Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christmas Pantomimes, Julepantomime, Betegnelse for en Art engelske Teaterforestillinger - Christodoros, byzantinsk Digter fra Koptos i Ægypten, c. 500 e. Kr. - Christodulos (gr.: »Kristi Træl«), den byzantinske Kejser Johannes VI Kantakoizenos' Forfatternavn. - Christoffer I, dansk Konge 1252-59, (c. 1219-1259) - Christoffer II, dansk Konge 1320-32, (1276-1332)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sættes overordentlig pragtfuldt i Scene og
opføres Aften efter Aften til lige stor Glæde for
Voksne og Børn; første Opførelse finder Sted
26. Decbr (Boxing Night). De hører særlig
hjemme paa Drury Lane Teatret, men spilles
i vore Dage ogsaa paa adskillige andre Scener
(Covent Garden, Crystal Palace o. s. v.)
(C. K.). I. O.
Christodoros [kri-], byzantinsk Digter fra
Koptos i Ægypten, c. 500 e. Kr., Forf. til et Digt
om Statuerne i Zeuxipposgymnasiet i Byzans,
der udgør II. Bog af Anthologia Græca ed.
Stadtmüller, Bd I (Leipzig 1894).
K. H.
Christodulos [kri-] (gr.: »Kristi Træl«), den
byzantinske Kejser Johannes VI Kantakoizenos’
Forfatternavn.
H. H. R.
Christoffer I, dansk Konge 1252—59, f. c.
1219, d. i Ribe 29. Maj 1259, Valdemar Sejr’s
og Berengaria’s yngste Søn. Faderen overdrog
ham Lolland og Falster som Arvelod, og medens
Broderen Erik Plovpenning var Konge, deltog
C. undertiden i Hertug Abel’s og de andre
fyrstelige Lensmænds Kamp imod denne; til Abel
som Konge stod han derimod i et venligt
Forhold, og han skal have lovet at støtte Abel’s
ældste Søn Valdemar til at faa Riget efter
Faderens Død. Da Abel allerede 29. Juni 1252 faldt
i Kampen mod Friserne, lod C. sig dog selv
udraabe til Konge, og der lagdes derved
Grunden til en Strid mellem de to Linier af
Kongehuset, der varede Menneskealdre igennem. Den
unge Valdemar, der da sad i Fangenskab hos
Ærkebispen af Köln, blev løskøbt af sine
Morbrødre, de holstenske Grever, og disse
understøttede ham med Hærmagt mod C.; samtidig
truedes denne af et Angreb Nord fra af
Nordmænd og Svenskere. Under disse Forhold
maatte C. søge Underhandlinger, og det kom
ogsaa til Forlig med Holstenerne; C. forlenede
1253 Valdemar med Hertugdømmet
Sønderjylland, medens denne til Gengæld opgav sine
Krav paa Riget, hvor nu C.’s lille Søn, Erik,
hyldedes som hans Efterfølger. Paa andre
Kanter vedblev dog Uroen; Nordmændene gjorde
et Plyndringstog ind i Halland, samtidig var der
Bondeopstand i Danmark, hvor »Kaadkarlene
(den laveste Almue) rasede med deres Køller«,
og dertil kom endelig en stor Strid mellem
Kongen og den nyvalgte, energiske Ærkebiskop,
Jakob Erlandsen, som naaede sit Højdepunkt,
da Ærkebispen paa et Kirkemøde i Vejle 1256
fik vedtaget den berygtede Konstitution: Cum
ecclesia Daciana, hvorved det blev fastsat, at
ved et Overgreb imod en Biskop skulde hele
Riget falde under Interdikt. C. udsonede sig
nu med Kong Haakon i Norge og Birger Jarl
i Sverige, der mødtes med ham i Kbhvn 1257;
til Gengæld gik han des skarpere frem mod sine
andre Modstandere. Da Valdemar døde, endnu
s. A., inddrog han Hertugdømmet; Bønderne
blev overvundne i et stort Slag ved Lejrebro,
og da Jakob Erlandsen nægtede at foretage
Kroningen af C.’s Søn, lod Kongen ham fængsle
(5. Febr 1259). Det Interdikt, der nu skulde
hvile over Landet, blev kun i ringe Maal
gennemført; farligere var det, at Ærkebispens
Forbundsfælle, Fyrst Jaromar af Rygen, i Forening
med Hertug Valdemar’s Broder Erik, landede
paa Sjælland og plyndrede vidt og bredt. C.
