Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danton, George Jacques, fr. Revolutionsmand, (1759-1794)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svigerfader o. a. Paarørende i Stand til at købe
en Advokatplads ved en af Overretterne. At
han, som tidligere antaget, ved Revolutionens
Udbrud stod som en Mand, der intet havde at
tabe, er ganske urigtigt; han var ved at skabe
sig en indbringende Praksis og anset Position.
Allerede nu maatte han imidlertid gøre et
usædvanligt Indtryk ved sin Jættekrop, ved sit brede
koparrede Ansigt, hvor Næse og Mund var
misdannede ved Ulykkestilfælde i Barneaarene, og
hvor de smaa Øjne under buskede Bryn og høj
Pande snart skød lidenskabelige Lyn, snart
skinnede varmt af Aand og Elskværdighed, ved
sin mægtige Stemme og sit hele overstrømmende
Væsen, frastødende og fængslende paa een Gang.
Han havde altid været et Friluftsmenneske,
ingen flittig Studerende, men en ivrig Læser, vel
hjemme i den fr. Oplysningsfilosofi og i ital. og
eng. Skønlitteratur, ingen regelmæssig
Arbejder, men et Menneske, der vidste, hvad det
vilde, og kunde udfolde en rastløs Energi
stødvis. Han var en blodrig Natur, holdt af
Selskabslivets Glæder og af en drøj Vittighed, men
den udsvævende Kyniker, som hans Fjender bl.
Revolutionstidens Dydspedanter og Eftertidens
Reaktionære har villet gøre ham til, var han
sikkert ikke, og hans Familieliv synes at have
været lykkeligt. En Modvægt mod det
zigeuneragtige i hans Natur var hans Kærlighed til sin
lille Fødeby; til den vendte han stadig tilbage
efter Anstrengelser og Skuffelser; han udvidede
sin Ejendom dér ved forstandige Køb og
sørgede godt for sin Moder og Stiffader. I Paris
levede han i et Hus nær Cordelier-Klostret i
Byens sydvestlige Del (paa den nuv. Boulevard
St Germain, just dér, hvor 1891 hans Statue
rejstes), l dette livlige Kvarter bragte hans
Vennesælhed og hans Iver for de ny Ideer en
stor Kreds af Jurister, Journalister, Skuespillere
og jævne Borgerfolk til at samles om ham, og
gennem sin Virksomhed i Distriktsforsamlingen og
Cordelier-Klubben (se Cordeliers) vandt han
en lokal Magtstilling som Revolutionsmand.
Lederne af Bystyret, Mændene fra 1789, blev snart
sejlede agterud af de mere demokratiske
»Cordelierer«, der drillede og trodsede dem og satte
deres elskede Præsident ind bl. dem i
Kommuneraadet. D.’s frodige, improviserede
Veltalenhed og hans hidsige Paagaaenhed lod
mange den Gang blot se en ansvarsløs Agitator
i ham; nogle regnede ham for en Lejesvend. En
Udtalelse i et Brev fra Mirabeau gør det
virkelig sandsynligt, at han har modtaget Penge
fra Hoffet, hvad dog ingenlunde er
ensbetydende med, at han forraadte Revolutionen; i de
Beskyldninger for Bestikkelse og Underslæb,
som fulgte ham paa hele hans Bane, er der
vel i alt Fald saa meget sandt, at han var for
uordentlig til at holde offentlig og egen
Ejendom skarpt ud fra hinanden og for lidet
nøjeregnende over for endnu mindre nøjeregnende
Venner. Efter Kongens Flugtforsøg Juni 1791
brød han i Jakobinerklubben o. a. St. voldsomt
løs mod de Moderate, der endnu vilde holde
Kongen paa Tronen; efter Sammenstødet paa
Marsmarken (se Bailly) satte disse ham da
under Anklage, og han maatte en Tid opholde
sig i England. Han opnaaede ikke Valg til den
lovgivende Forsamling, men hans Yndest i
Paris var i stærk Stigen, han valgtes til Substitut
for Kommunens Prokurør, og det var sikkert
ham, der mere end nogen anden organiserede
den Opstand, der 10. Aug. 1792 førte til
Indsættelsen af et radikalt Kommuneraad og
Stormen paa Tuilerierne, ligesom han ogsaa paa
selve Dagen sikrede Sejren ved at afvæbne
Nationalgardens Kommandant. - Det flg. Aar
er hans store Tid; medens den unge Republik
kæmpede mod ydre og indre Fjender, var han
dens ledende Mand, dels som Medlem af
Konventet, men navnlig som Justitsminister Aug.-
Oktbr 1792 og som Medlem af
Velfærdskomitéen Apr.-Juli 1793. Han viste sig ubunden af
Fraser som af Skrupler, en Realist og
Opportunist og dog en Mand med store Haab. Klog
og taktfuld Beregnen kunde følge ovenpaa hans
Opbrusen, ja laa maaske stundom bag ved selve
denne. Han synes ikke at have næret nogen
teoretisk Forkærlighed for Republikken, og
trods sin Fremhæven af de Riges Pligt til at
hjælpe den betrængte Stat var han langtfra
Socialist; endnu mindre ønskede han, trods sin
egen Fjernhed fra al Religiøsitet, nogen
antikirkelig Statsvirken. Et frit demokratisk
Statssamfund med udbredt Folkeoplysning var hans
Maal; men Midlet hertil maatte, som
Forholdene nu var, blive hensynsløs Magtudøvelse og
Skræk. I de første Septbrdage 1792, da
Preusserhæren truede Paris, og man kunde frygte
Modrevolution af de Kongeligsindede, holdt han
Tilliden oppe hos Befolkningen og sine
Kolleger; han hindrede, at Regeringen forlagdes til
Provinsen, og kaldte alle vaabenføre Mænd til
Kamp. Men under den alm. Ophidselse var det,
at den ny Kommune lod Fængslede i
Hundredvis nedhugge, og D.’s Forhold til
September-Myrderierne er et Hovedproblem ved
Opfattelsen af ham. Man har paastaaet, at han selv
iværksatte dem, fordi de skulde skræmme de
Moderate fra at deltage i de forestaaende Valg,
og man har modsat hævdet, at de stred mod
hans Politik, og at han stræbte at afværge dem.
Det formelle Ansvar kan han ikke fritages for:
hans Foranstaltninger havde skabt Muligheden
for dem; hans Udtalelser om de indre Fjender
kunde ægge til dem; han gjorde intet
autoritativt Skridt for at hindre dem, og bagefter
stillede han sig ingenlunde misbilligende. Men i
hvilket Omfang han har tilladt ell. medvirket
ved dem, fordi de fremmede hans Formaal, og
i hvilket Omfang han tværtimod ved sine skarpe
Ord og Forholdsregler har ønsket at stille og
aflede det folkelige Raseri og saa siden hen
blot har godkendt det skete, for ikke at synes
magtesløs, lader sig næppe nogen Sinde fuldt
oplyse. Vist er det, at Nutidens republikanske
Patrioter helst vil tyde de berømte Ord om,
hvorledes Stormklokken ringer til Angreb mod
Fædrelandets Fjender, og hvorledes der til
deres Overvindelse kræves »Mod og atter Mod og
stadig Mod« (de l’audace, encore de l’audace,
et toujours de l’audace), udelukkende som en
Opfordring til at gaa mod de ydre Fjender,
og virkelig tilkommer Æren for Masseopbudet
af Rekrutter i Septemberdagene i høj Grad D.’s
ildnende Taler. I den flg. sejrrige Tid, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
