Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cicero, Marcus Tullius, rom. Statsmand, Taler og Forf., (106-43 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forlade Rom, og under den nu flg. Krig
forhindrede C. stadig ethvert Forsøg paa en
Udsoning med Antonius og understøttede af al
Magt hans Modstandere D. Brutus og Octavian.
Da derpaa Octavian efter Sejren over Antonius
sluttede sig sammen med denne og Lepidus og
svigtede Senatspartiet, udgik der en alm.
Straffedom over Triumvirernes Modstandere, og blandt
disse blev ogsaa C. sat paa Proskriptionslisten
af Antonius, der vilde hævne sig paa sin
bitreste Fjende. C. forsøgte nu at flygte, men blev
indhentet af Antonius’ Soldater og dræbt.
Om hans huslige Forhold er endmu at tilføje,
at han 77 ægtede Terentia, der fødte ham en
Søn og en Datter. Sønnen, M. Tullius, var ikke
ganske uden Evner, men forfaldt tidlig til Drik
og blev aldrig til noget; Augustus gav ham
senere Konsultitlen — paa det store Navns
Vegne. Datteren Tullia var C.’s Yndling; hun
ægtede Gn. Dolabella, en Tilhænger af Cæsar og
Antonius’ Kollega som Konsul 44. Fra ham blev
hun dog skilt 45 og døde kort efter til stor Sorg
for C. Med Terentia levede han i øvrigt ikke
lykkeligt, og 46 lod han sig skille fra hende og
ægtede en ganske ung Dame, Publilia, hvem
han dog efter Tullia’s Død atter skilte sig fra.
Ogsaa hans Broder Quintus gjorde ham
adskillige Sorger; ved sit hensynsløse Væsen lagde
han sig ud med Alverden, og C. maatte gøre det
godt igen og fik endda idelige Bebrejdelser. Til
alle disse Sorger kom økonomiske Bekymringer.
C. begyndte med ringe Formue, men havde
stadig store Indtægter, især ved Arv; den af Navn
ulønnede Sagførervirksomhed betaltes nemlig i
Form af Legater i Klientens Testamente, og
ogsaa ellers tilfaldt der ofte ansete og
indflydelsesrige Mænd Legater. Men C. var en slet
Økonom og hengiven til at købe og bygge; han
havde foruden fl. Huse i Rom, der dog til Dels
var ret indbringende, mindst 8 prægtige Villaer
i Italien, og han var hensynsløs i sine
Bestræbelser for at forskønne dem. I alle disse
Anliggender havde han en trofast Raadgiver og
Hjælper i sin Ven Atticus (s. d.), tillige hans
Bankier og Forlægger. Ogsaa ellers stod han
i livligt Samkvem med Datidens fornemme og
intelligente Rom, hvorom hans Brevveksling
endnu bærer Vidne.
Om C.’s Hæderlighed i det private Liv og
hans personlige Elskværdighed er alle enige;
derimod bedømmes og bedømtes allerede i
Oldtiden hans Virksomhed som Politiker højst
forskellig. At han ogsaa her var fri for Laster,
der plettede mange af hans Samtidige, som
Havesyge og Grusomhed, at han var en oprigtig
Tilhænger af den republikanske Forfatning, og
at han, hvor hans personlige Interesse ikke var
med i Spillet, ikke manglede en vis
Forudseenhed i det enkelte, er almindelig anerkendt;
ligesaa, at han var en svag Karakter, der mere
lod sig lede af Omstændighederne og af
personlige Indskydelser end af en fast
Overbevisning, og at han besad en høj Grad af personlig
Forfængelighed, der ofte bragte ham til at se
skævt paa Forholdene. Forskellen ligger egl.
mere i de Slutninger, der drages af disse
Præmisser, end i Præmisserne selv. Drumann
(Geschichte Roms V—VI) og efter ham Mommsen
(Röm. Gesch. III, Slutn.) stempler C. som en
ussel Politiker og et lille Menneske, medens
andre, der mere ser hen til, hvad han har villet,
end hvad han har udrettet, dømmer ham
mildere.
C.’s litterære Produktion var overordentlig
mangesidig; han har forsøgt sig paa næsten alle
Omraader, alene den egl. Historieskrivning
undtagen. Man kan sondre mellem flg. Grupper:
1. Taler. Saavel sine politiske som sine
Retstaler plejede C. at udgive, og der er bevaret
os et stort Antal, skønt mange er tabte. De
vigtigste er: Pro Roscio Amerino (80), i en Sag
om Fadermord, rettet mod Sulla’s Yndling
Chrysogonus. In Verrem (70), C.’s eneste større
Anklagetale (se ovt). Største Delen af denne Tale,
der fylder fl. Bd, er kun udg., aldrig holdt, da
Verres gik i Landflygtighed uden at afvente
Processens Slutn. Pro lege Manilia (66, se ovf.).
4 Taler mod Catilina (63), hvoraf dog kun de
to første angaar Catilina; de to sidste drejer
sig om Paagribelsen og Eksekutionen af de
Sammensvorne. Disse Taler er en Del
omarbejdede ved Udgivelsen, der faldt fl. Aar efter, at
de var holdt. Talen Pro Milone (52), i Oldtiden
trods sin gennemgaaende Usandfærdighed anset
for den bedste af alle C.’s Taler. Processen
angik Drabet paa Clodius, der var begaaet af
Milo; den os foreliggende Tale er dog ikke
holdt, men udgivet bagefter; under
Retsforhandlingen tabte C. Fatningen og talte slet. Endelig
de 14 »filippiske Taler«, fra Kampen mod
Antonius, saaledes kaldede, fordi de sammenlignedes
med Demosthenes’ Taler mod Filip.
C. tilhørte som Taler den rodiske Skole, der
var stiftet af Demosthenes’ berømte Modstander
Æschines. Han var paa Veltalenhedens
Omraade Reformator, idet han frigjorde Sproget
for de sidste Rester af gammeldags Ufrihed,
modvirkede sin umiddelbare Forgænger Hortensius’
Forsøg paa at indføre den kunstlede asiatiske
Retorik i Rom og i Stedet krævede Tilslutning
til de bedste gr. Mønstre. Hans retoriske Prosa
bliver derved klassisk og er af hele Eftertiden
anerkendt som saadan, hvad Formen angaar;
kun i hans egen Samtid og den umiddelbart flg.
Generation blev denne Dom bestridt af en
Retning, der krævede nøjere Tilslutning til den gl.
attiske Veltalenhed. Derimod er Dommen meget
afvigende, naar Indholdet tages med i
Betragtning. Dog er det vistnok alm. anerkendt, at
C. manglede politisk Blik og jur. Sans, og at
hans Fortrin som Taler alle er af advokatorisk
Art, og endda ikke af høj Rang: han var vittig,
ofte paa urette Sted; han forstod at røre, og
anvendtes derfor ofte paa sidste Plads, hvor
flere førte Forsvaret; og hans lyse Hoved gjorde
ham det let at finde paa et Forsvar, selv for en
slet Sag. At hans Forfængelighed og Lyst til
at tale om sig selv ofte skadede ham og den
Sag, han førte, er ligeledes utvivlsomt. Naar
han, trods alt dette, af mange regnes for en
Taler af første Rang, kan denne Dom kun bero
paa hans formelle Fortrin.
2. Retoriske Skrifter. Fraset et
ganske uselvstændigt Ungdomsarbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
