Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Clematis L. (Skovranke) - Clemenceau, George Benjamin, fr. Politiker, f. 1841
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og maa derfor dækkes med Granris om
Vinteren. Som en Undergruppe af C. kan Atragene
betragtes. Heraf er C. alpina (L.) Mill. den
hyppigst dyrkede; den anvendes ligeledes til
Dækning af Plankeværker, Mure o. l.; Blomsterne
er hvidlige.
De Arter C., der bærer Frø, kan formeres ved
Udsæd, men Frøet maa da saas straks efter
Modningen paa en varmtliggende Rabat. Den
hyppigst anvendte Formeringsmaade er
Aflægning; Stikning er meget vanskelig og usikker. De
storblomstrede Varieteter formeres ved Spalt-
ell. Sidepodning paa Rødder af C. Vitalba og
Viticella i Formeringshuset; Forædlingen
foretages bedst om Vinteren i Formeringshus, og til
Ædelris benyttes Skud fra Planter, dyrkede i
Potte et Aar forud, og som er fremdrevne i
Varmehus. De unge Planter holdes i Potter den
første Sommer og overvintres i et Jordhus ell.
lgn. Sted, og først det paafølgende Foraar
udplantes de. De plantes saa dybt, at
Forædlingsstedet kommer under Jordoverfladen, for at
Ædelriset kan udvikle Rødder.
L. H.
Clemenceau [klemã’so], George
Benjamin, fr. Politiker, f. 28. Septbr 1841 i Vendée
af en gl republikansk Slægt, tog 1867 med.
Doktorgrad i Paris og røbede allerede ved sin
Afh. for Graden sine
afgjort materialistiske Meninger. Han rejste
kort efter til Nordamerika, hvor han
giftede sig, men kom 1869 tilbage til Paris
og blev Læge. Septbr 1870 blev han
udnævnt til Maire i Montmartre-Kvarteret og
brugte sin Myndighed til at foreskrive
Lægmandsundervisning i Folkeskolerne. Han
stadfæstedes i sin Post ved Folkevalg i Novbr og
valgtes Febr 1871 til Nationalforsamlingen, hvor
han straks sluttede sig til yderste Venstre og
stemte mod Freden. Da Kommunens Oprør
udbrød i Marts, søgte C. forgæves at redde
Generalerne Lecomte og Clément Thomas og maatte
selv forlade Paris for at undgaa Fængsling. Han
indtog nu en mæglende Stilling mellem
Nationalregeringen og de ny Magthavere i Paris; men
da hans Forslag ikke vandt Bifald, opgav han
sit Sæde i Nationalforsamlingen. Juli 1871
valgtes C. til Paris’ ny Byraad, var virksom for
Skattevæsenets Udvikling og finansielle Reformer
og blev 1874 Næstformand og Novbr 1875
Formand for Raadet; som saadan udtalte han sig
med stor Bestemthed for Stadens Krav paa
Selvstyre (»Paris for Pariserne« lød Stikordet). Febr
1876 valgtes han i Paris til Deputeretkamret og
genvalgtes indtil 1889. Han fik i Forsommeren
1877 Sæde i Republikanernes Fællesudvalg for at
ordne Modstanden mod den truende Reaktion
og var 1879 det radikale Partis vigtigste
Ordfører, baade ved Forlangendet om Anklage mod
Ministeriet Broglie og ved Forslaget om
fuldstændig Amnesti for Deltagerne i Kommunens
Oprør. Ved sin skærende Veltalenhed blev han
sit Partis egl. Leder og øvede i en Række Aar
en stor, men ingenlunde gavnlig Indflydelse, idet
hans Politik ikke syntes at have noget virkeligt
Formaal, men kun gik ud paa at fortrænge det
ene Ministerium efter det andet. Han betænkte
sig end ikke paa at knytte Forbund med
Monarkisterne for at kunne sætte sin Villie
igennem mod det Ministerium, han vilde til Livs.
Ogsaa var det ham, som 1886 først skød
Boulanger frem, men han vendte sig senere mod
ham, da det blev klart, hvor lidet republikansk
Generalen i Virkeligheden var. Ligeledes deltog
C. 1887 i at fortrænge Grévy fra
Præsidentstillingen og var saare virksom for at faa Carnot
valgt til hans Efterfølger fremfor de udprægede
Politikere Ferry, Floquet og Freycinet. Hvor
ringe hans eget Frisind var, fremgik tydelig
Jan. 1891 af hans Klage over, at man paa
Théâtre français opførte Sardou’s Skuespil
Thermidor og saaledes fordømte Voldsgerningerne
under Rædselstiden 1793-94; thi »man kunde
ikke rive en enkelt Sten ud af Revolutionens
Bygning«.
C. var desuden en afgjort Modstander af
Frankrigs nyere Kolonialpolitik og misbilligede
enhver Indblanding i Ægypten saavel som Tunis’
Tilknytning; derimod tog han 1885 Ordet for en
fuldstændig og gennemgribende Omdannelse af
Forfatningen (Afskaffelse af Senatet) og holdt
haardnakket fast ved Grundsætningen om
Kirkens Adskillelse fra Staten. Hans herskesyge
Optræden vakte selvfølgelig stor Uvillie hos de
maadeholdne Republikanere og svækkede hans
politiske Indflydelse. 1889 blev han kun genvalgt
ved bundet Valg, og 1893 faldt han igennem,
vistnok til Dels fordi der var fremsat den -
senere modbeviste - Beskyldning, at ogsaa han
havde nydt godt af Panama-Svindlerierne. I en
Række Aar holdt C. sig nu tilbage fra det
offentlige Liv, idet han indskrænkede sig til sin
journalistiske Virksomhed som Redaktør af
Justice (1880-1900) og som Forf. af fl.
socialpolitiske Skr, La mélée sociale (1895) og Le
grand Pan (1896), samt af Romanen Les plus
forts (1897). Stor Opsigt vakte det, da han i
sit nystiftede Blad Aurore Jan. 1898 lod E. Zola
udslynge sit Kampraab (»jeg anklager«) og selv
med vanlig Kraft tog Ordet for Dreyfus-Sagens
Genoptagelse. Som andre fr. Politikere havde
han fl. Dueller, som vandt Ry, saaledes med
Deschanel, Deroulède og Drumont. 1902 traadte
han igen i politisk Virksomhed, idet han i Dept
Var valgtes til Senator (genvalgt 1909), og Marts
1906 blev han Indenrigsminister. Oktbr s. A.
blev han tillige Førsteminister i et udpræget
radikalt Ministerium med to Socialdemokrater
(Briand og Viviani, begge senere Førsteministre)
til Fæller. Dets Hovedopgave var at afslutte,
hvad Forgængerne havde indledet, nemlig
Adskillelsen mellem Kirke og Stat, men ogsaa
andre vigtige Fremskridt gennemførtes ell. dog
sattes i Gang. - Som Taler vandt C. gentagne
 |
G. B. Clemenceau. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
