Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
end af Kærlighed til Unionen, der var Folkets
store Masse forhadt som et trykkende
Fremmedherredømme. 1457 skaffede en Opstand
Christian I Sveriges Krone, men han mistede
den alt efter 6 Aars Forløb, og da han 1471
paa Brunkebjerget var blevet slaaet af
Rigsforstanderen Sten Sture den Ældre, opgav han
alle videre Forsøg paa at vinde den tilbage.
Paa en anden Kant havde hans Magt i
Mellemtiden faaet en skæbnesvanger Udvidelse.
Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten var i
Tidernes Løb blevet styrket, ved at den gl.
sønderjyske Adel havde veget Pladsen for
Holstenere, og efter Hertug Adolf’s Død valgte det
samlede Ridderskab 1460 Christian I til deres
Herre, mod at han bl. a. lovede, at de to Lande
skulde blive »evig udelte tilsammen«. Et
Forsøg paa at inddrage Slesvig som et hjemfaldet
Len prøvedes ikke og vilde heller næppe have
kunnet gennemføres uden haarde Kampe.
Erhvervelsen af disse Lande kostede ham store
Summer til de andre arveberettigede; andre
medgik til fl. Udenlandsrejser, af hvilke den
ene dog skaffede D. et Universitet (1479), og
trods store Pantereduktioner var Kongens
Finanser derfor i en saare slet Forfatning,
hvorved han til liden Baade for sine Undersaatter
kom i en trykkende Afhængighed af
Hansestæderne.
Hans (1481-1513) besteg først Tronen i D.
og Norge efter et Par Aars Interregnum, der
skyldtes Ønsket om en fredelig Genoprettelse af
Forbindelsen med Sverige, og efter at have
underskrevet en Haandfæstning, der øgede
Raadets Magt. Hertugdømmerne maatte han
dele med sin Broder Frederik, der dog stadig
indtog en utilfreds Holdning. I Sverige fik
Unionspartiet Overhaand, og paa Mødet i Kalmar
1483 lovede Svenskerne at tage Hans til Konge;
men Sten Sture, støttet paa Almuen, vidste
idelig at forhale Afgørelsen, bl. a. ved først at
fordre Gotland’s Afstaaelse. Denne Ø havde
været i Erik af Pommerns Besiddelse lige til
1449, og da de Svenske søgte at fordrive ham
derfra, overgav han den til D.; baade nu og
senere var den derfor et Tvistens Æble mellem
de to Riger. Da de talrige Fredsmøder ikke
førte til noget Resultat, greb Hans endelig til
Vaaben 1497, samtidig med at Sten Sture laa i
Strid med Stormændene. Den sv. Bondehær blev
slaaet ved Rotebro, hvorefter Hans valgtes til
Konge, og hans Søn Christian hyldedes til
Tronfølger. Men det blev kun stakket Glæde. Den
tyske Kejser havde forlenet Christian I med
Ditmarsken, og da Hans og hans Broder
Frederik søgte at underkaste sig Landet, led de et
stort Nederlag (1500), der fik vidtrækkende
Følger. I Sverige forsonede Sten Sture sig ved
Hemming Gad’s Hjælp med sine Modstandere,
de opsagde Hans Huldskab og Troskab, og 1502
maatte Dronning Kirstine overgive Sthlm Slot
efter et tappert Forsvar. Det flg. Aar døde Sten
Sture; men han afløstes af Svante Nilsson Sture
som Rigsforstander, og Krigen fortsattes, indtil
der 1509 sluttedes Fred i Kbhvn paa den
Betingelse, at de Svenske skulde betale en aarlig
Afgift, indtil Hans ell. Christian var blevet
Konge. Ogsaa i Norge affødte Nederlaget i
Ditmarsken en Rejsning; men mere betydningsfuld
var Konflikten med Hansestæderne og særlig
Lübeck. Hans, der fra første Færd havde ført
en skarp Politik over for Stæderne, ønskede,
at de skulde afbryde deres Handel med
Sverige, saa længe Krigen varede; men denne var
alt for indbringende til, at de driftige Købmænd
i Længden kunde gaa ind paa Kongens Ønsker.
Fra gensidige Kaperier gik Lübeckerne derfor
1509 over til aaben Fejde, saa meget desto mere
som D. begunstigede de forhadte Hollændere, og
Hertug Christian i Norge gik skarpt frem mod
Stæderne. For første Gang efter Valdemarerne
saa Østersøen nu en virkelig dansk
Orlogsflaade, og det viste sig, at de Tider, da
Hansestæderne var Eneherrer paa Havet, var
svundne. Uagtet Sverige paa ny aabnede Kampen,
maatte Lübeck dog ved Freden i Malmö (1512)
gaa ind paa de danske Fordringer, og smst.
sluttedes der ogsaa Fred mellem de nordiske
Riger paa Betingelserne fra 1509. Aaret efter døde
Hans og fulgtes paa Tronen af Christian
II (1513-23), der alt tidligere var blevet
hyldet af de Svenske. Men Sten Sture den Yngre,
der var blevet Rigsforstander efter sin Fader
Svante’s Død, forstod at forhale det endelige
Kongevalg. Christian tabte dog hurtig
Taalmodigheden, og da Rigsforstanderen var
kommet i Strid med den unionsvenlige Ærkebisp
Gustaf Trolle, ilede han denne til Undsætning
1517. De første Aar var de Danske lidet
heldige og kunde ikke forhindre Ærkebispens
Afsættelse, men 1520 samlede Christian alle sine
Kræfter mod det ene Maal: Sveriges endelige
Erobring. Sten Sture blev dødelig saaret ved
Bogesund, og efter at Dalkarlene var blevne
slaaede ved Upsala, maatte Stockholm overgive
sig mod et Løfte om alm. Amnesti, hvorpaa
Christian kronedes som Sveriges Arvekonge. De
tre Riger syntes nu fast forenede; men faa Dage
efter forspildte Kongen selv Sejrens Frugter
ved det stockholmske Blodbad (8. Novbr 1520).
I Gustaf Vasa fik det sv. Folk en udmærket
Fører, og da Christian blev afsat 1523,
anerkendte Frederik I Gustaf som Sveriges Konge;
Unionen var nu sprængt for bestandig. Over for
Sverige med dets fri Bondestand og stærkt
voksende Befolkning formaaede D. i Længden
ikke at hævde det Supremati, der fra første
Færd havde paatrykt Foreningen sit særlige
Præg.
Christian II’s Haandfæstning var haardere
end Faderens, men det var hans Plan, støttet
paa de lavere Stænder, at skabe en kraftig,
næsten enevældig Kongemagt og derved bryde
Adelens stedse voksende Indflydelse. De
løbende Forretninger unddroges Rigsraadet, Sigbrit
blev Sjælen i Kongens gridske Finansvæsen, de
ledige Pladser i Raadet besattes ikke, og fl.
Medlemmer af Højadel og Gejstlighed fik
Kongens Vrede haardt at føle. Særlig søgte han
dog at reformere Lensvæsenet. Lenet var i D.
alene en administrativ Inddeling og
Lensmanden en kgl. Embedsmand, der i sig forenede
den højeste lokale civile og milit. Myndighed,
men inden for Lenene fandtes store Forskelle.
De faldt saa at sige i en kgl. og en adelig Del.
Paa den ene Side stod Regnskabslenet, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
