Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dødsformodningsdom Dødsboskifte. Opløsningen af det ved Arvefaldet stiftede »tilfældige« Sameje mellem flere Medarvinger - Dødsgave, en Retshandel, hvorved man i Live bortgiver noget, der dog først skal tilfalde Gavemodtageren ved Giverens Død - Dødsgenier kalder man gerne de fire Væsener, som efter Ægypternes Forestillinger tog sig af de Afdøde - Dødskamp, Dødsrallen, se Agoni og Død. - Dødsmesse, se Sjælemesse. - Dødspletter, se Dødstegn. - Dødssejleren. Til Søs skal man undertiden kunne se et Skib komme nærmere for fulde Sejl, men imod Vinden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Herefter kan - naar den Forsvundne ikke
efterlader sig en Ægtefælle - hans Livsarvinger,
saa snart 5 Aar er hengaaede, og i Mangel af
Livsarvinger hans andre nærmeste Arvinger,
dog først naar 10 Aar er hengaaede, ved
Bekendtgørelse i Bladene udtage Stævning mod
den Forsvundne saaledes, at der gives denne
et af Dommeren fastsat Varsel. Naar de da
behørig har oplyst ved Vidner ell. egen
Forklaring, eventuelt egen Ed, at og hvorfor ingen
Oplysninger kan forskaffes om ham, kan de ved
Dom faa sig tilkendt Ret til Rentenydelse af
hans Formue ell. til Nytten og Brugen af
hans Ejendomme. Formuens Substans bliver
derimod vedvarende at bevare for den
Forsvundne. Først naar 20 Aar er hengaaede, fra
dengang sidste Efterretning fra ham modtoges,
kan Arvingerne efter ny Indkaldelse af ham i
Bladene, denne Gang med Aars og Dags Varsel,
og efter ny foretagen Bevisførelse faa sig selve
Formuen tilkendt til Ejendom. Dog afkortes i
begge Tilfælde de nævnte Frister, naar særlige
Omstændigheder vækker en til Vished
grænsende Sandsynlighed for, at den Forsvundne er
død, idet f. Eks. det Skib, hvormed han er
afrejst, bevislig er gaaet under. I slige
Tilfælde kan Arvingerne nemlig straks søge Dom
til Rentenydelse og efter 3 Aars Forløb søge
sig hans Formue tilkendt til Ejendom. I saa
Fald kan dog den Forsvundne, hvis han
uformodet skulde komme tilbage, i 20 Aar fra sin
Bortrejse søge sin Formue tilbage fra dem, den
er tilkendt til Ejendom - ikke derimod de alt
oppebaarne Indtægter, for saa vidt ikke Svig
er begaaet. I et sjældnere Tilfælde naar dog
Arvingerne hurtigere til Ejendomsdom, nemlig
naar den Forsvundne vilde være 90 Aar, om
han endnu var i Live; her behøver Arvinger
overhovedet ikke at oppebie anden Frist end
den, det lange Varsel medfører, og her gaar
ved Dommen Formuen straks og ubetinget ud
af hans Eje. Har den Forsvundne en Ægtefælle,
er denne derhos berettiget til at søge
Skilsmisse i de samme Tilfælde, hvor Arvingerne
er berettigede til at komme i Besiddelse af
Renterne, altsaa i Reglen efter 5 Aars Forløb.
Melder sig ingen Arvinger efter en i 20 Aar
bortebleven Person, bliver, naar forgæves offentlig
Indkaldelse er forsøgt, Formuen at udlægge til
Statskassen.
K. B.
I Norge findes Reglerne om D. i L. 12.
Oktbr 1857. Naar der er gaaet 7 Aar, siden
en Person er forsvundet, kan hans Arvinger
erhverve D. ved Underretten efter lovlig
Stævning med 6 Maaneders Varsel. Hvis der er
Grund til at antage, at han er omkommet ved
en bestemt Begivenhed, behøver der kun at
være gaaet 3 Aar. Saasnart D. er faldet,
overtager Skifteretten den Forsvundnes Bo og
behandler det som Dødsbo. Arvemidlerne skal
imidlertid ikke endnu udleveres til Arvingerne,
men bestyres af en opnævnt Værge under
Overformynderiets Tilsyn; kun Renterne ell.
