Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dampierland, Halvø V. f. King Sound paa Kysten af Vestaustralien, ender i Cap Lévéque - Dampierre, Auguste Henri Marie Picot, Marquis de, fr. General (1756-93) - Dampier-Strædet, opdaget 1700 af Dampier, ligger mellem Ny-Guinea (Kejser Wilhelm's Land) og Neu Pommern (Ny-Britannien) - Dampier-Øen, Kar-Kar, større Ø ud for Kysten af Kejser Wilhelm's Land paa Ny-Guinea, lige over for Kap Croisilles. - Dampkedel er et Apparat, i hvilket der udvikles Vanddamp til Drift af Dampmaskiner o. l.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Carnotbai. Det Indre af Halvøen er en
frugtbar Græsslette. D. blev undersøgt af A.
Forrest 1879 og Brockman 1879-80.
M. V.
Dampierre [dã’piæ.r], Auguste Henri
Marie Picot, Marquis de, fr. General (1756
-93). Efter at være blevet Oberst for 5. fr.
Dragonregiment blev han 1791 Adjutant hos
Marskal Rochambeau; August 1792 blev han
Maréchal de camp under Dumouriez, han
udmærkede sig ved Valmy, blev Brigadegeneral og
bidrog væsentlig til Sejren ved Jemappes. 1793
skulde han, under Miranda, dække
Belejringshæren for Maastricht, men blev 1. Marts slaaet
af Østerrigerne ved Aldenhoven og drevet
tilbage. 18. Marts s. A. sloges han tappert ved
Neerwinden og blev efter Dumouriez’ Flugt over
til Fjenden Overgeneral for Nordarmeen. Paa
Befaling af de Hæren attacherede
Konventsmedlemmer angreb han - for at undsætte den
belejrede Fæstning Condé - Fjenden 8. Maj,
men blev dødelig saaret samme Dag ved
Quiévrain og døde Dagen efter. D. var en tapper og
loyal Soldat, men ingen stor Feltherre.
(F. J. M.). P. L. M.
Dampier-Strædet [’dämpi.ə-], opdaget 1700
af Dampier, ligger mellem Nordøstkysten af
Ny-Guinea (Kejser Wilhelm’s Land) og Hovedøen i
Bismarck’s Archipelet, Neu Pommern
(Ny-Britannien). Ved den lille Ø Ruk deles Strædet i
to Løb, af hvilke det vestligste er det bredeste
og sikreste. Et andet Stræde af s. N., og som
ligeledes opdagedes 1700 af Dampier, ligger
mellem den nordvestligste Spids af Ny-Guinea
og Wegiu-Øen.
C. A.
Dampier-Øen [’dämpi.ə-], Kar-Kar, større
Ø ud for Kysten af Kejser Wilhelm’s Land paa
Nordøstsiden af Ny-Guinea, lige over for Kap
Croisilles.
C. A.
Dampkedel er et Apparat, i hvilket der
udvikles Vanddamp til Drift af Dampmaskiner,
til Opvarmning, Kogning o. l. D. skal kunne
levere den størst mulige Dampmængde med
det mindst mulige Brændselsforbrug, og maa
være i Besiddelse af tilstrækkelig Styrke og
Holdbarhed. Hovedformen for de fleste Kedler
og Kedeldele er Cylinderen, da denne Form er
særlig egnet til at modstaa Damptrykket.
Materialet til D. for Kraftdamp er nutildags
næsten udelukkende blødt Staal
(Siemens-Martin-Staal med Brudgrænse 35-45 kg/mm2 og 20-25
% Forlængelse), og kun til enkelte særlige
Kedeldele som f. Eks. Ildkasser og Rør i
Lokomotivkedler anvendes Kobber og Messing, p.
Gr. a. disse Materialers større
Varmeledningsevne og Holdbarhed. Til Kedler med meget lavt
Tryk f. Eks. ved Lavtryksdampopvarmning
anvendes endnu undertiden Støbejern. De enkelte
Plader, hvoraf en D. er opbygget, forbindes ved
Nitning ell. sjældnere ved Svejsning.
