- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader /
612

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carus, Julius Victor, tysk Zoolog og Anatom, (1823-1903) - Carus, M. Aurelius, rom. Kejser (282-83 e. Kr.) - Carus, T. L., se Lucretius. - Caruso, Enrico, ital. Operasanger, Tenor, (1871- ) - Carus Sterne, se Krause, E. L. - Carutti di Cantogno, Domenico, ital. Historiker (1821-1909) - Carvajal, Juan de, sp. Kardinal (1399-1469) - Carvakrol (Cymofenol), C6H3(CH3)(C3H7)OH - Carvalho, José da Silva, portug. Statsmand (1782-1845) - Carvalho, Léon (egl. Carvaille ), fr. Teaterdirektør, (1825-1897) - Carvalho, Marie Caroline Felix-Miolan, fr. Operasangerinde (Sopran, lyriske Partier), (1827-1895) - Carver, Jonathan, eng. Rejsende (1732-80)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

litterære Arbejder maa fremhæves: »Zur
näheren Kenntniss des Generationswechsels« (1849);
»System der thierischen Morphologie« (1853);
Icones zootomicæ (1857); Prodromus faunæ
mediterraneæ
(2 Bd, 1885—93). I Forening med
A. Gerstäcker udgav han »Handbuch der
Zoologie« (2 Bd, 1863—75), og sammen med W.
Engelmann publicerede han 1861 et bibliografisk
Værk, Bibliotheca zoologica (2 Bd). Resultaterne
af hans historisk-zoologiske Studier er nedlagte
i hans »Geschichte der Zoologie« (12. Bd af
»Geschichte der Wissenschaften« [München
1872]). Fra 1878 til sin Død var han Udgiver
af det ansete Tidsskrift »Zoologischer Anzeiger«.
Ogsaa som Oversætter af Darwin’s Arbejder
har han indlagt sig Fortjeneste.
(J. C.). R. H. S.

Carus, M. Aurelius, rom. Kejser
(282—83 e. Kr.), var Prætorianpræfekt under Kejser
Probus, efter hvis Drab Soldaterne udraabte C.
til Kejser. Efter at have udnævnt sine Sønner
Carinus og Numerianus til Cæsarer, drog han
med den sidste mod Perserne og undertvang
Mesopotamien; men allerede 283 døde han i
sin Lejr hinsides Tigris ell. blev efter andre
dræbt af Lynet i sit Telt.
Kr. E.

Carus, T. L., se Lucretius.

Caruso, Enrico, ital. Operasanger, Tenor,
f. 1871 i Neapel som Søn af en fattig
Landsbysmed, fik, efter at have ladet sine pragtfulde
Stemmemidler uddanne, Engagement i Palermo
og var en Aarrække den mest feterede og højest
betalte af de Sangstjerner, der bærer
Repertoiret paa de store internationale Operascener i
Europa og Amerika.
S. L.

Carus Sterne [-∫tærnə], se Krause, E. L.

Carutti di Cantogno [-tonjo], Domenico,
ital. Historiker (1821—1909), gav sig tidlig af med
Huset Savojens Historie og skrev Vittorio Amadeo
(1856) og Carlo Emanuele III (1859). Han blev
derfor 1859 Generalsekretær i det sardinske
Udenrigsministerium, valgtes 1860 til
Deputeretkammeret, samt paa ny 1870—76 og var 1862—69
Sendemand i Haag; blev derefter Statsraad og
1889 Senator. Endvidere skrev han Storia della
diplomatia della casa di Savoia
(4 Bd, 1875—80)
og Storia della casa di Savoia durante la
revoluzione e l’imperio françese
(2 Bd, 1892), og blev
kgl. Historiograf.
E. E.

Carvajal [karva↱кal], Juan de, sp. Kardinal
(1399—1469). Som en grundig Kender af
kirkelig og verdslig Ret blev han Auditør ved Rotaen,
Guvernør i Rom og pavelig Legat. Han deltog i
Kirkeforsamlingen i Basel, rejste rundt i
Tyskland og Böhmen for at forsvare Romerkirken
mod Hussitternes Angreb og var i Belgrad, da
Hunyades sejrede over Muhammed II (1456).
Pave Eugen IV gjorde ham til Kardinal 1446.
L. M.

