Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian VI, Konge af Danmark og Norge (1730-46), (1699-1746)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statsminister, og Holsteneren Joh. Vilh. Schröder;
begge var stærkt grebne af den pietistiske
Retning, og navnlig Schröder, der var tungsindig
og sygelig opfyldt af religiøse Skrupler, fik
stærk
Indflydelse paa sin
Elev, til hvem
han var
knyttet fra C.’s 8.
til hans 23. Aar;
ogsaa Moderen,
Dronning
Louise,
paavirkede Sønnen
pietistisk.
Prinsens
Religiøsitet blev
af en mørk og
tungsindig
Karakter, der kom
til bestandig at
præge hans
Person og
Regering. De
uheldige
Forhold ved Hoffet, under hvilke han var
blevet opdraget, bidrog til at gøre ham afvisende
og indesluttet; med den største Uvillie og Afsky
havde han set Faderens Forhold til Anna
Sophie Reventlow, som han hadede, især efter at
denne var blevet anerkendt som Dronning
(1721). Forholdet mellem Fader og Søn forblev
derfor yderst daarligt, og Sophie Magdalene af
Brandenburg-Culmback, som Prinsen ægtede 1721,
bidrog ikke det mindste til at bedre det. I selve
Prinsens Natur og Væsen var der desuden
Ejendommeligheder, som lidet var egnede til at
skaffe ham Venner, Ejendommeligheder, der vist
i høj Grad beroede paa hans uheldige Ydre.
Han var fra Barnsben svagelig af Konstitution,
spinkel, mager og uanselig; hans Ansigt, med
den lange, krumme Næse, den svære,
fremstaaende Hage, bar langtfra Præget af Intelligens;
Stemmen var pibende og ejendommelig, »saa at
man har ondt ved at tro, at det er den samme
Person [der taler]; saa forskellige er de Toner,
hans Strube frembringer« (den fr. Gesandts
Udtalelser 1728). Det er maaske Fornemmelsen af
disse ydre Mangler, der gør ham afvisende,
kejtet og genert, »saa han rødmer, naar han
skal tale med nogen, han ikke er vant til«
(samme Gesandts Karakteristik), saa lidet
indtagende og kongelig. Dertil var han pirrelig
og hidsig, naar han troede sin Værdighed
angrebet. C.’s Evner var ikke daarlige; han
havde en god, sund Forstand, og han var
dertil opfyldt af Pligtfølelse og Iver for som
Regent at kunne udfylde sin Stilling og gøre sit Folk
(baade Danske og Nordmænd, »jeg er Herre
over begge Riger, Fader til begge Børn . . . lige
Børn, lige Lod«) lykkeligt, hjertensgod, from
og hæderlig af Karakter, som han var.
Ved sin Tronbestigelse hilses han da ogsaa af
de største Forventninger. »Han har tusinde
store Egenskaber baade fra Hjertets og fra
Hovedets Side« udbryder den fr. Gesandt (1730),
og den eng. Ministerresident roser (ved samme
Tid) særlig hans ypperlige Forstand, idet han
dog fremhæver hans Frygtsomhed, som gør
ham utilbøjelig til at sige noget offentlig. Ivar
Rosenkrantz, der kort efter Tronbestigelsen kom
i Spidsen for danske og tyske Kancelli,
erklærer: »sikkert har der aldrig levet en
retfærdigere ell. bedre Fyrste i Verden end vor nuv.
Konge, og vi kunde ønske, at et sligt Liv kunde
vare evig«. Som Regent viser C. ogsaa ofte
Evne til at afgøre vigtige Sager hurtig og klart,
men han savner Initiativ, er usikker,
ængstelig og dybt konservativ; han mangler Tro paa
sig selv, saa at han i de største som i de
mindste og latterligste Sager tyr til Raadgivere (en
Gang beder han Fætteren, Grev Stolberg i
Werningerode, skaffe sig en god Statsminister, en
anden Gang beder han ham om Raad om,
hvorledes Dronningen skal blive af med en
umedgørlig Kokkepige). Paa den anden Side taaler
han imidlertid ikke, at Folk har for
selvstændige Anskuelser; i saa Fald bliver han
mistænksom og søger Oplysninger bag deres Ryg. Af en
Minister fordrer han derfor først og fremmest,
at han skal være »submis«, ganske vist skal han
ogsaa være oprigtig, men han maa kun tale,
naar han bliver spurgt. Overalt vil Kongen
gerne vise sin Magt, og han griber ind paa alle
Punkter, endog hvor det gælder Retsplejen,
saa at han selv afsiger Domme, ganske vist
ogsaa ofte her ledet af sit gode Hjerte og sin
Omsorg for Almuen. Regeringssagerne
behandler han derfor ogsaa helst selv, men skriver om
dem og sine Hensigter til sine Ministre og
Fortrolige (Ivar Rosenkrantz, J. L. Holstein, Grev
Kr. E. Stolberg fra Wernigerode i Harzen,
Hofpræsten Bluhme, J. S. Schulin o. a.) for at
indhente deres Mening og Raad. Den
umaadelige Mængde Breve fra Kongens Haand skrevne
paa Tysk i en ejendommelig abrupt og
usmykket Stil vidner om hans store Arbejdsomhed;
de er »fulde af détails, af god Vilje og
Selvbedrag« (Karakteristik af Aug. Hennings 1779)
og afgiver et fortræffeligt Bidrag til Kongens
Karakteristik.
De, som havde ventet sig en ny Tids Komme
ved C.’s Tronbestigelse, synes i Beg. ikke at
skulle blive skuffede. Kongen indtager f. Eks.
ikke som Faderen og Bedstefaderen nogen
mistroisk Holdning over for den gl. danske Adel,
men benytter dens Medlemmer i sin Tjeneste,
og for at lette det Tryk, som Faderens
Sabbatsorden af 21. Apr. 1730 øvede paa Folket,
ophævede han denne (19. Jan. 1731).
Landboforholdene krævede gennemgribende
Reformer, og en af Kongens første
Regeringshandlinger er da ogsaa at ophæve den af Frederik
IV indførte Landmilits ved Frdn. af 30. Oktbr
1730, i hvilken det ogsaa hedder, at »Kongen
var ved sin Regeringstjeneste først og
fremmest betænkt paa, hvorledes han i alle mulige
Maader kunde soulagere sine kære og tro
Undersaatter«. Samtidig nedsattes ogsaa
Skatterne for Landbostanden i Danmark og
Hertugdømmerne med 10 %. Disse Reformer var
imidlertid langtfra gennemgribende nok — een
af Hovedgrundene til Bondestandens ulykkelige
Stilling var Bøndernes Fæstestilling, og at
Hoveriets Størrelse ikke var fastslaaet — og 1733
lod Kongen sig endog, p. Gr. a. Bønderkarlenes
 |
| Christian VI. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
