Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Egede, - 1) Hans Poulsen, Missionær i Grønland, (1686-1758)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Egede, 1) Hans Poulsen, Missionær i
Grønland, f. 31. Jan. 1686 paa en Gaard i
Throndenæs Sogn i Nordlandene, d. 5. Novbr
1758 i Stubbekøbing. Faderen, der var
Sorenskriver, var dansk af Fødsel, en Præstesøn fra
Vester Egede paa Sjælland. E. blev først privat
undervist af to nordlandske Præster og blev
derpaa 1704 sendt til Univ. i Kbhvn, hvor han
fuldendte sine teol. Studier paa 1 1/2 Aar. Den
lutherske Ortodoksi herskede dengang ved
Universitetet, og E. blev paavirket af denne
Aandsretning uden dog at blive en yderliggaaende
Tilhænger af den. 1705 vendte han tilbage
til Norge, 1707 blev han, kun 21 Aar gl,
Sognepræst for Vaagen, en af Lofoten-Øerne,
og kort efter ægtede han Gertrud Rask, der var
13 Aar ældre end han. Allerede i det flg. Aar blev hans
Tanker rettede mod Grønland: I en Norges
Beskrivelse havde han læst, at der tidligere
havde været Kristne i Grønland; men en
Slægtning af ham, der selv havde faret paa
dette Land, meddelte ham, at der nu kun var
vilde Mennesker. Denne Meddelelse vakte hans
Medfølelse med disse stakkels Mennesker, som
han betragtede som Efterkommere af de gamle
Nordboere, der nu var henfaldne til hedensk
Blindhed og Vildhed, og han ønskede, at han
selv kunde prædike Kristus for dem og derved
»fremme Guds Ære og disse arme Menneskers
Salighed«. 1710 udarbejdede han et Forslag til
Grønlændernes Omvendelse, som han sendte til
Biskopperne i Bergen og Trondhjem. De
svarede velvilligt og lovede at anbefale Forslaget
til Kgl. Majestæt, men fremhævede tillige
Vanskelighederne ved at gennemføre et saadant
Foretagende. E.’s Hustru var længe imod sin
Mands Plan, men kom efterhaanden til at se
den som Guds Villie. 1718 nedlagde E. sit
Embede og drog med sin Hustru og deres 4 smaa
Børn til Bergen. 1719 rejste han til Kbhvn for
at forelægge sin Plan for Kong Frederik IV og
Missionskollegiet; men iværksat blev den først
1721, efter at den store nordiske Krig var endt.
Da lykkedes det omsider E. at faa nogle
Købmænd og Gejstlige i Bergen til at tegne sig for
Bidrag, saa at der kunde købes et Skib, der
skulde sejle paa Grønland og drive Handel paa
dette Land, og Kongen udnævnte E. til
Missionær med en aarlig Løn af 300 Rdl. 3. Juli 1721
landede han paa Vestkysten af Grønland, paa
en Ø, som han kaldte Haabets Havn; senere
anlagde han paa en bedre beliggende Plads en
Koloni, som fik Navnet Godthaab.
E.’s første Indtryk var en stor Skuffelse. I
St f. Efterkommere af de gl. Nordboere traf
han Eskimoerne, som han var ganske ude af
Stand til at gøre sig forstaaelig for; men hans
faste Tro paa, at det var Gud, der havde kaldet
ham til Grønland, bevirkede, at han ikke vendte
hjem, men besluttede at blive og arbejde for
Folkets Omvendelse. Her mødte der ham
imidlertid store Vanskeligheder: det strenge Klima
med den haarde Vinterkulde, de store Is- og
Snemasser, der besværliggjorde hans Rejser,
Vanskeligheden ved at faa den fornødne
Proviant, den indfødte Befolknings lave
Kulturstandpunkt, deres omflakkende Levevis, der
vanskeliggjorde Oprettelsen af faste Menigheder,
Sproget, der næsten ganske manglede
Betegnelser for aandelige Begreber, de hedenske
Aandebesværgeres, Angekok’ernes Modstand og
endelig det anstødelige Liv, som mange af de danske
Kolonister i Grønland førte. Med stor Iver
søgte E. at overvinde disse Vanskeligheder. Det
lykkedes ham at vinde Eskimoernes Venskab og
Tillid ved at give dem smaa Gaver, ved at
besøge dem i deres Hytter (trods den ulidelige
Hede og Stank, som herskede dér), og ved
kærlig Hjælpsomhed, særlig over for de Syge. Med
overordentlig Flid arbejdede han paa at lære
Sproget, og her havde han en udmærket Hjælp
i sine unge Sønner, Paul og Niels, der begge
havde et udpræget Sprognemme.
E. mente, at man maatte berede Vejen for
Kristendommen ved Civilisation, og lagde i det
hele megen Vægt paa Fornuftens Oplysning for
derigennem at berede Sindene til Omvendelse.
Saaledes vilde han overbevise Hedningerne om
Guds Tilværelse og Væsen, førend han forkyndte
dem Frelsen ved Kristus. Hans Forkyndelse
blev for en stor Del Undervisning i den
kristelige Børnelærdom. Han udarbejdede en
grønlandsk Katekismus og ventede med at døbe,
indtil han havde forvisset sig om, at vedk.
Daabskandidat havde et grundigt Kendskab til
Katekismens Sandheder og i fl. Aar havde ført
et kristeligt Levned. For at Kristendommen ret
kunde slaa Rod i Folket søgte han at opdrage
indfødte Lærere; derfor tog han unge
Grønlændere til sig og uddannede dem til Kateketer.
Som sin Samtid i det hele lagde E. megen Vægt
paa Lovens strenge Tugt. Han mente ogsaa, at
Angekok’ernes bedrageriske Kunster burde
forbydes og straffes. Engang pryglede han endog
selv en genstridig Angekok, hvortil han ansaa
sig for berettiget, da han jo var Kgl. Majestæt’s
Embedsmand. Trods hans Strenghed kom
Grønlænderne til at holde meget af ham p. Gr. a.
den store Kærlighed og Hjælpsomhed, som han
viste dem, særlig under den store Koppeepidemi
1733-34, som bortrev en Mængde Grønlændere,
efter at E. og hans Hustru med den største
Selvopofrelse havde ydet dem al den Pleje, de
formaaede.
Foruden at være Missionær havde E. i Beg.
ogsaa Handelen under sig, men 1728 blev den
overtaget af Regeringen. Den grønlandske
Handel gav imidlertid ikke det forventede Udbytte,
og der var derfor fl. Gange Fare for, at den
skulde blive opgivet og dermed ogsaa
Missionen. Da Frederik IV var død 1730, besluttede
Christian VI at opgive hele det grønlandske
Foretagende, fordi det kostede for meget; men
E. sendte Kongen et indtrængende Andragende
 |
| H. P. Egede. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
