Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dante, af Slægten Alighieri, den berømteste italienske Digter, (1265-1321)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
D.’s Liv dets Storværk blev til, kan ikke siges
med Sikkerhed, men man tør dog formode, at
han digtede det omtr. 1314-21, og at han fik
det afsluttet lige før sin Død. - Ved at skrive
sit Digt i Modersmaalet, og det ikke i en
bestemt Dialekt af de dengang eksisterende, men
i et Italiensk, der - som han selv siger -
tager noget godt fra dem alle, har han gjort
sit Fædreland en uvurderlig Tjeneste. Hvergang
Nationen har rejst sig efter en
Fornedrelsesperiode, under sin Stræben efter et enigt
Italien, har den fylket sig om det første store
Digterværk, som forfattedes i dens Sprog; fra
det er talrige Citater baarne fra Slægt til Slægt,
og mange Digtere har efterlignet det i større
ell. mindre Grad (Boccaccio’s Amorosa visione,
Petrarca’s Trionfi, Fazio degli Uberti’s
Dittamondo, V. Monti’s Basvilliana, Ferrucci’s Scala
di vita o. fl.). Men nogen letforstaaelig og
folkelig Digter er D. ingenlunde. Skønt der er
Steder i hans Digtning, hvis Jævnhed og
Enkelhed i Udtrykket er fattelig for enhver,
er hans Sprog ofte saa indholdstungt,
sammentrængt og fuldt af Hentydninger, at
Fortolkninger tidlig blev nødvendige, og
det jo mere man fjernede sig fra de
Forestillinger, der opfyldte hans Samtid;
dette gælder om hans ital. Læsere, men i
endnu højere Grad selvfølgelig om hans Publikum
i Udlandet, efterhaanden som hans Digtning
vandt Verdensry, og Ikke-Italienere har taget
en meget betydelig Del i det store
Fortolkningsarbejde. Bl. de Kunstnere, hvem Divina
Commedia har inspireret, vil vi nævne Sandro
Botticelli (hvis Tegninger opbevares i Berlin),
Michelangelo (hans Illustrationer er desværre for
længst gaaede tabt), John Flaxman, den eng.
Billedhugger, Tyskerne J. A. Koch, Vogel v.
Vogelstein og Peter v. Cornelius; Bartolomeo
Pinelli, Bonaventura Genelli, Eugène Delacroix,
Ary Scheffer, Gustave Doré og Francesco
Scaramuzza. Mindre Bet. har D. haft for
Musikken; her kan dog anføres Liszt’s »D.-Symfoni«,
A. Thomas’ Opera Francesca da Rimini og
mindre Kompositioner af Vincenzo Galilei, Rossini,
Donizetti, Schumann o. fl. Bl. de poetiske
Frembringelser, som har øst deres Emner af D.’s
Levned og Digtning, kan nævnes Gerstenberg’s
Tragedie Ugolino, Silvio Pellico’s Francesca da
Rimini, C. K. F. Molbech’s »D.« og d’Annunzio’s
Francesca da Rimini.
Selv om D. ikke havde forfattet Divina
Commedia, vilde han staa som en af Italiens
betydeligste Forfattere. Som Lyriker er han fra
først af paavirket af den lidt ældre
norditalienske Digterskole, der atter gennem Sicilianerne
har sit Forbillede i den provençalske
Troubadourpoesi; men siden hæver han sig til større
Ejendommelighed og Selvstændighed. Hvor
mange af hans Digte, der er utvivlsomt ægte,
kan ikke siges helt sikkert; men det synes at
være en Snes Canzoner, et halvt Hundrede
Sonetter, en halv Snes Ballata’er og et Par Digte
i andre Former. - Tungt og lærd er det
ufuldendte filos. Skr. Il Convivio (Gæstebudet), der
er anlagt som Kommentar til en Række
spekulative Canzoner af D., men kun 3 af disse
naaede han at faa kommenterede. Det er dels
et Forsvarsskrift for ham selv, hvori man skal
se, hvilke alvorlige og dybe Studier der har
opfyldt ham i Ungdommen, dels forfattet til
Belæring og Løftelse for dem, som ikke har
faaet rakt »Erkendelsens Spise« i Hænde. Var
det blevet færdigt, vilde det være som en hel
Encyklopædi af Tidens Viden. - De vulgari
eloquentia (kun ufuldstændig bevaret til vor
Tid) er et veltalende lat. Forsvar for det unge
ital. Skriftsprog; paa sine Steder viser Forf.
