Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814 - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overhovedet var Krigens Resultater sørgelige,
og Lyspunkterne faa. Handelsflaaden var kun
halvt saa stor som ved Aarh.’s Begyndelse, den
oversøiske Skibsfart aldeles gledet ud af den
danske Købmandsstands Hænder, Statsgælden
steget meget betydelig. Dertil kom, at »den lede
Kaperaand« i Forbindelse med Usikkerheden i
alle legitime Erhverv havde demoraliseret store
Dele af Befolkningen. Om der var Grund til at
glæde sig over den Tarvelighed, som til Dels
Pligtfølelse, men mest af alt den haarde
Nødvendighed havde paatvunget Folket, er vel
tvivlsomt, men ubetinget opmuntrende var det, at
ogsaa Krigen havde vist, hvor heldbringende
Bondereformen havde virket. Her laa
Muligheden for Landets Genrejsning.
G. H.
4) 1814-1894.
D.’s Stilling efter Kiel-Freden 1814 var, som
allerede det foreg. viser, yderst vanskelig.
Monarkiet havde ved Norges Tab maattet se sin
Folkemængde formindsket med 1/3, og den
Erstatning, som ved Kiel-Traktaten var dels lovet
det, dels stillet det i Udsigt, svandt ind til noget
næsten illusorisk. Dets Handel var ødelagt,
dets Hovedstad forarmet, dets Pengevæsen i det
dybest mulige Forfald. Tilmed stod Landet, p.
Gr. a. dets lange Vedhængen ved den
napoleonske Alliance, isoleret over for det øvrige
Europa. Regeringen havde ved sin uheldige
Styrelse i Ulykkesaarene og navnlig ved
Fredsslutningen og det bratte Systemskifte i den
udenrigske Politik, som blev dennes umiddelbare
Følge, stærkt rokket sin Autoritet over for
Undersaatterne. Navnlig var Stemningen i Kbhvn
meget bitter, og da Kong Frederik VI efter sin
lange Fraværelse vendte tilbage til
Hovedstaden 6. Febr 1814, viste den ellers saa loyale
Befolkning en ganske passiv Holdning.
Udadtil var D.’s Stilling i det første Aar efter
Fredsslutningen stærkt truet. Kongen opfyldte
loyalt de Pligter, hans Indtrædelse i den store
Koalition mod Napoleon paalagde ham; men
Begivenhederne i Norge vakte ikke desto mindre
den stærkeste Uvillie imod ham hos de europ.
Magter. Prins Christian Frederik’s
Optræden i Norge og navnlig hans Overtagelse af
Kongeværdigheden fremkaldte det Indtryk, at
man her stod over for et Rænkespil, ved
hvilket D.’s Tronarving i hemmelig Forbindelse med
dets Konge vilde bane Vejen for en Genforening
af de to ved Kiel-Freden adskilte Lande og
saaledes gøre den af Koalitionen godkendte
Ordning af Nordens Forhold til intet. Sikkert er
det, at Frederik VI en Tid lang har set med
gunstige Øjne paa Prinsens Optræden; men
senere, da denne forekom ham at gaa for vidt,
og da det Pres, som fra Magternes Side øvedes
imod ham selv, blev uimodstaaeligt, skiftede
han Sind, og Grunden lagdes til en langvarig
Misstemning mellem de to Grene af Kongehuset.
Kongen raadede indtrængende Christian
Frederik til at trække sig tilbage fra sin udsatte
Stilling og anvende sin Indflydelse i Norge til at
bane Vejen for en Overenskomst mellem det og
den sv. Konge, som kunde skaffe Landet en
selvstændig, politisk Stilling under det sv.
Kongehus og i føderativ Forbindelse med Sverige.
Da Prinsen imidlertid ikke fulgte dette Raad,
hjemkaldte Kongen alle danske Embedsmænd
fra Norge, og senere forbød han efter
Koalitionsmagternes Forlangende al Handel og
Samkvem mellem D. og det. Kun vægrede han sig
ved at efterkomme Magternes yderligere
Forlangende om at fratage Prins Christian
Frederik hans Arveret til den danske Trone. Karl
Johan og Kejser Alexander bevarede derfor
deres truende Holdning over for D., og da
Christian Frederik 19. Maj havde modtaget Norges
Krone, besattes det sydlige Holsten af et russ.
Troppekorps under Bennigsen. Selv efter at
Norges Forhold var blevne ordnede ved
Konventionen i Moss 14. Aug. 1814, og Christian
Frederik som en Følge deraf i Oktbr s. A.
havde nedlagt Kronen og forladt Norge,
vedblev Holstens Besættelse endnu i nogen Tid, og
Karl Johan gjorde, støttet af Rusland, gældende,
at Sverige skulde holdes skadesløst for, hvad
Krigen i Norge havde kostet det, ved at beholde
Svensk Pommern, og at Norge, ligeledes som
Skadesløsholdelse for Krigen, ikke, som i
Kiel-Freden bestemt, skulde betale sin Del af den
danske Statsgæld. Væsentlig for i disse
Spørgsmaal at paavirke Magterne til D.’s Gunst og for
om muligt at opnaa den yderligere Erstatning
for Norges Afstaaelsen som ved Freden var
stillet ham i Udsigt, var det, Frederik VI Septbr
1814 begav sig til Wien-Kongressen, i hvis
Afgørelser han i øvrigt ikke deltog. Det lykkedes
Kongen ved sin elskværdige personlige
Optræden at afdæmpe den Uvillie, hans langvarige
Fastholden ved Alliancen med Napoleon havde
vakt hos forsk. af de ledende Fyrster og
Statsmænd, og hans uforbeholdne Tiltrædelse af den
fornyede Koalition mod Napoleon ved dennes
Tilbagekomst fra Elba Marts 1815, i
Forbindelse med Sveriges passive Holdning ved denne
Lejlighed, bidrog ligeledes meget til at hidføre
en gunstig Afgørelse af Mellemværendet med
Sverige og Rusland. De sidste russ. Tropper
rømmede Holsten i Beg. af 1815, og Østerrig,
England og Preussen gennemførte Svensk
Pommerns Afstaaelse. I Forbindelse hermed stod
saa igen en Overenskomst, hvorved D. overlod
Preussen Svensk Pommern og Rügen mod, at
Preussen til det afstod Hertugdømmet
Lauenburg og forpligtede sig til at udbetale det 2 Mill.
Thaler preussisk Kurant. Derimod lykkedes
det ikke Frederik VI trods indtrængende
Forestillinger at opnaa den omtalte yderligere
Erstatning, hvorved man fra dansk Side navnlig
havde tænkt paa Hansestæderne. Det norske
Gældsspørgsmaal blev henvist til nærmere
Afgørelse ved Forhandling mellem Parterne selv
og ordnedes først 1819 saaledes, at Norges Part
blev ansat til 3 Mill. Specier. - I
Koalitionskrigen mod Napoleon kom D. ikke til at deltage
paa aktiv Maade, men saavel til den som til den
paafølgende treaarige Okkupation af
Nordøstfrankrig stillede det et Hjælpekorps. - Da det
tyske Forbund dannedes 18. Juni 1815, tiltraadte
Frederik VI dette for Holstens og Lauenburgs
Vedkommende. Forslag, der under
Forhandlingerne i Wien om Forbundets Dannelse
fremkom om at lade ogsaa Slesvig indtræde i det,
afvistes bestemt af Frederik VI med den
Begrundelse, at de statsretlige Forhold ikke tillod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
