Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian VII, Konge af Danmark og Norge (1766-1808), (1749-1808)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aftenen var man hans Ven, om Morgenen hans
Fjende. Alt kunde opnaas ved at ægge hans
sygelig overdrevne Selvfølelse og give ham
Lejlighed til Magtudfoldelse. Hver ny Afskedigelse,
han kunde iværksætte, voldte ham Nydelse, og
han nægtede sig intet i den Retning. Reverdil
arbejdede trofast paa at bringe Kongen paa ret
Køl igen, men kunde intet udrette, alene som
han stod i Kampen; tilsyneladende var det
lykkedes ham at vække Kongens Interesse for
Landboreformerne, men det viste sig snart, at denne
Sag kun var et Fantasibillede for C., at der slet
ikke hos ham var Tale om nogen dybere
Forstaaelse af dette store Spørgsmaal. Reverdil selv
faldt som Offer for Kongens Lune, og dermed
var Sagen ude af Verden; glimtvis vaktes C.’s
Interesse paa ny for den under Struensee’s
Indflydelse og foranledigede endog Reverdil’s
Tilbagekomst; men den slukkedes saa hurtig i
Aandssløvhedens Mørke.
Bernstorff, der med Angst saa, hvorledes
Kongens Trang til Udskejelser voksede (kort efter
sin Tronbestigelse havde C. betroet sin Livlæge,
at han vilde »rase« i 2 Aar), fremskyndede
derfor Kongens Ægteskab med den eng. Prinsesse
Karoline Mathilde, Georg II’s Sønnedatter;
Forhandlinger om dette Parti var alt indledede
1764. Forlovelsen var blevet deklareret 18. Jan.
1765, og nu fandt Formælingen mellem den
17-aarige C. og den 15-aarige Karoline Mathilde
Sted 8. Novbr 1766. Forventningerne om, at
dette Ægteskab skulde medføre Forandring i
Kongens Levevis, skuffedes dog meget hurtig. C.,
der alt paa Forhaand havde udtalt, at han
betragtede Ægteskabet som den største af alle
Byrder, behandlede snart Karoline Mathilde
med ligegyldig Kulde; hun trak sig ængstelig
tilbage og lod sig paavirke af sine kvindelige
Omgivelser, der ved deres uheldige Optræden
forværrede Forholdet mellem det kgl. Par,
Hofintriger sattes i Gang, og allerede faa Uger
efter Formælingen var Forholdet mellem det unge
Par af den sørgeligste Natur. Kongen selv fandt
større og større Behag i Samlivet med sine
lystige Venner, og Udskejelserne i deres Selskab
blev vildere og vildere; Slotsgemakkerne blev
snart for trange, og Scenen forlagdes da
andensteds hen. I Selskab med sine trofaste
Følgesvende sværmede C. nu om i Gaderne, besøgte
Knejper og berygtede Huse, indlod sig i
Klammeri med de Forbigaaende ell. med Vægterne,
slog Lygter og Ruder itu o. s. v.; ikke altid
slap Kongen og hans Svirebrødre lige heldig
fra disse natlige Optøjer, og ved en enkelt
Lejlighed undgik C. ikke temmelig alvorlige Prygl.
I det hele satte Kongen i denne sørgelige
Periode alle Hensyn til Side; det var saaledes
ikke ualmindeligt, at han efter Nattens
Begivenheder stærkt beruset ravede gennem Gaderne
hjem til Slottet ved højlys Dag. Paa disse Ture
var han ofte ledsaget af et løsagtigt
Fruentimmer, »Støvletkatrine«, der havde faaet
Indflydelse paa ham, og som i øvrigt synes at have
været den eneste Kvinde, der virkelig havde
vakt en stærkere Følelse hos ham.
Foraaret 1768 tiltraadte Kongen en
Udenlandsrejse gennem Tyskland, Holland og Belgien til
England; han blev her modtaget med store
Æresbevisninger, Byen London udnævnte ham
til Æresborger, Universiteterne i Cambridge og
Oxford kreerede ham til Æresdoktor, o. s. fr.
Efter to Maaneders Ophold her tog han til
Paris, hvor han ligeledes var Genstand for megen
Hyldning og Lovprisning. Rejsen, hvis Varighed
opr. var fastsat til to Aar, indskrænkedes dog
til 9 Maaneder; Jan. 1769 kom han tilbage til
Kbhvn. Man havde ved Hoffet ikke været
synderlig glad ved denne Rejse, der saa pludselig
afbrød de vilde Udskejelser; med Rette
frygtede man, at Scenen for disse nu skulde
forlægges til London og Paris og Kongen derved
kompromittere Landet; med stor Glæde var
man da Vidne til dens heldige Udfald. C. havde
i enhver Retning opført sig med en mærkelig
Takt og Sømmelighed, havde forstaaet at
indtage en værdig Holdning som Majestæt og
samtidig vinde alle for sig ved sin elskværdige og
fordringsløse Optræden, sin livlige Aand og sit
kvikke Lune. Fjernelsen fra det vante Hoflivs
Uro og Intriger, Samlivet med andre Omgivelser
og de mange ny Indtryk, Rejselivet førte med
sig, holdt ham oppe. At Rejsens Varighed ikke
blev længere, skyldtes hovedsagelig, at C. følte
sig træt og slappet; den Sindssygdom, hvis
Spirer han havde baaret sit hele Liv, brød nu
igennem.
Utvivlsomt har C. haft arvelige Anlæg til
Sindssyge, og de Forhold, hvorunder han kom
til at leve, fremmede i højeste Grad disse. De
bizarre Ideer og fantastiske Forestillinger, der
fra Barnsben af udviklede sig af hans mærkelig
levende Indbildningskraft og ledsagedes af en
sygelig overdreven Selvfølelse, søgte man ikke
at regulere; den meningsløse Opdragelse og
Mishandlingerne under Reventlow’s Pisk
fremkaldte en ejendommelig Angstfølelse, der blev
Kilden til en stadig nervøs Uro, og kønslige
Forvildelser undergravede samtidig hans
Helbred. Den bratte Overgang fra Forkuelse til
Livet som enevældig Regent medførte
ødelæggende Virkninger paa hans intellektuelle og
moralske Sundhed; under Samlivet med
Karoline Mathilde og Udviklingen af Intrigerne ved
Hoffet udvikledes der hos ham en sygelig
Irritabilitet, medens samtidig de vilde Udskejelser
nedbrød hans legemlige Kræfter.
Udenlandsrejsen medførte overdreven Anspændelse af hans
sjælelige og legemlige Evner, og da alt det,
der paa den holdt ham oppe, nu afløstes af
Stilheden, kommer Reaktionen, og han synker
sammen i Slaphed. Fra den Tid gaar det med
rivende Fart nedad. Allerede Vinteren 1769—70
levede han i sløv Ligegyldighed for Livet omkr.
sig, opfyldte vel mekanisk de rent materielle Krav,
Livet stillede til ham som Kronens Bærer, men
befandt sig bedst ved den ensformige, sørgelige
Tilværelse, han førte i sine egne Gemakker,
hvor et Par Drenge og nogle Hunde var hans
bedste Adspredelse. Afvekslende befandt han sig
i en fuldkommen Sløvhedstilstand ell. fik
voldsomme Anfald af Vildskab, der gav sig Luft i
en ubændig Trang til at ødelægge alt, hvad han
i Øjeblikket fik fat paa. Og midt i denne
ulykkelige Tilstand, der viste alle Tegn paa en vidt
fremskreden Sindssyge, kunde der saa indtræde
Perioder af ganske kort Varighed, hvor han paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