Kedelpladernes Tykkelse er afhængig af Kedlernes
Form og Dimensioner samt af Kedeltrykkets
Størrelse. Dette er for Kedler til Kraftdamp i
Alm. ved Landkedelanlæg 6-14 kg/cm2, i
Lokomotivkedler 10-16 kg/cm2 og i
Skibskedler 10-20 kg/cm2; er Trykket over 10,5
kg/cm2, siger man, at Kedlen arbejder »med
højt Tryk«.
En D. bestaar i Hovedsagen af: a)
Ildrummet, hvor den til Vandets Fordampning
nødvendige Varmemængde udvikles ved
Brændslets Forbrænding; b) Vandrummet, som
omgiver Ildrummet og er fyldt med Vand,
Kedelvandet; c) Damprummet, som
ligger ovenover Vandrummet, og hvori den
dannede Damp opsamles. Ildrummet bestaar af:
Ildstedet, hvor Brændslet hviler paa Risten,
og hvor den egl. Forbrænding foregaar,
Forbrændingskamret, hvor de fra
Brændslet afgivne Gasarter yderligere blandes med
Luft og forbrændes, samt af Kedelrørene,
hvor Gasarternes Varme afgives gennem
Rørenes Vægge til Kedelvandet, som omgiver
Rørene (i Vandrørskedlerne findes Vandet inden i
Rørene, og Forbrændingsprodukterne passerer
uden om disse). Ildstedet deles af Ristens
Ristestænger i to Rum, i det øverste, Fyret,
foregaar Forbrændingen, og fra det underste,
Askegraven, tilføres der Brændslet den til
dets Forbrænding nødvendige Luftmængde,
Trækken.
Som Brændsel til D. bruges fast, flydende ell.
luftformet Brændsel. Af fast Brændsel anvendes
i Alm. Stenkul og sjældnere Brunkul, Tørv eller
Træaffald. Man kan regne, at der ved
Forbrændingen af 1 kg gode Stenkul i et moderne
Landkedelanlæg kan udvikles 8-10 kg Damp; i
Lokomotiv- og Skibskedler, hvor Forceringen af
Kedlen er større, udvikles kun 6-9 kg Damp.
Den Mængde Kul, der kan forbrændes i en
Kedel, er afhængig af Ristefladens Størrelse og
Kedlens Forcering; i en alm. Landkedel med
naturlig Træk forbrændes c. 50 kg Kul pr m2
Risteflade i Timen; i en Skibskedel med forceret
Træk forbrændes indtil 450 kg Kul pr m2
Risteflade i Timen. Som flydende Brændsel anvendes
den Olie, der fremkommer, efter at de mere
flygtige Bestanddele er udskilte af den raa
Jordolie. Denne Olie har en betydelig større
Varmeevne end Kul, idet man kan regne, at 2
kg Brændolie udvikler samme Dampmængde
som 3 kg Newcastle-Kul; men Oliens Pris er
meget højere end Kullenes, og Oliefyring
anvendes derfor uden for Oliedistrikterne kun i
Krigsmarinerne, særlig til Torpedobaade med
Vandrørskedler, der skal kunne forceres meget
stærkt. Luftformet Brændsel i Form af Gas
anvendes undertiden i D. i Staalværker.
Den Varme, der opstaar ved Brændslets
Forbrænding paa Risten, overføres gennem
Hedefladen til Kedelvandet. Hedefladen er
den Del af Kedelvæggene ell. Kedelrørene, som
paa den ene Side berøres af
Forbrændingsprodukterne og paa den anden Side af Kedelvandet.
Størrelsen af Hedefladen er bestemmende for
den Dampmængde, Kedlen er i Stand til at
afgive. En alm. D., hvori der forbrændes gode
Stenkul, kan udvikle 16-22 kg Damp pr m2
Hedeflade i Timen; men ved forceret Fyring,
som i Lokomotiv- og Skibskedler, kan
Dampudviklingsevnen paa Bekostning af Kedlens
Virkningsgrad bringes op til c. 50 kg
Damp pr m2 Hedeflade i Timen. Ved Kedlens
Virkningsgrad forstaas Forholdet mellem den
Varmemængde, som nyttiggøres i Kedlen til
Dampudvikling, og den Varmemængde, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