sig formelig som en moderne Filolog, et
saadant Klarsyn vidner hans Bemærkninger om;
f. Eks. hvor han taler om Slægtskabet mellem
de Sprog, man betegner som de romanske, og
om de ital. Dialekter. - D.’s andet store lat.
Værk er De Monarchiat af politisk Indhold, delt
i 3 Bøger. Her fremsætter han sin Teori om
Monarkiet fremfor alle andre, nemlig det rom.
Verdensherredømme, som Idealet af verdslig
Magt ved Siden af Pavens, Kristi Efterfølgers,
rent aandelige Vælde. Begge Magter er kaldede
af Gud til at herske; men Kejsermagten, der
stammer fra Roms Cæsarer og skal forene det
adsplittede Italien og derefter Verden under
sit Scepter, bør intet have at takke den rom.
Pavestol for, og for begge opstiller D. de
samme strengt ideale Fordringer. Bogen stammer
fra de Aar, da Henrik VII optraadte paa den
politiske Skueplads i Italien; den blev, nogle
Aar efter Forf.’s Død, under Pave Johan XXII
erklæret for et kættersk Skr. og offentlig brændt
paa Foranstaltning af Kardinald Bertrand du
Poyet, den samme, der vilde lade Digterens
Ben opbrænde og Asken sprede for alle
Vinde.
III. D.-Litteratur. Denne er saa
umaadelig rig, at det er umuligt at anføre andre end
blot de allervigtigste Skr. Gode og udførlige
bibliografiske Hjælpemidler er Colomb de
Batines, Bibliografia Dantesca (Prato 1845
-46, 2 Bd, ufuldendt), med Tilføjelser og
Rettelser af G. Biagi, 1888; G. J. Ferrazzi,
Bibliografia Dantesca [Bassano 1871-77, 2 Bd];
J. Petzholdt, Bibliographia Dantea ab anno
MDCCCLXV inchoata [Dresden 1876-80]; G. A.
Scartazzini, Dantologia [1883, 2. Udg.
1894]; Perroni-Grande, Saggio di
bibliografia Dantesca [1901-03]; G. L. Passerini
e C. Mazzi, Un decennio di bibliografia
Dantesca [Milano 1905].
Bl. alle de utallige Levnedsbeskrivelser, der
lige fra D.’s egen Tid og op til vore Dage er
fremkommet i alle Lande og paa alle Sprog,
skal her kun nævnes de ældste: Giovanni
Villani i hans florentinske Krønike [9. Bog,
136. Kap.], en Fremstilling, der, trods enkelte
let paaviselige Unøjagtigheder. har dannet
Grundlaget for alle de senere, og Giovanni
Boccaccio, Vita di D. [c. 1363]; desuden fra
den nyeste Tid flg. Specialværker: E. Moore,
Studies in D. [Moore har ogsaa i The Oxford
D. givet en god Udg. af alle D.’s Skr, ogsaa
af dem, hvis Autenticitet ikke er sikker];
Pagst Toynbee, Dictionary of proper
names and notable matters in D. [1898]; F. X.
Kraus, »D.« [Berlin 1897]; N. Zingarelli.
D. [Milano 1903]; Karl Federn, »D.«
[Berlin 1903] og H. Hauvette, D. [Paris 1911].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
