Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diæt (gr.), *c: en sundhedsmæssig Kost - Diæter (lat.), Dagpenge, af dies (Dag), den pr. Dag beregnede Godtgørelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
noget mangelfulde Kendskab til disse
Sygdommes egl. Væsen. Da den forøgede
Urinsyredannelse og Udskillelse er det, som særlig
udmærker disse Lidelser, gaar D. ud paa at give en
Kost, som tilsigter at give en saa ringe
Dannelse af Urinsyre som mulig. Derfor
undgaar man saa vidt muligt purinholdig
Ernæring. Der gives lidet Kød og andre animalske
Næringsmidler. Brissel, Lever, Hjerne, Nyre og
Milt maa slet ikke nydes. D. skal hovedsagelig
bestaa af Fedt og vegetabilske Stoffer, af hvilke
sidste dog ikke alle er tilladt i ubegrænset
Mængde. Alkohol maa udelukkes. Derimod Vand
og vandige Drikke helst nydes i rigelig Mængde.
Desuden bør D. i kvantitativ Henseende helst
være maadeholden.
Heller ikke m. H. t. D. ved Fedtsyge,
ved de saakaldte Afmagrings- ell.
Affedningskure, hersker der fuld Overensstemmelse om
Metoderne. Dog synes man nu at være paa det
rene med, at ligesom Aarsagen i mange
Tilfælde maa søges i en Overernæring, saaledes
maa ogsaa den diætetiske Behandling først og
fremmest gaa ud paa at formindske
Kvantiteten af Fødemidlerne; først i anden Linie
kommer Hensynet til Kvaliteten, og her er man
ligeledes enig om, at Valget af en meget
ensidig Kost, som erfaringsmæssig medfører
Afmagring, bør forkastes, fordi den er vanskelig
at overholde og medfører for stor Afkræftelse.
Afmagringen bør ikke ske hurtig, men lidt efter
lidt. Heldigst er derfor de Metoder, der
bibeholder vor alm. Fødes 3 Hovedbestanddele:
Albuminstoffer, Fedt og Kulhydrater, men
indskrænker de sidstnævnte mest, de første mindst.
Ved alle højere Grader af Fedtsyge bør man i
hvert Fald i den første Tid gennemføre Kuren
med kvantitativ udregnet og afvejet Kost.
Banting’s Kur er derfor ikke heldig, medens fl.
af de i den nyere Tid angivne, som Ebstein’s
og Oertel’s, mere svarer til de naturlige
Forhold og dog medfører den ønskede Virkning.
I den førstnævnte af disse Metoder er
Fedtstofferne bibeholdte i rigelig Mængde, fordi de
samtidig med at være gode Næringsstoffer dæmper
Sulten og derved hindrer den Sultfølelse, som
er uadskillelig med Banting’s Kur. I Oertel’s
Metode, der opr. er udtænkt væsentlig som
Behandling af Hjertesygdomme i Forbindelse
med Vattersot, er Kostanordningen omtr. som
i Ebstein’s, men desuden lægges særlig Vægt
paa, at Vand og vandige Næringsmidler
undgaas saa meget som muligt. I begge Metoder
er Kvantiteten betydelig indskrænket, og
Maaltiderne indskrænkede til 3 daglig. Disse
Former af D. ser omtr. saaledes ud: Ebstein
tilraader om Morgenen en stor Kop Te uden
Fløde og Sukker, 50 g Brød med rigeligt Smør,
til Middag Suppe, 120-180 g fedt Kød med
Sauce, Grønsager (dog ikke Roer ell. Kartofler),
Frugt, 2-3 Glas hvid Vin, en Kop Te, til Aften
en Kop Te uden Fløde og Sukker, et Æg ell.
lidt fedt Kød, Skinke ell. Fisk, 30 g Hvedebrød
med tykt Smør, af og til lidt Ost ell. Frugt.
