Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cassiterides insulæ (lat.), Tinøerne, det fra de gl. Kulturlande fjerne og ubekendte Sted, hvorfra Tinnet hentedes - Cassiterit, d. s. s. Tinsten. - Cassius, - 1) Spurius G. Viscellinus, rom. Konsul allerede 502 f. Kr. - 2) Gajus C. Longinus, Hovedanstifteren af Mordet paa Cæsar - 3) Lucius C. Longinus, Broder til ovennævnte - 4) Quintus C. Longinus, Brodersøn til de to foregaaende - 5) G. Parmensis, var en af Cæsar's Mordere og sluttede sig til Gajus Cassius - 6). C. Chærea, den rom. Kejser Galigula's Morder, blev henrettet paa Kejser Claudius' Bud. - 7) C. Avidius, se Avidius. - Cassivellaunus, Fyrste over de britiske Cassier (N. f. Themsen) - Cassone (ital.), Kasse, Kiste, særlig brugt som Betegnelse for den ital. Gotiks og Renaissances Kister - Cassuben, Christian, dansk Boghandler og Bogtrykker i 17. Aarh. - Castagno, Andrea del, ital. Maler, (c. 1400-1457)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Allerede for fønikiske og gr. Søfarere i
forhistorisk og tidlig hist. Tid var Tin en vigtig
Handelsvare. De hentede det dog næppe paa
Hjemstedet, men paa Stabelpladser i Spanien,
hvortil (keltiske?) Søfarere vel havde bragt det.
C. i. antoges at ligge NV. f. Spanien; senere
fæstedes Navnet mest til Scilly-Øerne. I
Virkeligheden fandtes Tinnet i Cornwall. — Ordet
kassiteros har bredt sig til Indien, Arabien og
Nordafrika, og det findes i slaviske Sprog, et
Vidnesbyrd om Tinhandelens store Bet. Ordet
er mulig ikke opr. gr., men keltisk.
H. A. K.
Cassiterlt, d. s. s. Tinsten.
Cassius, 1) Spurius C. Viscellinus,
rom. Konsul allerede 502 f. Kr., ligesom senere
493, da der sluttedes Forbund mellem Romerne
og Latinerne, samt endelig 486, da Hernikerne
optoges i Forbundet. I det sidste Aar skal han
have stillet Forslag om at give Plebejerne
Adgang til Del i de nyerhvervede Statsjorder; men
Ophavsmanden til denne første »Agerlov« blev
saa anklaget for at stræbe efter
Kongeværdigheden og nedstyrtet fra den tarpejiske Klippe.
2) Gajus C. Longinus, Hovedanstifteren
af Mordet paa Cæsar, var 54 f. Kr. Kvæstor hos
M. Crassus under Felttoget i Syrien og
reddede, efter Crassus’ Nederlag, Hærens
Levninger (53). Efter at være vendt tilbage til Rom
sluttede han sig til Senatspartiet og blev af
Pompejus udnævnt til Flaadeanfører; efter
Slaget ved Pharsalus overgav han sig til Cæsar,
der tog ham til Naade og gjorde ham til sin
Legat. Aar 44 udnævntes han tillige med M.
Brutus til Prætor; men af Hjertet var han
stadig Cæsar fjendsk, og det lykkedes ham at
stifte den Sammensværgelse, der førte til
Diktatorens Mord. Snart efter maatte C. forlade
Rom; han drog til Syrien, som allerede Cæsar
havde givet ham til Prov., og her samlede han
betydelige Hærmasser, med hvilke han forenede
sig med M. Brutus. I Egnen ved Philippi kom
det til et Slag mellem dem og Triumvirerne
(42); paa sin Fløj blev C. overvundet af
Antonius, medens Brutus sejrede over Oktavian. C.
troede dog ved en Misforstaaelse, at ogsaa
Brutus havde lidt Nederlag, og lod sig dræbe af en
Frigiven; Brutus begræd sin faldne Ven som
»den sidste Romer« og lod ham jordfæste i
Thasos.
3) Lucius C. Longinus, Broder til
ovennævnte, stod under Borgerkrigen mellem Cæsar
og Pompejus paa den førstes Side og deltog med
Hæder i de Kampe, der gik forud for Slaget
ved Pharsalus (48 f. Kr.). Efter Cæsar’s Mord
(44) blev C. uenig med Antonius og flygtede
derfor til Asien; Antonius benaadede ham dog
efter Slaget ved Philippi.
