Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian VI, Konge af Danmark og Norge (1730-46), (1699-1746) - Christian VII, Konge af Danmark og Norge (1766-1808), (1749-1808)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
schlaffe gehen wahr die Königin recht übel von
hertzens angst«, »blieb die Königin in der
Cammer wegen zahn weh«, »nahm die Königin
Pillen ein«; »die Königin Aderlas am rechten Fuss«
o. s. v. Hoflivet blev naturligvis p. Gr. a.
Kongens og Dronningens Asketisme og
indesluttede Væsen uendelig kedsommeligt, ingenlunde
svarende til de pragtfulde Rammer, man med
saa uhyre Bekostning havde skabt; »man lever
som Eremitter« (Kongens eget Udtryk i et Brev,
vistnok til Grev Stolberg), og Kongen er i Tvivl,
om »jeg kan og tør holde Assemblé ved Hoffet«;
i hvert Fald mener han, at det til Tider
maaske er nødvendigt, men man indskrænker sig da
til nogle concerts de musique ell.
Fødselsdagsfester. Adspredelser finder Hoffet da i at rejse
fra det ene Slot til det andet, i Jagter,
Skiveskydning og Besøg i det ostindiske Selskabs
Varelager. Hoffet blev under Dronningens
Indflydelse næsten helt tysk; ikke alene
Dronningen selv, hendes Moder og Søskende, ogsaa
Kongen taler Tysk, der falder ham saa naturlig,
at man sjælden finder Optegnelser fra hans
Haand paa Dansk. Tyske faar i stort Tal Plads
ved Univ., i Statsembeder og Officerskorps.
Udenlandske Diplomater fremhæver dette stærkt,
og uden at der vist findes nogen alm. national
Uvillie mod selve det tyske Sprog, er Vreden
dog stærk mod de embedssøgende Tyskere, der,
som den sv. Gesandt bemærker, for det meste
bliver holdt i større Anseelse end de Indfødte.
I sine sidste Aar svandt C. ind som en
Skygge, uden at nogen bestemt Sygdom kunde
konstateres; en Mavelidelse slog sig til og voldte
hans Kræfters Sammenbrud. — I sit Ægteskab
havde han 3 Børn, hvoraf de to overlevede
ham, nemlig Frederik (V) og Louise, der blev
gift med en Hertug af Sachsen-Hildburghausen.
(Litt.: J. Møller, »Forsøg til en hist.
Vurdering af Kong C. VI . . . i »Mnemosyne« 2—4
[Kbhvn 1831—33]; L. Koch, »Kong C. VI’s
Historie« [Kbhvn 1886]; H. L. Møller, »Kong
C. VI og Grev Kristian Ernst af
Stolberg-Werningerode« [Kbhvn 1889]; E. Holm,
»Danmark-Norges Historie 1720—1814« II [Kbhvn 1894];
»Kong C. VI’s Dagbøger for Aarene 1741—44«,
udg. af P. Brock [Kbhvn 1875]; »C. VI’s
egenhændige Breve til J. L. Holstein« i H.
Rørdam, »Hist. Samlinger og Studier« 2—3 [Kbhvn
1896—98]. Nogle Breve og Optegnelser af C. VI
ved Rørdam i »Kirkehist. Saml.«, 5. Rk., IV
[1908]).
L. K.
Christian VII, Konge af Danmark og Norge
(1766—1808), Søn af Frederik V og Louise,
Datter af den eng. Konge Georg II, f. 29. Jan.
1749 i Kbhvn, d. 13. Marts 1808 i Rendsborg.
C. havde allerede som 3 Aars Barn den Ulykke
at miste sin udmærkede Moder, og hans
Opdragelse, som Faderen kun lidet bekymrede sig om,
blev, da han var 6 Aar gl, lagt i Hænderne paa
Mænd, der mindst af alt var skikkede til at
være Opdragere. Ingen af dem havde Gnist af
pædagogisk Evne, ingen af dem forstod at
behandle Drengen, der af Naturen havde
udmærket gode Evner, men tillige var en
ejendommelig sart Natur med Spirer til Egenskaber, der
skulde mødes med kærlig Forstaaelse og ledes
frem med varsom Haand. Hans Overhofmester,
Grev Ditlev Reventlow, var en brutal Mand, for
hvem al Opdragelse kun var Dressur, og den
Lærer, der særlig havde med C. at gøre,
Teologen (senere Bibliotekar og Konferensraad)
Georg Nielsen,
var en gnaven
og pedantisk
Rationalist,
der tilmed
ganske
underordnede sig
Reventlow’s
Opdragelsesmetode.
Resultatet af
denne blev, at
Drengens
Hjerne
fyldtes med en
Mængde
ufordøjeligt Stof,
der
forkvaklede hans
naturlige sunde
Udvikling, medens samtidig den raa
Behandling med Skældsord og Prygl, der blev ham
til Del — ofte endog i Tjenerskabets
Nærværelse —, ganske kujonerede ham. Endelig
var han i sin Fritid i det slettest mulige Selskab
med en Page og en Kammertjener, begge
moralsk fordærvede Personer, der havde den
sørgeligste Indvirkning paa Prinsen og tilmed førte
ham ind paa kønslige Forvildelser. I C.’s 12.
Aar traadte den udmærket dygtige Schweizer
Reverdil til som en af Prinsens Lærere; det
lykkedes ham en kort Tid at faa nogen
Indflydelse paa C., og han gjorde sig den største
Umage for at bringe Prinsens Opdragelse ind i
et bedre Spor, men kunde dog intet udrette
over for Reventlow’s Opdragelsesprincipper og
Følgerne af disse.
Da C. ved Faderens Død 1766 besteg Tronen,
havde han i Virkeligheden intet lært ud over
det, hin Tids bon ton krævede som
Dannelsesfernis hos enhver Kavaler — alt det, der baade
for ham selv og Landet var det eneste nyttige,
var en lukket Bog for ham. Der var dog
Mulighed for, at hans Arbejdsevne, der var
svækket under det meningsløse Opdragelsessystem,
kunde være kaldt til Live igen og hans gode
Egenskaber udviklede i et sundt og vækkende
Arbejdes Tjeneste, om Ministrene og hans
personlige Omgivelser havde formaaet at indvirke
paa ham; men uheldigvis blev det ikke
Tilfældet. Ministrene manglede Evne til at fængsle ell.
blot vække Kongens Opmærksomhed, og selv
J. H. E. Bernstorff, der ledede Konseil’et, var
med al sin aandelige Overlegenhed ikke Manden
hertil. Og hans personlige Omgivelser blev
meget snart en lille Klike af letsindige ell.
fordærvede unge Mennesker, i hvis Selskab C.’s
Liv væsentlig kun blev en Fortsættelse af det
tidligere Liv med Pagen og Kammertjeneren.
Fra denne Kreds strømmede Haan og Spot over
alt og alle, ondskabsfulde Bagvaskelser og
rænkefulde Intriger ud over Omgivelserne. Kongens
Sympatier og Antipatier vekslede uophørlig, han
var uberegnelig, umulig at stole paa; om
 |
| Christian VII. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
