Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Chorea, C. sancti Viti, Skt Veits Dans, Fællesbetegnelse for en Rk. Sygdomme, hvor der forekommer choreatiske Bevægelser - Choregeion, gr., Stedet, Lokalet, hvor i Oldtiden Koret til de dram. og sanglige Opførelser indøvedes - choregiske Mindesmærker, se Choregos og Lysikrates-Monumentet. - Choregos (gr.) den Borger, hvem Opstillingen og Indøvelsen af Koret til de dram. og lyriske Opførelserm paalagdes - Choreus, andet Navn paa Versefoden Trokæ - Choriambe (gr.), en af en Choreus (= Trokæ) og en Jambe sammensat Versefod - Chorioïditis ell. Choroiditis er en Betændelse i Øjets Aarehinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
C. er en familiært forekommende Sygdom, der
sædvanlig begynder ved 40 Aars Alderen med
choreatiske Bevægelser, som tiltager jævnt i
Aarenes Løb, idet der samtidig udvikler sig
Sløvhed og Hukommelsessvækkelse. Lidelsen har
et udtalt kronisk Forløb men medfører ikke
direkte Døden. C. postapoplectica er en
Apopleksi, ved hvilken der optræder choreatiske
Bevægelser i den lamme Legemshalvdel. C. major
er en ældre Betegnelse for hysteriske Anfald,
ved hvilke der optræder voldsomme,
uregelmæssige Bevægelser og Vridninger (Middelalderens
Danseepidemier). I øvrigt kan Hysterikere
undertiden faa choreatiske Bevægelser, som
ligner dem ved C. minor, men intet har med
denne Sygdom at gøre og snarest har deres
Udgangspunkt i Efterligning. Hvad der populært
kaldes Skt Veits Dans, er i mange Tilfælde ikke
C., men en Art lokaliseret Tvangsbevægelse,
den saakaldte Tic (s. d.).
K. H. K.
Medens man tidligere ved C. (-Dans) forstod
en ejendommelig sygelig Tilstand, der viste sig
ved en sjælelig Ophidselse, og som gav sig
Udslag i de ved sjælelig Smitte opstaaede
Danseepidemier (C. major), benyttes Betegnelsen nu
for en særlig Sygdom (C. minor), der første
Gang er beskrevet i 17. Aarh. af Sydenham.
Navnet C. har for øvrigt været anvendt for fl.
andre Sygdomme (Epilepsi, Paralysis agitans o.
a.), idet det kun angav, at den paagældende
Sygdom var ledsaget af krampagtige
Sammentrækninger i Muskulaturen, navnlig i
Lemmerne, saa at Bevægelserne i disse kunde komme
til at ligne Dansetrin ell. Figureren. C. major
er i Modsætning til minor ingen Sygdom i egl.
Forstand, men kun et Symptomkompleks, der
kan findes hos Hysteriske og Epileptiske.
Saavel til C. major, som til C. minor er Helgenen
Skt Vitus’ Navn knyttet, og Legenden fortæller,
at unge, dansende Kvinder sluttede Ring om
ham, for at forføre ham. Skt Vitus har
imidlertid her taget Skt Johannes’ Plads som
Værnehelgen, idet Navnet Skt. Johannes Dans er langt
ældre end Skt Vitus (Veits) Dans. At dette har
kunnet ske, er forstaaeligt, da begge Helgeners
Dage falder ved Sommersolhvervstid, og man
forklarer derfor Betegnelsen Skt Veits Dans
kulturhistorisk ved at betragte den som et Levn
af Dansene, der fandt Sted ved de hedenske
Solhvervsfester. Ved disse bragtes Offere af
samme Art (sorte Høns og andre Dæmondyr)
som dem, Nutidens Folkemedicin anvender for
at opnaa Helbredelse. Ogsaa Betegnelsen
morbus solstitialis (Solhvervssygdom) peger direkte
paa den hedenske Oprindelse af Dansen. — De
tidligste Epidemier af Skt Veits Dans var
typiske Dansesygeepidemier (1021: Kolbig i Dessau,
1237 i Erfurt, 1278 i Utrecht, 1375 i Aachen,
1376 i Echternach, 1417—18 i Strassburg).
