Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opbringelsen af Koffardiskibe, der bogstavelig toges i
Tusindvis. Det var ikke ringe Summer, der, især
i Aarene 1810-12, erhvervedes ved Kaperierne.
Man kan næppe anslaa de tagne Skibe og
Ladninger til under 60 Mill. Kr. Det var selvfølgelig
en stor Hjælp under de vanskelige Forhold, men
dog føltes det mindre, end man skulde have
ventet. De forholdsvis betydelige Beløb, der
samledes paa Smaafolks Hænder, smeltede bort
lige saa let, som de var komne. Men ikke blot
gennem Opbringelserne søgte den danske
Regering at komme England til Livs. Alt eng. Gods
beslaglagdes, og i Slutn. af 1807 tiltraadte D.
formelt Fastlandsspærringen. Intet Skib, der
kom fra ell blot havde anløbet en eng. Havn,
maatte komme ind i nogen dansk, og ingen som
helst Vare af eng. Oprindelse maatte udlosses.
Med god Villie gjorde Frederik VI England al
den Fortræd, han kunde. Andre Magter var
tvungne ind i denne Kamp, han slog selv løs
som den ivrigste af alle. Men de strenge
Forholdsregler kunde ikke alle gennemføres. Baade
i Norge og Hertugdømmerne vakte de
Misfornøjelse, og hos Embedsstanden var Uvillien over
dem saa stor, at den i mange Tilfælde lempede
sig ved Udførelsen af Bestemmelserne. Det
kunde ikke være andet, da Landet selv ramtes saa
haardt gennem dem. Det regnede i den Grad
ned med Forbud og Kontrolbestemmelser, at al
Eksport omtr. umuliggjordes; men Toppunktet
naaedes dog, da D. ved Hansestædernes
Indlemmelse i Kejserriget 1810 fik Frankrig til Nabo.
Napoleon var en lidet ydende og meget
fordringsfuld Forbundsfælle, der ikke betænkte sig
paa at ødelægge sine Allierede for at hæve
Frankrigs Handel og Industri. Ved
Indførselsforbud afskar han uden videre D. fra den
landværts Handel, det endnu havde tilbage, og
truede endda med at besætte Halvøen, hvis det ikke
føjede sig efter hans Villie. Svaret var den
danske Indførselsforbudslov af 1812, der syntes at
skulle tvinge Frankrig til betydelige
Indrømmelser, da Krigsbegivenhederne gjorde alle
Forhandlinger overflødige.
Det forstaar sig af sig selv, at Landet kun
med yderste Anstrengelse udholdt en Krig af
saa ødelæggende og sejgpinende Art, hvis
eneste Lyspunkt var, at Fjenderne dog kun
sjælden viste sig inden for Landets Grænser. Men
naar Pengevæsenet kom i et saa forfærdeligt
Vildrede, saa skyldtes det væsentlig Styrelsen
selv. Reformregeringen, der ellers har Krav paa
saa megen Taknemmelighed, havde ikke haft
Øje for, hvor vigtigt det var at benytte de gode
Aar i Slutn. af 18. Aarh. til gennem et forøget
Skattepaalæg at faa Midler til at bringe en
virkelig Møntcirkulation i Gang og skaffe sig af
med de uindløselige Sedler, som man havde
fyldt Kongeriget med, medens Hertugdømmerne
havde deres eget, meget godt ordnede
Pengevæsen. Først 1802 toges der fat paa
Skattereformen; men nu var det for sent. Rigtignok steg
Indtægterne, men Udgifterne voksede ikke
mindre, og saa kom Krigen. Da havde Regeringen
allerede svækket sig ved Laan, de Private ved
Opkøb af umaadelig store Varebeholdninger.
Ingen Mønt kunde holdes gaaende i Landet, alt,
hvad der var Metal i, opkøbtes og opbevaredes,
bortsendtes ell. indsmeltedes. Af Sedler
udstedtes saa mange, som man kunde faa færdige;
intet Under, at de sank. I Slutn. af 1810 var
Kurantsedlens Værdi kun 1/5 af dens
Paalydende, 1811 1/7, i Slutn. af 1812 1/14. Da udstedte
Regeringen efter lange Overvejelser Frd. 5. Jan.
1813, der indførte et nyt Pengevæsen, ordnede
Stats og Privatfolks Kreditforhold ved et
Magtbud, ophævede de gl. Banker og indførte en ny,
Rigsbanken, der funderedes i alle faste
Ejendomme i Staten, i hvilke Banken fik en 6 %
Førsteprioritet. Kurantsedlerne reduceredes
legalt, saaledes, at 6 Rdl. Kurant blev = 1 Rbd.
Det kan være tvivlsomt, om denne Lovens
Indgriben har været nødvendig; under alle
Omstændigheder foraarsagede den Tvivlsmaal og
Tvistigheder nok og voldte mange betydelige
Tab, der maatte vække saa meget mere
Forbitrelse, som den Ulykke, der her ramte, syntes
rent vilkaarlig paaført. Opløsningen magtede
Frd. ikke at standse. Tilstanden blev efter den
om muligt værre end før, og Rigsbanksedlernes
ringe Værdi fremkaldte en ren »Pengeforagt«.
Mere Vrede end noget andet Sted vakte Frd.
i Hertugdømmerne. Der havde denne Krig med
Frankrig til Allieret bestandig været upopulær;
allerede 1807 begyndte Misfornøjelsen at vise
sig, men voksede, da Frankrigs
Indførselsforbud umuliggjorde Handelen med Tyskland, der
til Tider, med Tonningen som Stabelstad for
fremmede Varer, havde været meget betydelig.
Forarmelsen steg, saa Landejendommene 1813
var faldne 75 % i Pris. Nu skulde, efter at den
slesvigholstenske Bank 1812 havde maattet
ophøre at indløse sine Sedler med Sølv, den ny
Rigsbank ogsaa være Hertugdømmernes Bank.
Allerede 1812 havde der været stærkt Røre;
1813 blev Modstanden mod at paaoktrojeres de
danske Seddelpenge saa voldsom, at Regeringen
maatte give efter og genindføre Sølv som
eneste lovligt Betalingsmiddel i Hertugdømmerne.
Der var i disse Aar udviklet en Følelse af at
være forfordelt, af at have maattet bære tunge
Byrder for Kongerigets Skyld, der fremkaldte
separatistiske Stemninger, som viste sig ved
Ligegyldighed for Norges Skæbne og Glæde over
de Allieredes Sejre. Den trængtes ved Freden
tilbage, men rummede en Spire, som kommende
Tider skulde give Vækst.
Noget lgn. vilde, om Norge var blevet
bevaret, ogsaa have gældt for dette Land. Den
fredelige Forbindelse med England betød her saa
meget, at man kun med liden Glæde kunde se
den afbrudt. Den vedligeholdtes da ogsaa trods
Krigsførelsen, til Dels støttet af selve
Regeringen ved Lejdebreve, en Form for Undtagelse
fra de strenge Regler, som hele Europa var
blevet tvunget ind paa. Men hvad der i Norge især
maatte fremkalde Misfornøjelse, var, at D.
under de to Krige mod Sverige kun med stor
Vanskelighed havde kunnet skaffe det
nødvendige Korn op til Landets Forsyning. Den
særlig norske Nationalfølelse var vaagnet allerede i
18. Aarh. Krigen fremkaldte en Bevidsthed om
at have Interesser, der ikke faldt sammen med
D.’s, og som før ell. senere maatte have skabt
et Modsætningsforhold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
