Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diæresis (gr.; Adskillelse, Deling, Opløsning) i Grammatikken: at to sammenstødende Vokaler udtales hver for sig - Diæt (gr.), *c: en sundhedsmæssig Kost
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fænomen, at to sammenstødende Vokaler
udtales hver for sig og ikke i samme
Stavelse som Diftong ell. som Enkeltlyd. D.
betegnes undertiden ved to sidestillede Prikker over
den ene Vokal (Puncta diæreseos). Almindeligst
er aë, oë (aër, poëma) for at angive Forskellen
fra ae, oe (udtalt æ, ø). I Dansk har Udeladelse
af Adskillelsespunkterne givet Anledning til
Forvanskning af et Fremmedord, nemlig Aloë.
Den sidste Lyd i Ordet er blevet opfattet som
stumt e, og denne Opfattelse har ført til
Stavningen og Udtalen Alo. Paa Landet hører man
endnu den rigtige Udtale Aloe (ell. Alve),
med Tryk paa sidste Stavelse. Se Trema. I
Metrikken er D. en bestemt Art af Cæsur.
P. K. T.
Diæt (gr.), ɔ: en sundhedsmæssig Kost, har
altid været en vigtig Faktor i Behandlingen af
mange Sygdomme. En rationel Diætetik har dog
først kunnet skabes, efter at Nutidens kem. og
fysiol. Undersøgelser ved Liebig, Voit,
Pettenkofer, Panum o. a. har tilvejebragt
Kendskab til Stofskiftet hos Mennesket. Endnu
er vore Kundskaber paa disse Omraader dog
temmelig mangelfulde; vi kan bestemme
Fødemidlernes og de udskilte Stoffers
Sammensætning og Mængde, men vi kan ikke altid følge
de fysiol. Processer i Organismens Organer og
Væv. Imidlertid foreligger der allerede saa
mange og saa paalidelige Undersøgelser paa
Ernæringsfysiologiens Omraade, at det er
muligt i Alm. at give Anvisning paa den
menneskelige Kosts Sammensætning. Særlig er det let
at opstille Kostreglement for Soldater, Fanger
og i det hele Individer, som er stillede under
samme ydre Forhold. Vanskeligere er det at
bestemme D. for Patienter - og ved D.
tænkes i Reglen mere paa Kosten hos saadanne
end hos Sunde - fordi vi endnu mindre
kender det patologiske Stofskifte end det normale.
For de Sygdomme, som skyldes Sygdom i
enkelte Organer, har Vanskeligheden været
mindre, f. Eks. lige over for Mave- og
Tarmsygdomme, Nyresygdomme, end ved Sygdomme,
hvis Aarsag enten ikke kan henføres til et
enkelt Organ ell. er mere generel, og det er netop
i disse Sygdomme, de saakaldte
Konstitutionssygdomme (Fedtsyge, Sukkersyge, Gigt), at D.
spiller den allerstørste Rolle, da den
medikamentelle Behandling hidtil ikke har vist sig
synderlig virksom. Det samme gælder til Dels
ogsaa om de febrile Sygdomme, da Feberen
virker stærkt forstyrrende ind paa hele
Ernæringen. D. ved de enkelte Organsygdomme vil
blive omtalt under disse, her skal kun
meddeles Hovedtrækkene af D. ved Feber og ved
Konstitutionssygdomme.
Feberdiætens Bet. har til alle Tider
været erkendt, allerede i de Hippokratiske
Tider lagde man stor Vægt derpaa. Der har
været en Tid, da man mente, at en Patient med
Feber stod sig bedst ved intet at nyde, fordi
Tilførsel af Næring kun bidrog til at forøge
Feberen. Erfaringen har imidlertid ikke
godtgjort Rigtigheden af denne Betragtningsmaade.