Tusinder og atter Tusinder af Mennesker kom i
Ekstase og sprang og dansede, ofte i hele
Processioner, saa længe til de styrtede afmægtige
om. Enten fik man sit Helbred igen, ell. man
dansede sig til Døde. Til Skt Veits Kapel i Zabern
og i Ulm valfartede paa denne Maade uhyre
Menneskemængder. De ovenanførte Aarstal viser
delvis, at den vidt udbredte Anskuelse, at Skt
Veitsdansen første Gang skal have vist sig 1374
i Aachen, er falsk. Danseprocessionerne har
holdt sig til vore Dage i
Echternacher-Processionen ell. Willibrodus-Dansen, der skal være
kommet i Brug 1374, efter at en Danseepidemi
var ophørt. Processionen holdes Tirsdag i
Pinsen, og Deltagerne, ofte over 10000, danner Rk.
og bevæger sig i Spring, tre frem og eet tilbage,
mod Skt Veits’ Katedral. P. Breughel har i en
Rk. Stik vist, hvorledes de dansende saa ud paa
hans Tid. (Litt.: Hecker, »Die Tanzwuth«
[Berlin 1832]; Krier, La procession dansante
ou le pélérinage au tombeau de St Willibrod à
Echternach [Luxembourg 1870]).
J. S. J.
Choregeion [kor-↱gæ^i-], gr., Stedet, Lokalet,
hvor i Oldtiden Koret til de dram. og sanglige
Opførelser indøvedes. Det paahvilede
Choregos at sørge derfor paa egen Regning.
H. A. K.
choregiske Mindesmærker [kor-], se
Choregos og Lysikrates-Monumentet.
Choregos [kor-] (gr.) kaldtes i Oldtiden den
Borger, hvem Opstillingen og Indøvelsen af
Koret til de dram. og lyriske Opførelser ved de
store Fester paalagdes. I Athen, hvorfra
Forholdet er bedst kendt, var dette lovordnet fra
Kleistenes’ Tid, c. 500 f. Kr. Udstyrelsen af Kor
var en af de meget betydelige særlige Skatter
(Leiturgier), der efter visse Regler paalagdes
velhavende Borgere. C. skulde samle
Kordeltagerne, »Choreuterne«, til Tragedier 12—15, til
Komedier 24, sørge for Lokale til Indøvelsen,
Musik og Lærere, Dragt og Udstyr til Opførelsen.
Omkostningerne vekslede meget, men var altid
betydelige; for et dram. Kor vides ydet 3000
Dnachmer, for et komisk endog 5000. Til Gengæld
havde C. ved Festopførelsen Æresrettigheder,
særlig Dragt o. l. Sejrede hans Kor i den
Væddekamp, som saadanne Opførelser var,
optegnedes hans Navn i de officielle Lister; han kunde
faa en Æreskrans ell. (mest ved lyriske Kor og
da sammen med sin Fyle [Stammen]) en
Bronzetrefod som Kamppris. Trefoden havde han Ret
til at opstille offentligt, atter for egen Regning;
dette fik særlig Bet., idet den Underbygning,
hvorpaa Opstillingen skete, ofte blev anselig,
kunstnerisk og arkitektonisk udstyret, og med
Indskrift, der bevarede Mindet om C. og hans
Sejr. Adskillige fandtes samlede i »Trefodgaden«
ved Akropolis’ østre Fod, hvoraf ogsaa det
eneste til vor Tid helt bevarede af disse
choregiske Mindesmærker, det skønne
Lysikrates-Monument, fra 335—34 f. Kr.
Delvis bevarede er Thrasyllos- og
Nikiasmonumenterne (319) og fremdeles nogle
choregiske Relieffer. — C. kaldtes ogsaa
Korføreren.
H. A. K.
Choreus [ko-] (gr. χορεῖος), andet Navn paa
Versefoden Trokæ (-⏑).
K. H.
Choriambe [kor-] (gr.), en af en Choreus
(= Trokæ) og en Jambe sammensat Versefod:
-⏑⏑-. C. udgør en væsentlig Del af det
asklepiadeiske Metrum, som især Horats har
benyttet.
K. H.
Chorioïditis [↱ko-] ell. Choroiditis er
en Betændelse i Øjets Aarehinde. Aarsagerne er
til Dels ukendte, til Dels skyldes den
konstitutionelle Sygdomme, særlig Syfilis. Sygdommen
forløber ofte ubemærket, naar kun de perifere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
