Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indfødte maatte besidde Rigets Len; og vel at
mærke, medens danske og delvis ogsaa tyske
Adelsmænd i Mængde træffes i Norge og
navnlig i Sverige, er det omvendte saare sjælden
Tilfældet. Ligeledes blev ikke faa svenske og
norske Bispestole besatte med danske Mænd.
Indadtil fortsatte Margrete Faderens Arbejde
paa at styrke Kongemagten, og hun naaede
videre end han. Freden og Retssikkerheden, der
var blevne haardt krænkede i Oluf’s første
Aar, vendte atter tilbage, og Adelen, der havde
vist oprørske Tendenser, gik hende paa ny til
Haande. Mange Adelsborge nedreves,
bortkommet Krongods tildømtes atter Dronningen, og
de højere Stænder lovede ej at købe Bondegods
uden Kongens Tilladelse, for at Kronens
Indtægter ikke skulde mindskes; en Bestemmelse,
der holdt sig lige til 1660. Møntvæsenet, der var
kommet i det dybeste Forfald, bragtes atter
paa Fode. Margrete’s Styrelse var næsten
enevældig; thi Danehofferne ophørte paa denne
Tid, Rigsraadet spillede kun en ringe Rolle, og
de høje Rigsembeder besattes hverken under
hende ell. Erik af Pommern, men røgtedes af
Hofembedsmænd, til hvilke hun ligesom
Faderen ofte anvendte Tyskere. I St f. Drosten
traadte saaledes Hofmesteren, der snart gik
over til at blive Rigens Hofmester, i Spidsen for
den indre Styrelse. Over for Sønderjylland gik
den store Dronning ligeledes i sin Faders
Fodspor, og det lykkedes hende ved Pant og Køb
at faa største Delen af Landet i sin Magt.
Holstenerne anede dog omsider Uraad, og 1410
begyndte Krigen, der med fl. Afbrydelser varede i
25 Aar. Kort efter døde Margrete (1412), og
Erik af Pommern (1412-39) overtog nu
Regeringen, der tidligere ganske havde været i
Dronningens Haand. I Modsætning til hende,
der ved at fare frem med Lempe havde opnaaet
saa store Resultater, stillede han sig paa et
absolut Retsstandpunkt og stræbte at sætte sine
Fordringer igennem med Magt. Danehoffet i
Nyborg 1413 fradømte de unge Grever Slesvig;
men de underkastede sig lige saa lidt denne
Dom som en af Kejser Sigismund fældet (1424),
og Krigslykken, der i Beg. havde været Kongen
god, vendte sig i Midten af 1420’erne, især da
Hansestæderne sluttede sig til Holstenerne.
Efter Freden i Vordingborg (1435), hvor begge
Parter beholdt, hvad de havde inde, var
Kongen derfor indskrænket til enkelte spredte
Dele af Hertugdømmet. Stæderne havde mindre
Held. Deres politiske Overmagt var blevet brudt
ved Unionen, men de havde beholdt deres
Handelsrettigheder. Med Harme saa de derfor
Erik’s Forsøg paa at skaffe dem Konkurrenter i
Hollænderne samt hans Bestræbelser for at
ophjælpe den danske Handel og Landets
Købstæder, først og fremmest da Byerne ved Øresund,
hvor København nu endelig fra Roskildebispen
gik over i Kronens Eje og hurtig blev Landets
Midtpunkt. Indførelsen af Øresundstolden c.
1426 bragte Bægeret til at flyde over; men
Hansestæderne blev tvende Gange slaaede tilbage
fra Kbhvn og opnaaede hverken Lande ell.
Borge som Garanti for Privilegiernes Overholdelse.
I Sverige var der imidlertid (1434) udbrudt en
Bondeopstand, der bragte Erik’s Trone til at
vakle, da Stormændene halvt nødtvunget
sluttede sig til den, og i D. vakte Kongens
Bestræbelser for at faa sin Fætter Bogislav hyldet som
Tronfølger endelig saa stor Uvilje, at
Rigsraadet opsagde ham Huldskab og Troskab og
valgte hans Søstersøn Christoffer af Bayern
(1439-48) først til Rigsforstander og det flg.
Aar til Konge. Ogsaa Svenskerne og
Nordmændene afsatte Erik og tog Christoffer til Konge;
men lige saa lidt som de tre Riger havde
foretaget noget fælles Valg, fandt der en fælles
Kroning Sted. Da Christoffer sad fast i Sædet,
fortsatte han sin Forgængers Politik over for
Hansestæderne, hvorimod han opgav de ældre
Tiders Kamp for Sønderjylland, der overlodes
Grev Adolf af Holsten som et arveligt Len. -
Ogsaa i en anden Henseende betegner Erik af
Pommern’s Afsættelse et Vendepunkt: det
stærke Kongedømme, der var grundlagt under
Valdemar Atterdag og fæstnet af Dronning
Margrete, maatte nu dele sin Magt med Adelen.
Men i de forløbne 100 Aar var denne mere og
mere modnet til politisk Indsigt; den var ikke
længere rigsopløsende, men ønskede at vinde
Indflydelse paa Styrelsen gennem sit Organ,
Rigsraadet, der først nu ret træder frem.
Denne højadelige Forsamling, der foruden
Bisperne og enkelte Abbeder talte Adelsmænd
fra alle Rigets Dele, havde udviklet sig af det
ældre kgl. Raad og hævede sig under
Foreningen med Sverige til større og større Bet. Det
arvede Danehoffets Myndighed, og det og ikke
Folket valgte baade Christoffer og de flg.
Konger. Da Raadet imidlertid ikke regelmæssig var
samlet, og Kongen ved at underhandle med de
enkelte Medlemmer lettere kunde sætte sine
Fordringer igennem, laa der heri en
Indskrænkning i dets Magt, som Kongerne vel forstod at
drage sig til Nytte. - Samtidig med at Adelens
Indflydelse steg, forværredes Bondestandens
Kaar, idet Vornedskabet begyndte at vise
sig under Christoffer af Bayern. Det herskede
dog kun paa Sjælland og Smaaøerne, men ogsaa
de jyske Bønders Tilstand forværredes, efter at
en stor Rejsning var blevet knust 1441.
Da Christoffer døde sønneløs, valgte
Rigsraadet efter Samraad med Hertug Adolf af Slesvig
dennes Søstersøn Grev Christian I af
Oldenburg (1448-81); i Sverige besteg Karl
Knutsson Tronen, og Norge vaklede mellem
begge. Paa et Møde i Halmstad (1450)
bestemtes det imidlertid, at Norge skulde tilfalde
Christian, og hele Norden den længstlevende af
Kongerne. Fra dette dobbelte Kongevalg maa
Unionen faktisk betragtes som opløst; thi i de
75 Aar, den endnu bestod af Navn, var Rigerne
i Virkeligheden kun samlede under een Konge
i en halv Snes Aar. Modstanden kom i ringe
Grad fra Norge, der for øvrigt 1450 sluttede en
Særunion med D. i Bergen. Enevælden havde
her sløvet Folkets politiske Sans, den faatallige
Adel afløstes efterhaanden af danske Slægter,
og kun fra Gejstligheden, ledet af Ærkebispen,
sporedes der nogen nævneværdig Opposition.
Anderledes i Sverige. Her var Kirken netop
Unionens bedste Støtte; men baade den og det
dansksindede Parti inden for Adelen dreves dog
mere hertil af Had til de i Øjeblikket herskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
