Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dufour, Jean Marie Léon, fr. Zoolog, (1780-1865) - Dufraisse, Marc, fransk Politiker (1811-76) - Dufrénit (Kraurit, Grønjernsten), et Mineral, som bestaar af basisk Ferrifosfat - Dufrénoy, Pierre Armand, fransk Geolog og Mineralog (1792-1857) - Dufrénoysit, et Mineral, som bestaar af Bly, Arsen og Svovl (Pb2As2S5) - du Fresne, C., se du Gange. - Dufvenäs, en Odde, der skyder sig ud fra Sickla Ø, en Milsvej Ø. f. Sthlm. i Nacka Sogn - Dug. Ved D. forstaas i Alm. det Vand, som fortættes paa et Legemes Overflade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1806-14 Militærlæge, men tilbragte i øvrigt,
med en enkelt Afbrydelse 1823, Resten af sit
Liv med entomologiske og botaniske Studier.
Han har udg. langt over 200, til Dels ganske
fortræffelige Arbejder over forsk. Leddyrs,
navnlig Insekters, Anatomi, Forvandling og
Biologi. Det mest kendte af disse er hans
Recherches sur les hémiptères (1833). Endvidere har
han leveret Bidrag til Kundskaben om de
parasitiske Gregariner.
R. H. S.
Dufraisse [dy’fræ.s], Marc, fransk Politiker
(1811-76), var opr. Advokat i Periguaux og
sluttede sig tidlig til Republikanerne. Han var
1848 Regeringskommissær i fl. Dept. og 1849-51
Medlem af Nationalforsamlingen; hørte til
»Bjerge« og vakte Opsigt ved sit veltalende Forsvar
for de kgl. Prinsers fortsatte Udelukkelse fra
Landet, da dette ellers vilde trues med farlige
Rystelser. Ved Statskuppet 1851 skulde D.
deporteres, men undkom til Bryssel, hvor han
skrev et bittert Flyveskrift Le crime du 2.
décembre; senere blev han Prof. i Retsvidenskab
ved den polytekniske Skole i Zürich. I sit Skr.,
Droit de guerre et de paix 1789-1815 (1867)
udtalte han sig, i Modsætning til de fleste fr.
Republikanere, imod
Nationalitetsgrundsætningen og Italiens Enhed. Efter Kejserdømmets
Fald 1870 vendte han tilbage til Frankrig og
blev Præfekt i Dept Alpes maritimes (Nizza);
undertrykte her det ital. Partis
Løsrivelsesforsøg. Febr 1871 valgtes han til
Nationalforsamlingen, stemte imod Freden og hørte til yderste
Venstre; dog understøttede han Apr. 1873 Grev
Rémusat’s Kandidatur i Paris imod den
radikale Barodet’s. Han var en afgjort Modstander
af Broglie’s Ministerium og af Septennatet og
arbejdede 1875 virksomt for, at Republikanerne
gik ind paa den ny Forfatning.
E. E.
Dufrénit [dy-] (Kraurit,
Grønjernsten), et Mineral, som bestaar af basisk
Ferrifosfat (FePO4.FeO3). Krystalformen er
rombisk; Mineralet forekommer oftest i kompakte
ell. traadede Masser. Haardheden er 4,
Vægtfylden 3,3; Farven er brungrøn, men bliver ved
Forvitring brun. D. forekommer ved Hirschberg
i Westfalen, Eiserfeld i Nærheden af Siegen, i
Cornwall o. a. St.
(N. V. U.). O. B. B.
Dufrénoy [dyfre’nwa], Pierre Armand,
fransk Geolog og Mineralog (1792-1857),
var Generalinspektør for de franske
Bjergværker og Direktør for Bjergværksskolen i
Paris. De betydeligste af hans Skr er:
Description géologique de la France (4 Bd, 1836-38);
Explication de la carte géologique de la France
(3 Bd, 1841-73), til begge disse Værker havde
han Élie de Beaumont til Medarbejder;
endvidere: Voyage métallurgique en Angleterre
(2. Udg. 1837-39, 2 Bd og 2 Atlas, skrevet af
D. i Forening med Élie de Beaumont,
Coste og Perdonnet); Traité complet de
minéralogie (1844-45, 2. Udg. 4 Bd 1856-59).
(N. V. U.). O. B. B.