Indtægterne skal aarlig fordeles mellem Arvingerne.
Først 20 Aar, ell. 10 Aar, hvis han formodes
død ved en bestemt Begivenhed, efter Vedk.’s
Forsvinden, skal selve Arven uddeles. I de
samme Tilfælde, da Arvingerne er berettigede
til at erholde D., kan ogsaa den Forsvundnes
Ægtefælle søge Dom til Ægteskabets Ophævelse.
K. Ø.
Dødsgave, en Retshandel, hvorved man i
levende Live bortgiver noget, der dog først skal
endelig tilfalde Gavemodtageren ved Giverens
Død. D. er derfor en Livsgave, da Giveren
raader over, hvad han nu har, ikke blot over,
hvad han efterlader. Men hvor han faktisk
beholder hele Nytten og Brugen af den bortgivne
Ting til sin Død og altsaa ikke selv lider noget
Afsavn ved Gaven, mangler her det Motiv,
Lysten til selv at nyde sin Formue, der ellers
lægger Hemsko paa unyttig Bortskænkning i
levende Live. Hvis Lovgivningen derfor ikke
reagerede herimod ved at stille skærpede
Betingelser for Indgaaelsen af i det mindste visse
D., vilde en uindskrænket Ret til at give D.
let blive misbrugt til Omgaaelse af
Testamentsreglerne til faktisk Krænkelse af
Tvangsarvingernes Ret. Derfor lader de fleste Lovgivninger
ogsaa Testamentsreglerne faa ligefrem
Anvendelse paa visse D., saaledes allerede
Romerretten. Ligeledes bestemmer den danske Arvelov,
Frd. 21. Maj 1845 § 30, at de for Testamenter
givne Forskrifter skal være anvendelige paa
saadanne Gavebreve, der først skal opfyldes
efter Giverens Død, dog med de Modifikationer,
som flyder af et sligt Gavebrevs Natur som
Kontrakt (ved hvilken sidste Bemærkning
menes, at yderligere Fuldmyndighed kræves).
Forstaaelsen af denne Bestemmelse er noget
omtvistet. Her skal kun bemærkes, at dansk
Retspraksis fortolker Bestemmelsen saa snævert
som muligt og saaledes f. Eks. ikke regner for
D., hvad der bortgives paa Dødslejet, ell.
saadanne Gaver, der blot faktisk ved Dødsfaldet
ikke er fuldbyrdede, men kun saadanne, der
efter den indgaaede Kontrakts Mening først var
bestemte til at opfyldes ved dette Tidspunkt.
Den norske Arvelov indeholder ingen
tilsvarende Bestemmelse, men antages dog at
forudsætte en lgn. Regel.
K. B.
Dødsgenier kalder man gerne de fire
Væsener, som efter Ægypternes Forestillinger tog
sig af de Afdøde og beskyttede hver sin Del
af det balsamerede Legeme; de antoges snart
for Sønner af Osiris, snart af Horos. Man
læser i Reglen deres hieroglyfiske Navn Amset,
Hapi, Tiumutef og Kobhsonuf; de fremstilles
gerne som Mumier, sjældnere i
Menneskeskikkelse; den første har Menneskehoved, den anden
Hundeabe-, den tredie Sjakal- og den sidste
Falkehoved. Man ser dem bl. a. paa Billeder
af Dødedommen paa Sarkofager, Steler o. s. v.
Smlg. Kanoper.
V. S.
Dødskamp, Dødsrallen, se Agoni og Død.
Dødsmesse, se Sjælemesse.
Dødspletter, se Dødstegn.
Dødssejleren. Til Søs skal man undertiden
kunne se et Skib komme nærmere for fulde Sejl,
men imod Vinden; men med eet - ofte naar
man allerede kan raabe til Skibet ell. vil sætte
Baad ud til det - forsvinder det. Det opfattes
som Varsel om Storm og Skibets Forlis. Denne
Tro findes, hos alle Atlanterhavets søfarende
Nationer, men har faaet sin mest ejendommelige
Form i Sagnet om den flyvende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