4) Quintus C. Longinus, Brodersøn til de
to foregaaende, var 54 f. Kr. Pompejus’
Kvæstor i Spanien, hvor han gjorde sig grundig
forhadt ved sine Udpresninger. Aar 49 stod han
som Folketribun paa Cæsar’s Side og førte
dennes Sag i Rom ved Senatsforhandlingerne i
Aarets første Dage, hvorefter han sammen med
M. Antonius flygtede til Cæsar. Han fulgte siden
denne til Spanien og blev udnævnt til Statholder
her; ligesom tidligere vakte hans Styrelse dog
den største Misnøje, og han maatte til sidst
forlade Provinsen. Paa Hjemrejsen omkom han
ved et Skibbrud i Ebro-Mundingen (47).
5) C. Parmensis, saaledes kaldet efter sin
Fødeby Parma, var en af Cæsar’s Mordere og
sluttede sig til Gajus Cassius, til hvis
Undsætning han vilde føre en Del Skibe. Da han hørte
om den ulykkelige Udgang af Slaget ved
Philippi (42 e. Kr.), sejlede han til Sicilien til
Sextus Pompejus; med denne drog han 36 til
Asien, men her gik han over til Antonius. Efter
Slaget ved Actium blev C. henrettet paa
Oktavian’s Befaling (31). Han var ogsaa Digter og
skrev Tragedier, Satirer o. a., hvoraf intet er
levnet.
6) C. Chærea, den rom. Kejser Caligula’s
Morder, blev henrettet paa Kejser Claudius’ Bud.
7) C. Avidius, se Avidius.
Kr. E.
Cassivellaunus, Fyrste over de britiske
Cassier (N. f. Themsen), var 54 f. Kr. Anfører
for de mod Cæsar forenede Stammer, men
kunde dog hverken hindre Cæsar’s Overgang over
Themsen ell. mod ham hævde sin befæstede
Lejr, skønt den laa midt i Skove og Sumpe. Han
underkastede sig saa og købte ved at stille
Gidsler og betale Tribut Cæsar til at drage bort fra
Britannien.
Kr. E.
Cassone (ital.), Kasse, Kiste, særlig brugt
som Betegnelse for den ital. Gotiks og
Renaissances Kister, ofte værdifulde Kunstarbejder,
der i 15. Aarh. smykkedes med Stukornamenter
og Malerier ell. stundom med Indlægning,
medens de i 16. Aarh. fik mere svungne Former
og gerne prydedes med Snitværk.
C. A. J.
Cassuben, Christian, dansk Boghandler
og Bogtrykker i 17. Aarh. C. fødtes i
Mecklenburg (Fødeaaret ukendt), hvor Faderen var
Præst. Efter at være indvandret til Danmark,
aabnede han Bogudsalg bl. a. i Nikolaj Kirke i
Kbhvn. 1660 fik han Bevilling til at »negotiere«
i Norge, og 1669 udvidedes Bevillingen til »selv
eller ved sin Fuldmægtig udi vore Købstæder
og Provinser udi Danmark og Norge, saavel paa
fri Markeder som paa alle andre Tider fri og
ubehindret med alle trykte Skrifter og Bøger
handle og negotiere, saa længe han ingen
forbudne Materier sælger«. C. blev en meget
velstaaende Mand, men han havde kun ringe
Respekt for den litterære Ejendomsret. 1661
optrykte han saaledes, oven i Købet under eget
Udgivernavn, Joachim Moltke(n)s »fuldkomne«
Salmebog fra 1640, og 1680 eftertrykte han
Dorthe Engelbrechtsdatters Salmer, hvorover D. E.
hævnede sig ved et »Æredigt over Trykkerens
berømmelige Gerninger«. C. døde 1693. Af alle
Bogsælgere fra den Tidsalder er C. den eneste,
hvis Portræt kendes; det findes gengivet i
Nyrop: »Den danske Boghandels Historie«.
J. L. L.
Castagno [ka↱stanjo], Andrea del, ital.
Maler, f. c. 1400 i Castagno ved Firenze, d,
smst. (hans Virkested), af Pest 1457, er en af
Banebryderne for det ny i Italiens Kunst; hans
djærve Realisme sysler med Forkærlighed med
Perspektiv og Forkortning; han er Begynderen,
der ikke naar Forbillederne Donatello og
Masaccio, men hans temperamentsfulde stort
anlagte Kunst viser en udpræget Individualitet.
C. var Elev af P. Uccelli; i Firenze malede han
adskillige dekorative Freskoarbejder og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