Oertel bruger flg. D.: om Morgenen 50 g
Brød, 130 cm3 Kaffe, 20 cm3 Mælk og 10 g
Sukker; til Middag 150 cm3 Suppe, 200 g kogt
Oksekød, 100 g Gemyse, 150 g Steg, 50 g Salat,
100 g Melspise, 50 g Rugbrød, 125 cm3
Pfalzervin, 130 cm3 Kaffe, 20 cm3 Mælk, 10 g Sukker;
til Aften et blødkogt Æg, 150 g stegt Kød, 50
g Salat, 50 g Brød, 250 cm3 Vin med lige saa
meget Vand.
I Modsætning til de i det foregaaende nævnte
Former af D., der alle kan kaldes
Reduktionskure, og hvortil ogsaa hører andre
Forholdsregler, f. Eks. passende Bevægelse, Brug af
Brøndkure o. l., staar den roborerende D. og de
saakaldte Fedekure, som benyttes ved
Afmagring hos Rekonvalescenter efter forsk.
Sygdomme, hos Nervøse, Tuberkuløse o. m. a. Det
gælder her om at tilføre saa mange nærende
Stoffer som muligt. I første Linie kommer derfor
Kulhydraterne, i anden Fedtstofferne og først
derefter Æggehvidestofferne, som man ellers
hidtil har været tilbøjelig til at sætte i Spidsen.
Se herom nærmere under Fedningskure.
(A. F.). H. I. B.
Diæter (lat.), Dagpenge, af dies (Dag), den
pr. Dag beregnede Godtgørelse for Udførelsen
af saadanne offentlige Hverv, hvormed Rejser
og Ophold paa fremmede Steder er forbundne.
De erlægges dels til fast ansatte Embedsmænd
under Embedsrejser ved Siden af den faste
Gage, dels ogsaa til andre, der iflg. særlig
Beskikkelse udfører et offentligt Hverv, jfr f. Eks. af
Øvrigheden udmeldte Syns- og Skønsmænd. I
Reglen opstiller Lovgivningen et helt System af
Diætklasser, saaledes f. Eks. i Tyskland og
Norge, i hvilket sidste Land Lov ang. Skyds- og
Diætgodtgørelse af 10. Juli 1894 opregner 4
Diætklasser. I Danmark derimod bestemmes -
naar ingen særlig Lov giver Reglen - D.’s
Størrelse (4-14 Kr daglig) af vedk. Ministerium.
Under D. henregnes ogsaa det Vederlag, der
ydes lovgivende Forsamlingers Medlemmer for
deres i Reglen med Bortrejse fra Bopælen
forbundne Ophold ved de lovgivende
Forsamlingers Sæde, - en Sprogbrug, der dog er
mindre passende, hvor, hvad der nu er Tilfældet
i de fleste Lande. Vederlaget er ansat til en
fast aarlig Sum. Tillige maa mærkes, at det nu
kun sjældent forekommer, at de Rigsdagsmænd
undtages fra at nyde D., der i Forvejen har
Bopæl ved Parlamentets Sæde, og hvem
Sessionen altsaa ikke volder de med Bortrejse og
Ophold paa fremmed Sted forbundne
Omkostninger, idet der nu tages Hensyn til, at en
virksom Deltagelse i Parlamentsforhandlingerne
altid vil volde Afbræk i de paagældendes
personlige Erhverv, hvorfor der nu ogsaa ofte
ydes D. selv til kommunale Repræsentanter,
skønt de holder Møde i den By, hvor de bor.
Spørgsmaalet om Ydelse af D. til
Rigsdagsmænd har haft en meget interessant og
skiftende Udviklingshistorie i nøje Forbindelse med
den skiftende Opfattelse af Rigsdagsmænds
Retsstilling. I Stændertiden, da
Stænderforsamlingerne dels bestod af Medlemmer, der mødte i
Kraft af egen Ret, dels af valgte Medlemmer,
fik naturligvis kun de valgte D., men de fik disse
dengang ikke af Staten, men af de Klasser, der
valgte dem, og som de repræsenterede, altsaa af
de Byer og Landkommuner, der sendte dem til
Rigsdagen. Betalingen af D. føltes derfor tidt
som en besværlig Byrde for de borgerlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