samlede Tropper imod ham i Jylland; her døde
han imidlertid pludselig, efter den alm. Tro
forgivet af Abbed Arnfast af Ry. Hans Enke,
Margrethe Sambiria, en pommersk Fyrstedatter,
som C. havde ægtet 1248, overtog Styrelsen for
sin endnu kun ti-aarige Søn Erik (Klipping).
Kr. E.
Christoffer II, dansk Konge 1320—32,
næstældste Søn af Erik Klipping, f. 29. Septbr 1276,
d. 2. Aug. 1332 i Nykjøbing paa Falster. Allerede
1294 brugte Broderen Erik Menved ham til at
udføre Fængslingen af Ærkebiskop Jens Grand,
hvorved C. gik frem med en ufornøden
Hensynsløshed. Snart efter viste hans onde Karakter sig
over for Broderen; allerede 1298 var der aaben
Strid imellem dem, og skønt Kongen 1303 gjorde
C. til Hertug af Estland og 1306 gav ham
Hertugdømmet Halland i Stedet, var C. dog stadig
misfornøjet og mente, at han ikke behandledes,
som det tilkom en Kongesøn. Han nyttede
derfor enhver Lejlighed til at sætte sig op imod
Broderen; bl. a. indlod han sig 1307 i
forræderske Forbindelser baade med de sv. Hertuger og
de som hans Faders Mordere udlagte Fredløse,
stilende mod, at han selv skulde gøres til Konge
i Broderens Sted. Noget af, hvad her var aftalt,
kom snart frem, men Erik behandlede
Broderen meget skaansomt; først senere kom hele
det sorte Forræderi for Dagen, og Brudet
mellem Brødrene blev da ulægeligt. C. gik i
Landflygtighed (1315), forbandt sig med Erik’s
Hovedmodstander, Markgrev Valdemar af
Brandenburg, senere med den Kongen fjendtlige
Ærkebisp Esger og de sv. Hertuger. Saa døde
Broderen Decbr 1319; han efterlod sig ingen Børn,
og C. var nærmest til Kronen. Paa sit Dødsleje
havde Erik advaret mod at vælge ham; men
C. blev støttet af sin Halvbroder, den holstenske
Greve Johan den Milde, og vandt de danske
Stormænd ved rige Løfter. Efter at have
udstedt en streng Haandfæstning blev han paa
Landstinget i Viborg valgt til Konge (25. Jan. 1320),
og da han Aaret efter ved et Forlig havde endt
Broderens Strid med Ærkebisp Esger, blev han
kronet af denne sammen med sin ældste Søn
Erik. I hans første Regeringsaar var C.’s
Politik ganske heldig; han fik den mecklenborgske
Fyrste Henrik til at anerkende Danmarks
Lenshøjhed over Rostock, et Indfald af den
landflygtige Stormand Knud Porse blev slaaet tilbage,
og C. fik sin Datter Margrete gift med Kejser
Ludvig af Bayern’s Søn Ludvig, som Faderen
havde forlenet med Brandenburg, hvor det
askaniske Hus var uddød. Men denne
Udenrigspolitik krævede mange Penge; i Strid med
Haandfæstningen paalagde C. høje Skatter, og
bl. Stormændene voksede Misnøjen mod ham.
1325 døde Rigets to fyrstelige Lensmænd, Hertug
Erik af Jylland og Vitslav af Rygen, og C.
udstrakte sin Haand efter disses Lande; de
holstenske Grever stillede sig dog imod ham, de
danske Stormænd sluttede Forbund med dem,
og der rejste sig Opstand mod C., der selv
maatte flygte til Tyskland, medens hans Søn
Erik toges til Fange; Hertug Eriks lille Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
