Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cicero, Marcus Tullius, rom. Statsmand, Taler og Forf., (106-43 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Borgerkrigen mellem Marius og Sulla levede
han i Rom, beskæftiget med Studiet af Retorik
og Filosofi, under Vejledning af ansete Lærere
af forsk. Skoler (Epikuræeren Phædrus,
Akademikeren Philo, Stoikeren Diodot, Retoren
Molon fra Rhodos). Allerede 81 var C. optraadt som
Taler for Retten; men ved sit frimodige
Forsvar for S. Roscius 80 paadrog han sig Sulla’s
Mishag og foretog derfor en Udenlandsrejse,
der gik til Athen, Lilleasien og Rhodos; han
fortsatte her sit Studium af Retorik og Filosofi
under Datidens berømteste Lærere. Efter at
være hjemkommen til Rom 77 genoptog han sin
Virksomhed som Taler for Retten, der hurtig
skaffede ham et anset Navn og aabnede ham en
let Adgang til de lavere Embeder. 75 var han
Kvæstor (paa Sicilien), 69 Ædil, 66 Prætor. Som
saadan holdt han sin første Tale til Folket til
Anbefaling for det Maniliske Lovforslag,
hvorefter Overbefalingen i den Mithridatiske Krig
overdroges til Pompeius. C. optraadte her som
maadeholden Demokrat og Tilhænger af
Pompeius; det samme havde han allerede gjort
nogle Aar i Forvejen (70) i sin Anklage mod
C. Verres. Denne havde som Statholder paa
Sicilien i 3 Aar (73—71) udsuget Provinsen paa
den frækkeste Maade; efter hans Hjemkomst
fik C. ham dømt og benyttede samtidig
Lejligheden til at fremsætte en Række Angreb paa
de senatoriske Domstole, som Pompeius netop
dengang tænkte paa at forandre (lex Aurelia 70).
Under Pompeius’ Fraværelse i Østen (66—61)
falder den Catilinariske Sammensværgelse (se
Catilina). Da Catilina og C. søgte
Konsulatet sammen for Aaret 63, besluttede
Senatspartiet, for at hindre Catilina’s Valg, at kaste sine
Stemmer paa C., der i Forvejen støttedes af
Mellempartiet (Ridderstanden); det lykkedes
ham paa denne Maade at blive valgt til Konsul
i en Alder af 42 Aar (Lavalderen for Opnaaelsen
af dette Embede), skønt ingen af hans Familie
før havde beklædt høje Embeder, og skønt ellers
for saadanne »ny Mænd« Adgangen til de
højeste Embeder var yderst vanskelig. Som Konsul
viste C. ikke ringe Energi og Dygtighed. Han
hindrede først et — for øvrigt ganske
forstandigt — Forslag af Tribunen Rullus om en
Landuddeling; vandt sin Kollega Antonius, der var
en Tilhænger af Catilina, for sig ved at afstaa
ham sin Provins Macedonien, der bød Antonius
en gunstig Lejlighed til at bringe sine forfaldne
Pengesager paa Fode; afslørede dernæst i
Senatet Catilina’s Planer, om hvilke han havde
fuld Underretning gennem hemmelige Agenter,
og fremskyndede derved Catilina’s Afgang fra
Rom. Dernæst lykkedes det ham i Slutningen
af Aaret at faa Beviser i Hænde mod de Ledere
af Sammensværgelsen, der var blevne i Rom,
og at paagribe dem og sætte dem fast. Ved den
derpaa følgende Senatsforhandling om, hvad der
skulde gøres ved de Sammensvorne, indtog C.
en vaklende Holdning; men da Cato havde
formaaet Senatet til at beslutte, at de Fangne
skulde henrettes, lod C. i Overensstemmelse med
sit i Senatet givne Tilsagn denne Beslutning
udføre. Han paatog sig derved ikke blot
Ansvaret for en utvivlsomt ulovlig Handling, men
lagde sig tillige ud med det demokratiske Parti,
hvis Fører, Cæsar, bestemt havde fraraadet
Catilinariernes Henrettelse.
Heller ikke hos den fraværende Pompeius
fandt C.’s Handlemaade Medhold, og i den flg.
Tid blev han Genstand for en Række Angreb
fra Folkepartiets Side. Efter dettes afgørende
Sejr ved Pompeius’ og Cæsar’s Sammenslutning
Aar 60 var det givet, at C. vilde blive krævet
til Regnskab for Justitsmordet paa
Catilinarierne; det skete 58, da hans personlige Uven,
Almuetribunen Clodius, indbragte et Lovforslag,
rettet imod ham; allerede før dets Vedtagelse
forlod han Rom. Han blev derpaa fraværende
dømt til Landflygtighed, hans Hus blev revet
ned og hans Ejendomme plyndrede. Selv rejste
han til Epirus og derfra til Macedonien, hvor
han tilbragte et halvt Aar i en meget nedtrykt
Sindsstemning; han kunde aldeles ikke
undvære Rom.
I Rom havde imidlertid Clodius lagt sig ud
med Pompeius, og i det flg. Aar (57) tillod denne
C.’s Hjemkaldelse. Han vendte hjem efter i alt
1 1/4 Aars Fraværelse og blev modtaget med
alm. Begejstring. Belært af Erfaring indtog han
dog nu en forsigtigere Holdning, understøttede
Magthaverne, ogsaa Cæsar, hvor det forlangtes
af ham, men holdt sig i det hele noget tilbage,
saa at han fik Tid til litterære Sysler. Aar 53,
efter Crassus’ Død, udnævntes han til Augur.
51 blev han, der efter sit Konsulat havde
frasagt sig sin Provins, som Følge af en
Omordning af Provinsstyrelsen nødt til at gaa som
Statholder til Cilicien. Da han i Slutn. af 50
vendte tilbage, stod Borgerkrigen for Døren
Efter forgæves Forsøg paa at tilvejebringe
Enighed forlod C. Rom sammen med de øvrige
Pompeianere, men tøvede endnu i fl. Maaneder, før
han gik over til Pompeius’ Lejr ved
Dyrrhachium. Efter Slaget ved Pharsalus nedlagde
han straks Vaabnene og fik hurtig Tilgivelse af
Cæsar, saa at han allerede 47 atter var i Rom.
Under Cæsar’s Herredømme afholdt han sig
næsten fuldstændig fra Deltagelse i det
offentlige Liv; han kunde ikke komme over Tabet
af Republikken og modstod standhaftig Cæsar’s
Forsøg paa at knytte ham til den ny Statsorden.
Fra denne Tid1 skriver de fleste af hans
filosofiske og retoriske Skr sig. I Cæsar’s Mord havde
han ingen Andel, men billigede det straks, efter
at det havde fundet Sted, og tilvejebragte en
foreløbig Udsoning mellem Antonius og Cæsar’s
Mordere. Men da disse kort efter blev fordrevne
fra Rom af Antonius, forlod C. ligeledes Rom
og kastede sig atter over sine litterære Sysler.
Han tænkte endog paa at rejse til Grækenland
og var allerede undervejs, da han blev kaldt
tilbage ved Efterretningen om, at Udsigterne
for det republikanske Parti var lysere. Efter
hans Tilbagekomst indtraadte der et voldsomt
Brud mellem ham, og Antonius, og C. traadte
nu i Spidsen for det republikanske Parti i
Senatet og rettede de heftigste Angreb paa
Antonius; for at byde denne Spidsen fik han
Senatet til at støtte sig til Cæsar’s Arving, den
unge Octavian, der bragte en Hær af Cæsar’s
Veteraner paa Benene. Antonius nødtes til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
