Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dødssejleren. Til Søs skal man undertiden kunne se et Skib komme nærmere for fulde Sejl, men imod Vinden - Dødssnit anvendes ved Frugttræbeskæring, naar en Kvist ell. Gren skal fjernes lige ned til dens Grund - Dødsstivhed er den Forandring i Musklerne, som indtræder efter Døden - Dødsstraf ell. Livsstraf (dette sidste Udtryk benyttes saavel i den danske som i den norske Straffelov)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hollænder. Dette Navn maa have dannet sig i 16.
ell. 17. Aarh.; i 18. Aarh. optræder det i Litt.
som gl Søfolksoverlevering, og der gives da en
Del indbyrdes modsigende Efterretninger om
hans Navn og Grunden til hans spøgelseagtige
Optræden. Den mest gængse Fortælling er, at
det var en hollandsk Skipper, der standsedes
af Storme foran det gode Haabs Forbjerg og da
svor paa, at han skulde naa frem, enten
Vorherre vilde ell. ikke; da stod Vorherre selv
for ham; Skipperen afskød sin Pistol paa ham,
men Kuglen kom tilbage og gennemborede hans
egen Haand; da bød Vorherre, at han skulde
for evig staa paa Dækket med lammet Arm og
sejle uden at finde Ro. - Medens den flyvende
Hollænder er velkendt hos fr. og eng. Sømænd,
kender selve Hollænderne ham ikke, men
fortæller om en Adelsmand Falkenberg, der har
myrdet sin Broder og sin Fæstemø og til Straf
har sejlet i 600 Aar i Vesterhavet Nord efter
paa et graat Skib uden Ror. - Sagnene om den
flyvende Hollænders Forløsning synes kun at
tilhøre de digteriske Behandlinger (jfr. Wagner).
Efter nyere Undersøgelser maa denne Tro
have sin Grund i Luftspejlinger; men de forsk.
Skikkelser, den tager, er bestemte ved
ejendommelige Træk i Folkets Tankeverden. Saaledes
som den fremtræder her med Forbandelsen,
er den en Gentagelse af Sagn om den vilde
Jagt (s. d.); men mange andre Forhold spiller
med ind. Undertiden betegnes Spøgelseskibet
som et forladt Slaveskib ell. Sørøverskib, hvor
Kaptajnen er ene tilbage død ell. levende,
bundet til Masten. Her er da en Tro af samme
Art som Kinesernes, der ikke tør gaa om Bord
paa en i Søen drivende »Junke«, fordi en fangen
Slange engang har gjort sig til Herre over en
saadan og sejler om med det. Sædvanlig
opfattes dog Spøgelseskibene ikke som virkelige
Skibe, men som Gengangere efter forliste Skibe,
der - ligesom andre Gengangere - dels blot
viser sig paa deres Dødssted ell. Grav, dels
strejfer om og varsler Død for Mennesker, der
ser dem (jfr Drauge). Det er nærmest denne
Tanke, der ligger i de danske Søfolks Navn:
»Dødssejleren«.
Men ved Siden af disse til bestemte synlige
Fænomener knyttede Forestillinger om et
Spøgelseskib haves der en ældgammel Tro paa en
Art D., et Skib, der bringer de Døde bort til
deres Boliger hinsides Havet. Denne Tro kan
allerede fra Oldtiden paavises hos Folkeslagene
langs Vesterhavet og Kanalen (og i svagere
Ytringer i Norden). Den blandes med
Spøgelseskibet i den bretagneske Folketro paa et Skib,
der viser sig med det sidste Aars druknede
Sømænd om Bord; og det turde være rimeligst,
at Troen paa D. og »flyvende Hollænder«
nærmest maa opfattes som en Modernisering af de
gl. Forestillinger om Dødningeskibet. (Litt.:
Bassett, Sea Phantoms [Chicago 1892];
Feilberg, »Jysk Ordbog« under »D.«).
A. O.
Dødssnit anvendes ved Frugttræbeskæring,
naar en Kvist ell. Gren skal fjernes lige ned til
dens Grund. Særlig over for Vanskud gør man
alm. Brug af D.
