsoprækning ell. ved
Stemmetavler ell. Stemmestene; Beslutningen (Psefisma)
blev indført i Statsarkivet og ofte hugget i Sten
ell. Bronze. - E. i Sparta, der havde det
særlige Navn Apella, havde en langt mere
begrænset Myndighed, idet den kun kunde
afstemme om de af Regeringsmyndighederne
forelagte Forslag; Afstemningen foregik ved Raab,
saa at det stærkeste Raab gjaldt som Majoritet,
sjældnere ved at gaa til forsk. Sider.
K. H.
Ekklesiark (gr.), Kirkeforstander, kaldes i
den gr. Kirke den, der har Tilsynet med
Kirkebygningen, og i de gr. Klostre den, der skal
sørge for det, der vedrører Gudstjenesten.
L. M.
Ekklesiastes, gr. Titel paa Prædikerens Bog.
Ekko [’æko], Tilbagekastning af Lyd under
saadanne Forhold, at man tydelig kan skelne
den opr. og den tilbagekastede Lyd fra
hinanden. Tilbagekastningen sker efter lgn. Love
som Lysets, kun at den tilbagekastende Flade
maa være meget større for Lyden end for
Lyset, naar Fænomenet skal blive tydeligt; den
behøver til Gengæld ikke at være nær saa jævn.
En større Mur, helst en Fjeldvæg, ind mod
hvilken man taler højt, giver et godt E., naar
Afstanden mindst er 40-50 m og ikke større,
end at den tilbagekastede Lyd bliver stærk nok
til at høres. Regner vi, at man bruger 1/5 Sek.
til hver Stavelse, og at Lyden (ved 15° Varme)
tilbagelægger 340 m i Sek., vil E. af den første
Stavelse i et Flerstavelsesord netop naa Øret,
medens den anden Stavelse udtales, hvis
Væggen er 34 m borte. Lyden bruger nemlig 1/10
Sek. til at naa Væggen og lige saa lang Tid til
at komme tilbage igen. En Kirkeklokkes Slag
høres undertiden dobbelt, idet man baade faar
Lyden til Øret ad den lige Vej og tillige ved
Tilbagekastning fra en ell. anden Bygning; den
sidste Lyd har været længere Tid undervejs end
den første og høres derfor lidt bagefter. Flere
lodrette Klippevægge med passende Stillinger og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