Dufrénoysit [dyfrenoa’sit], et Mineral, som
bestaar af Bly, Arsen og Svovl (Pb2As2S5),
forekommer i smukke, rombiske, blygraa Krystaller
i den hvide, paa sjældne Mineraler rige
Dolomit i Binnenthal i Wallis (Schweiz).
(N. V. U.). O. B. B.
du Fresne [dy’fræ.n], C., se du Cange.
Dufvenäs -[’du.vənæs], en Odde, der skyder
sig ud fra Sickla Ø, en Milsvej Ø. f. Sthlm, i
Nacka Sogn. Naar en heftig Kamp mellem
Danske og Svenske under Christian II’s Tog til
Sverige 1517 henlægges hertil, beror det paa en
senere Tids Misforstaaelse. Efter alle samtidige
Kilder stod Slaget 1517 ved Vädla paa det
nuv. Ladugårdsland. Derimod fandt der under
Toget 1518 Kampe Sted i denne Egn, uden dog
bestemt at henføres til D.
A. M. D.
Dug. Ved D. forstaas i Alm. det Vand, som
fortættes paa et Legemes Overflade, naar
dennes Temp. ligger under Luftens Dugpunkt,
d. v. s. er lavere end den Temp., hvorved de i
den omgivende Luft tilstedeværende Vanddampe
netop vilde være mættede. Er Temp. saa lav,
at de Vanddampe, der fortættes, afsættes i fast
Form, kaldes D. for Rim (s. d.). Befordrende
for Dugdannelse i det Fri er dels saadanne
Omstændigheder, der resulterer i, at
Jordoverfladen, Græsstraa, Hustage o. l. bliver stærkt
afkølede, dels saadanne, som tilvejebringer
rigelig Vanddamp i Luften. Af Omstændigheder
vedrørende Afkølingen skal her nævnes 1) klart
Vejr, hvorunder Varmeudstraalingen fra
Jordoverfladen som Regel er relativt betydelig; da
Afkølingen foregaar stærkest ved Solnedgang,
dannes D. som Regel kort før og efter denne.
2) temmelig roligt Vejr; under Blæst blandes
Luften nemlig stærkt, og de forsk. Genstande i
det Fri har omtr. samme Temp. som Luften;
i temmelig roligt Vejr derimod kan Temp. ved
Jordoverfladen blive mere end 10° lavere end
Temp. i et Par m Højde; a. H. t. Blæsten er D.
som Regel stærkere i Dale og Lavninger end paa
Højderne. 3) daarlig Varmeledning i
Underlaget; den fra Overfladen udstraalede Varme
bliver da ikke saa fuldstændig erstattet fra
Undergrunden; Eks. Rim over Jernbanesveller, ikke i
Mellemrummene, D. paa Græs, D. paa løse Sten,
men ikke paa Grundfjeld o. s. v. Paa Græs o. l.
spiller den i Græsset stillestaaende Lufts
Varmeisolation en stor Rolle; med en sagte Vind er
der saaledes sjældent D. paa fritstaaende
Græstotter, men kun paa tættere Græsbevoksning.
Ang. Vanddampene til D.-Dannelsen skal
nævnes: Vanddampene, der fortættes, stammer i
Sommerhalvaaret kun i ringe Grad, om Vinteren
derimod hovedsagelig fra Atmosfæren. Stammer
Vanddampene fra Luften, maa denne, for at en
kendelig D. ell. Rimdannelse skal kunne finde
Sted, ikke stagnere helt, thi selv den
kraftigste Afkøling vilde da kun kunne frembringe en
ganske ringe D. D. er derfor ofte stærk paa
Hustage, der afkøler Luften, saa den skrider
ned, men ved Mønningen foraarsager
Luftfornyelsen hyppig saa megen Opvarmning af
Taget, at D.-Dannelsen der forsvinder; endvidere
skal bemærkes, at Rim bliver stærkest i lidt
Vind. D., der om Sommeren sætter sig paa Græs,
stammer derimod hovedsagelig fra Vanddamp,
der kommer fra Jordbunden, og som kun har
bevæget sig op til Græsstraaene. Dette finder
særlig Sted, naar Jordbunden er fugtig og varm;
D. er derfor særlig stærk efter Solskin (og
Byger) og mindre stærk om Foraaret end om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
