Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cathelineau, Jacques, Vendée'ernes Fører, (1759-1793) - Cathérine, Loch, en af Skotlands smukkeste Bjergsøer, i det vestlige Højskotland, Perthshire - Catilina, Lucius Sergius, Anstifteren af den efter ham opkaldte Sammensværgelse i Rom - Catilinariske Eksistenser, Personer, der, som Catilina, intet har at tabe og derfor vove alt. - Catina, nu Catania, Oldtidsby paa Østkysten af Sicilien, ved Foden af Ætna - Catinat, Nicolas, fr. Marchal, (1637-1712)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Cathelineau [katli↱no], Jacques, Vendée’ernes
Fører, f. 5. Juni 1759, d. 11. Juli 1793. Han var
ved Revolutionens Udbrud Vognmand i sin
Fødeby Pin-en-Mauge i Nedre Anjou. Gæringen
i Vendée 1793, der 12. Marts kom til Udbrud,
kaldte C. frem til Handling. Han samlede en
Skare Bønder og indtog Cholet, hvor han kom
i Besiddelse af Vaaben og Ammunition. Han
tjente i Beg. under andre Førere, men allerede
12. Juni valgte Folket ham til øverste Chef. Han
planlagde straks et Angreb paa Nantes, idet han
haabede ved dennes Erobring at komme i
Besiddelse af en Havn og derved opnaa
Forbindelse med England. Angrebet mislykkedes
imidlertid. C. saaredes dødeligt 29. Juni og
Bondehæren opløstes. C. var i Besiddelse af et
ualmindeligt Mod, havde udprægede
Føreregenskaber og forstod ved sin glimrende
Veltalenhed at begejstre Bønderne. Man gav ham af
Hensyn til hans Fromhed Navnet Le Saint
d’Anjou. (Litt.: Vie de C. [1821]; Port, La
Légende de C. [1893]; Abbé Bossard,
Questions Vendéennes, Cathelineau généralisme
de la grande armée catholique et royale [1893];
Muret, Vie populaire de C. [1895]).
B. P. B.
Catherine, Loch [↱£åк-↱käþərin ell. -ra^in],
en af Skotlands smukkeste Bjergsøer, i det
vestlige Højskotland, Perthshire, er besunget af
Walter Scott i Digtet: The Lady of the lake.
L. C. er 13 km lang, 143 m dyb og ligger 111 m
o. H.; gennem en 71 km lang underjordisk
Tunnel ledes dens Vand ned til Glasgow for at
tjene som Drikkevand. Dens egl. Afløb er
Teith, der lidt V. f. Stirling forener sig med
Forth.
G. Ht.
Catilina, Lucius Sergius, Anstifteren
af den efter ham opkaldte Sammensværgelse i
Rom, tilhørte en patricisk Slægt og var født 108
f. Kr., død 62. Som ivrig Tilhænger af Sulla blev
han under dennes Proskriptioner berygtet for
sin Pengebegærlighed og Grusomhed; hans
Udsvævelser bragte ham i stor Gæld, og da han,
efter at have været Prætor (68), fik Prov.
Afrika, udnyttede han denne saaledes, at der
rejstes Anklage imod ham. Paa den Tid var
Pompejus i Asien for at bekrige Mithridates;
det demokratiske Parti saa med Ængstelse frem
mod hans Tilbagekomst; i selve Rom var der
under den alm. Opløsning udbredt Misfornøjelse
og dermed en udmærket Jordbund for
Sammensværgelser, ved hvilke C. spillede en stedse
mere fremragende Rolle, om end i Beg. især
som Redskab for Demokratiets Førere Cæsar
og Crassus. Det første Anslag (65), der gik ud
paa at myrde Konsulerne og en stor Del af
Senatet, kom dog ikke til Udførelse. I Foraaret
63 stræbte C. at blive Konsul; men i hans Sted
valgtes Cicero, der drog sin upaalidelige
Kollega, G. Antonius, over til sig ved at overlade
ham den rige Prov. Makedonien. Nu maatte C.
gribe til en voldsom Omvæltning; Cicero blev
dog underrettet om hans Planer og forebragte
21. Oktbr 63 Sagen i Senatet, der bemyndigede
Konsulerne til at træffe Foranstaltninger mod
den truende Fare. Det lykkedes heller ikke C.