Carvakrol (Cymofenol), C6H3(CH3)(C3H7)OH,
findes i den æteriske Olie af Saturcia- og
Origanum-Arterne og lader sig udtrække af
denne med en Opløsning af Natriumhydroxyd;
af denne Opløsning udrystes det med Æter. C.
er isomer med Carvol og kan faas ved Kogning
af dette med Fosforsyre; ligeledes opstaar det
ved Kogning af Kamfer med Jod og ved
Ophedning af Cymolsulfonsyre med Kaliumhydroxyd.
C. stivner krystallinsk i en Kuldeblanding,
smelter ved henimod 0° til en tyk Olie, der koger
ved 237°.
(O. C.). R. K.

Carvalho [kər↱valju], José da Silva, portug.
Statsmand (1782—1845), blev 1810 Dommer og
sluttede sig tidlig til de frisindede Bestræbelser.
Efter Revolutionen 1820 blev han
Understatssekretær under den foreløbige Regering og
1821—23 Justitsminister. Han maatte flygte til
England for Dom Miguel’s Reaktion, vendte tilbage
1826, men maatte paa ny flygte Juni 1828. I
London arbejdede han virksomt for Dom
Pedro’s Tog til Portugal og fulgte 1832 selv med;
blev Finansminister og styrede med Dygtighed
indtil Novbr 1835. Han tog Del i det
konservative Partis Forsøg Novbr 1836 paa at faa
Grundloven af 1826 sat i Kraft paa ny og maatte atter
forlade Landet i flere Maaneder; men da
Forsøget lykkedes 1842, blev han Medlem af
Statsraadet indtil sin Død.
E. E.

Carvalho [karva↱lo], Léon (egl. Carvaille
[kar↱vɑ.j]), fr. Teaterdirektør, f. i Kolonierne
1825, d. i Paris 1897, blev engageret 1847 som
Sanger ved Opéra comique i Paris og ægtede
1853 Mlle Miolan (se ndf.), der allerede
dengang var en af dette Teaters mest fremragende
Kunstnerinder. 1856 overtog han Ledelsen af
Théâtre lyrique og kæmpede i over 12 Aar med
alskens Vanskeligheder, særlig af finansiel
Natur, der endelig til sidst nødte ham til at opgive
Kampen. 1872—74 ledede han Vaudevilleteatret,
og 1876 blev han kaldet til Direktør for Opéra
comique
, som det lykkedes ham at holde i høj
Anseelse, indtil den voldsomme Ildsvaade 25.
Maj 1887 gjorde Ende paa hans Administration.
Han blev anklaget som personlig ansvarlig, men
frikendt, og 1891, da Opéra comique, der endnu
var provisorisk anbragt i Théâtre lyrique’s gl.
Bygning, paa ny gik sin Undergang i Møde,
blev C. kaldet til at overtage Ledelsen, som han
beholdt til sin Død.
S. L.

Carvalho [karva↱lo], Marie Caroline
Felix-Miolan
, fr. Operasangerinde (Sopran,
lyriske Partier), f. 31. Decbr. 1827 i Marseille,
d. i Puys 10. Juli 1895. C. gennemgik 1843—47
Paris-Konservatoriet og debuterede 1849 paa
Opéra comique, hvor hun navnlig gjorde Furore
i »Jeannettes Bryllup«. 1853 ægtede hun ovenn.
Léon C. og gik 1856 som Primadonna til
Théâtre lyrique, hvis Ledelse han fik overdraget.
Her optraadte hun bl. a. i »Figaros Bryllup«,
»Mireille« og som Margrete i »Faust«, hendes
ypperste Parti. 1860 var C. knyttet til den
italienske Opera i London, optraadte derpaa
ved Koncerter i Udlandet og i Provinserne, og
1869—70 var hun engageret ved den store Opera
i Paris (Marguerite i »Hugenotterne«, Margrete
i »Faust«, Ophelia i »Hamlet«). Efter et kort
Engagement ved Opéra comique (1872) vendte
hun (1875) tilbage til den store Opera, men
fulgte 1876 igen sin Mand tilbage til Opéra
comique
.
S. L.

Carver [↱ka.əvə], Jonathan, eng. Rejsende
(1732—80), traadte 1756 ind i den britiske Armé
og anførte senere med Bravur et Kompagni
Provincialtropper i Krigen mod Franskmændene
i Kanada. 1766 foretog han en Forskningsrejse
til øvre Mississippi og Øvresøen. Efter i Løbet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:49:10 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/4/0658.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free