Særlig vilde man nægte Feberpatienten
æggehvidestofholdig Føde, fordi Albuminstofferne
antoges særlig at forøge Stofomsætningen, som
i Forvejen var stor nok endda; men selv om
man ikke er saa ængstelig i den Henseende
nutildags, saa har dog Erfaringen vist, at
Æggehvidestoffer taales daarlig af den Febersyge,
hvis Fordøjelsesevne er nedsat. Disse Stoffer
bør derfor i Feberdiæten kun være til Stede i
forholdsvis ringe Mængde og i let fordøjelig
Form, f. Eks. som Mælk, Bouillon, Fødeemner,
som mange Diætetikere endog helt bandlyser
fra Feberdiæten. Den anden Hovedbestanddel af
Kosten under normale Forhold, Fedtstofferne,
kan heller ikke gives, i alt Fald ikke i større
Mængde, da Patienten p. Gr. a. den ved
Feberen formindskede Afsondring af
Fordøjelsesvædskerne, især Galde og Pankreassaft, ikke kan
fordøje dem. Tilbage bliver derfor kun
Kulhydraterne, paa dem maa Hovedvægten lægges,
og de har ogsaa fra Arild’s Tid udgjort
Hovedbestanddelen af Feberdiæt. Havre- og
Bygsupper (Oldtidens Ptisane) udgør det
væsentligste af D. for stærkt febriciterende Patienter,
idet de ikke stiller store Fordringer til
Fordøjelsen. Kommer hertil noget Te, lidt Brød,
findes der i disse Fødemidler de for en Patient
med stærk Feber nødvendige Bestanddele. Ved
lettere Feber og især ved kroniske Tilstande
med Feber er en saa streng Overholdelse af D.
hverken nødvendig ell. gavnlig. - D. ved
Diabetes meilitus, antidiabetisk D., bør, da rigelig
Mængde Kulhydrater (sukker- og stivelseholdige
Næringsstoffer) forøger den bestaaende
Sukkerudskillelse, hovedsagelig bestaa af
Æggehvidestoffer og Fedt. Helt at udelukke
Kulhydraterne gaar dog ikke an, fordi Patienten vanskelig
vil kunne fordøje den ellers nødvendige
Mængde Kød og Fedt, og dette i de fleste Tilfælde
vil bevirke en Syreforgiftning af Organismen.
Den antidiabetiske D. maa derfor blive en
blandet D. med Æggehvidestoffer og Fedt i
overvejende Mængde og kan gøres strengere ell.
mindre streng alt efter det enkelte
Sygdomstilfældes Natur. Brødet er det, Diabetikeren
vanskeligst kan undvære, og man har derfor
søgt at erstatte det med særlige Brødsorter,
Klidbrød, Glutenbrød, Aleuronatbrød,
Mandelbrød, af hvilke Stivelsen delvis er fjernet.
Brødet bliver imidlertid derved tørt, og da
Patienten i Forvejen lider af Tørst og Tørhed i
Munden, holder han i Reglen ikke længe ud at
nyde disse Brødsurrogater. Sukkeret har man
søgt at erstatte ved Glycerin ell. ved Saccharin
ell. Krystallose, af hvilke det sidste er det
hensigtsmæssigste. De alm. Principper for D. er
man enig om, men nogen almengyldig Regel
lader sig ikke opstille, man maa individualisere
meget, særlig tage Hensyn til, om det er en let
ell. svær Form af Diabetes. Som tilraadelige
Spiser anføres i Reglen: alt Slags Kød, Fisk,
Flæsk, Fedt, Smør, Ost, Æg, en Del Grønsager,
Te, Kaffe, Rødvin, Kognak, medens Sukker,
Hvedebrød, Melspiser, Ris, Kartofler, søde Vine,
søde Frugter er forbudte. Mælk og de ikke for
sukkerholdige Ølsorter hører til dem, der
tillades af nogle, forbydes af andre Læger. -
Lige over for Gigt (arthritis) og de Lidelser,
man med mere ell. mindre Ret har
sammenfattet under Betegnelsen Urinsyrediatese,
er Pricipperne for en rationel Terapi endnu
ikke helt fastslaaede, beroende paa vort endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