L. H.
Dødsstivhed er den Forandring i Musklerne,
som indtræder efter Døden og bestaar i en
Koagulation af Myosinet (et Æggehvidestof) i
Musklerne. Ved D. bliver Musklerne faste og
ueftergivelige, saa at man maa anvende Kraft
for at overvinde den Modstand, som Musklerne
gør mod Bevægelse af Lemmerne. Men naar D.
først er overvundet, indtræder den ikke igen,
men det vedk. Lem er nu slapt. Derved kendes
D. fra al anden Stramning i Musklerne. D.
plejer at optræde først i Kæbens Muskler, sidst
i Underlemmerne. Den svinder dernæst i samme
Rækkefølge. Tidspunktet for dens Indtræden og
Ophør er forsk., hos kraftigere Individer
tidligere, hos svagelige og udtærede senere. D.
ophører ogsaa hurtigere hos disse end hos hine.
- Ved D. plejer Fingrene at krummes p. Gr. a.
Overvægten af Bøjemusklerne over
Strækkemusklerne. Overhovedet indtager ofte Legemet
p. Gr. a. D. Stillinger, som ej kan
vedligeholdes, efter at den har tabt sig. Herved
kommer det undertiden til Bevægelser af Liget,
idet dette ved D.’s Ophør kommer over i
Stillinger, hvor alene Tyngden gør sig gældende.
saadanne Ligbevægelser er af ukyndige
Mennesker tagne for vilkaarlige Bevægelser og er
fejlagtig tagne til Indtægt for Forestillingen om
Tilstedeværelsen af Skindød.
E. A. T.
Dødsstraf ell. Livsstraf (dette sidste
Udtryk benyttes saavel i den danske som i den
norske Straffelov). Den Kamp, som Beccaria
(s. d.) i Midten af 18. Aarh. begyndte mod D.,
har i Løbet af 19. Aarh. ført til meget betydelige
Resultater. D. er saaledes blevet afskaffet, for
saa vidt angaar borgerlige, ɔ: ikke milit.,
Forbrydelser, i den lille Republik San Marino
1848, i Rumænien 1864, i Portugal 1867, i
Holland 1870, i Italien 1889 samt i fl. amer. Stater,
bl. a. i nogle af de nordamer. Fristater. I
Schweiz, hvor D. ligeledes blev afskaffet ved
Forbundsforfatningen af 1874, blev det
imidlertid allerede 1879 ved Folkeafstemning
bestemt, at de enkelte Kantoner skulde have Ret
til at genindføre D. (dog ikke for politiske
Forbrydelser) - en Ret, af hvilken dog kun de
færreste Kantoner har benyttet sig. I Norge
afskaffedes D. ved Strfl. af 1902. I de Lande,
hvor D. endnu er hjemlet, spiller den ikke
den samme Rolle som tidligere;
kvalificeret D. (s. d.) kendes saaledes saa godt som ikke
mere, og saavel Antallet af de Tilfælde, i hvilke
D. overhovedet kan idømmes, som Antallet af
eksekverede Dødsdomme er blevet betydelig
formindsket. I Belgien er saaledes ingen
Dødsdom blevet fuldbyrdet siden 1863 og i Finland
ingen siden 1826. I Danmark, hvor c. 60
Personer er blevne dømte til Døden i Tiden fra 1.
Juli 1866 (den Dag, da den nugældende
borgerlige Strfl. traadte i Kraft) og indtil Dato, er
kun 4 af alle disse Dødsdømte blevne henrettede,
nemlig Modermorderen Hans Hansen 1869,
Rovmorderne Rasmus Pedersen Mørke og Anders
Nielsen Sællænder henh. 1881 og 1882 og
Tugthusfangen Jens Nielsen 1892. I denne
Forbindelse kan bemærkes, at man har anslaaet, at
der i hele Europa aarlig dømmes c. 500
Personer til Døden, og at c. 100 af disse Dødsdømte
henrettes. - D. fuldbyrdes i Danmark og i
visse Dele af det tyske Rige ved Halshugning
med Haandøkse, i den øvrige Del af det tyske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