at sætte sit Valg til Konsul igennem for Aaret
62, og han bestemte sig nu til at gribe til
Vaaben; hans Tilhænger, Manlius, rejste
Oprørsfanen i Fæsulæ i Etrurien, medens C. selv
agiterede i Rom. En Plan til at myrde Cicero
mislykkedes dog (7. Novbr), og da Cicero nu
anklagede C. (i den første catilinariske Tale),
forlod denne Rom. De tilbageblevne af hans
Tilhængere, især Prætoren Cornelius Lentulus,
Cethegus o. a., søgte at vinde nogle allobrogiske
Sendemænd for deres Planer; men disse
forraadte Sagen til Cicero, der derved fik
skriftlige Beviser i Hænde; de Sammensvorne blev
fængslede, og Senatet besluttede, at de skulde
henrettes, skønt Cæsar modsatte sig denne mod
Loven stridende Afgørelse; endnu samme Nat
blev de kvalte i Fængslet. Mod C. og hans
Tilhængere uden for Rom udsendtes Konsulen
Antonius, der dog overlod Befalingen til sin Legat,
Petrejus, og i Slaget ved Pistoria (Febr 62) faldt
C. og næsten alle hans Tilhængere efter modigt
Forsvar. — Af Sammensværgelsen har Sallust i
sit Skrift: Bellum Catilinarium givet en livfuld,
men meget partisk Skildring. (Litt.: Stein,
»C. und die Parteikämpfe in Rom der Jahre
66—63« [Dorpat 1883]; G. Bang, »C.« [Kbhvn
1902]).
Kr. E.
Catilinariske Eksistenser, Personer, der,
som Catilina, intet har at tabe og derfor
vove alt.
Catina (gr. Κατάνη), nu Catania,
Oldtidsby paa Østkysten af Sicilien, ved Foden af
Ætna, anlagt 729 f. Kr. som gr. Koloni af
Chalkidiere. En af de ældste Lovgivere, Charondas,
var f. og virkede i C. i 7. Aarh. Byen laa
heldigt, med godt Opland og blev anselig ved
Handel. 476 fordreves Indbyggerne af Hieron
i Syracus og flyttedes til Leontinoi, medens
Dorere fra Syracus og Peloponnes befolkede C.,
der til 461 bar Navnet Aitna. Kort efter Hieron’s
Død genvandt Borgerne deres By. 403 ødelagt
af Dionysios og en Tid befolket af hans
kampanske Lejetropper, medens Indbyggerne
solgtes som Slaver. Senere regerede hjemlige
Eneherskere, indtil C. i 1. puniske Krig blev rom.
Trods alt hævdede Byen sig rigt og virksomt, om
end Jordskælv og Lavaudbrud gjorde alt
usikkert. Strabon kalder den næst Messana den
folkerigeste By paa Sicilien. Ogsaa i kristelig
Tid havde C. Bet. En Rundkirke tilskrives Skt
Peter, og under Konstantin blev den Bispesæde.
H. A. K.
Catinat [kati↱na], Nicolas, fr. Marchal, f.
1. Septbr 1637, d. 25. Febr 1712. Han begyndte
som Advokat, men opgav denne Stilling og
traadte ind i et Rytterregiment. Hurtigt viste
han gode mil. Egenskaber, deltog i Krigen
1672—78 i Nederlandene, hvor han tjente i Condé’s
Stab, blev Brigadegeneral og efter Freden
Guvernør i Dunkerque. 1681 satte han sig ved
Bestikkelse i Besiddelse af den faste Plads Casale,
blev senere Statholder i Luxembourg, kæmpede
ved Rhinen og forfremmedes til Generalløjtnant.
1690 førte han første Gang selvstændig
Kommando mod Hertugen af Savojen, slog ham ved
Staffarda og underkastede sig hele Savojen.
1691—93 maatte han kæmpe mod betydelig
Overmagt, men hindrede dog Hertugen af
Savojens Indfald i Frankrig, idet han besejrede
ham ved Marsaglia. Til Belønning herfor fik han
Marchalstitlen. 1696 lykkedes det ham at vinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
