Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carmenta (lat.), olditalisk Gudinde, der bl. a. dyrkedes i Rom, i Nærheden af Porta Carmentalis - Carmentalis porta, en af Portene paa den serviske Mur i Rom, mellem Tiber og Capitolium - Carmer, Johann Heinrich Casimir v., tysk Storkansler, (1721-1801) - Carmiencke, Johann Hermann, dansk Landskabsmaler og Raderer, (1810-1867) - carmina burana kaldes en Samling latinske (ogsaa tyske og lat.-tyske) Sange - Carminativa, Midler mod Luftansamling (Vinde) i Tarmkanalen - Caminit, et Mineral, Pb3As2O8,10FeAs04/ - Carmona, By i Sydspanien, Prov. Sevilla, ligger 30 km NØ. f. Sevilla - Carmontelle, Louis Carrogis, kaldet C., fr. dram, Forf. (1717-1806) - Carna (lat.), rom. Gudinde, som vaagede over Legemets Ernæring - Carnac, (Querrec, Kerrec, bretonsk, »Stenstedet«), fr. Kommune og Flække i Lorient, Dept. Morbihan, Bretagne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
levende Bevidsthed om hende og saa i C. ofte en
Spaadomsgudinde, idet de afledte hendes Navn
af carmen (Digt). — Et hyppig fortalt Sagn
satte C. i Forbindelse med Euander, der
skulde være indvandret til Latium fra
Arkadien. C., der gjaldt for hans Moder og opr.
skulde have baaret et andet, gr. Navn, fulgte
ham paa hans Tog og stod ham bi med sin
Spaadomskunst; efter hendes Død indviede
Euander et Alter til hende.
C. B.
Carmentalis porta, en af Portene paa den
serviske Mur i Rom, mellem Tiber og Capitolium.
Sagnet fortæller, at gennem den var 300 Fabiere
477 f. Kr. dragne ud til en Kamp imod Veji,
hvori de alle omkom; siden kaldtes Porten Porta
scelerata og blev skyet som ulykkebringende.
Kr. E.
Carmer, Johann Heinrich Casimir v.,
tysk Storkansler, f. 29. Decbr 1721 i Kreuznach,
d. 23. Maj 1801, fra 1750 juridisk Embedsmand
i Schlesien, hvor han steg til Justitsminister.
1779 udnævnte Frederik den Store C. til
Storkansler og Chef for Justitsforvaltningen, hvilken
Stilling han hævdede ogsaa under Frederik
Vilhelm II. C. har indlagt sig stor Fortjeneste af
Reorganisationen af det preuss. Retsvæsen; det
var ham, der kaldte C. G. Suarez til Berlin for
at tage Del i det omfattende Reformværk, og
C.’s Energi og Dygtighed skyldtes det, at
Arbejdet ikke led Skibbrud.
Fz. D.
Carmiencke [-↱meŋ-], Johann Hermann,
dansk Landskabsmaler og Raderer, f. i Tyskland
2. Novbr 1810, d. i Brooklyn 15. Juni 1867. C.
gik i Malerlære hos sin Broder i Hamburg,
uddannede sig fra 1831 i Malerkunst i Dresden
under J. C. Dahl, fra 1834 en kort Tid paa
Akademiet i Kbhvn. Her optraadte han hurtig
som udstillende Kunstner og gjorde Lykke (den
kgl. Malerisamling købte efterhaanden 6 af hans
Billeder), slog sig senere ned her og lod sig
naturalisere, men var jævnlig paa lange
Studierejser (1845—46 paa Stipendium i Italien), og
1851 flyttede han til New York, hvor han blev
Medstifter af Akademiet i Brooklyn, og hvor
hans livfulde, ret konventionelle og hurtig
skabte Kunst vandt stor Paaskønnelse. Sit bedste
har han vel ydet i Radererkunsten, som han
øvede fra 1835 (35 Blade, de fleste i Kbhvn’s
Kobberstiksamling); Kbhvn’s Kunstforening
udgav 1850—51 et Par Rækker af dem.
A. Hk.
carmina burana kaldes en Samling latinske
(ogsaa tyske og lat.-tyske) Sange, fundne i et
Haandskrift fra 13. Aarh. i det bayerske Abbedi
Benediktbeuern (deraf Navnet). De er for
største Delen forfattede af »Vaganter« ɔ:
omvandrende Studenter (clerici, Gejstlige) fra 11. og
12. Aarh., handler om alle mulige Emner, men
især om Vin og Kærlighed, og indeholder ganske
fortrinlig Lyrik. De er blevne Forbilleder for
megen senere tysk Studenterlyrik lige ned til
Scheffel; ogsaa i Danmark har de fundet
Efterligninger (Morten Børup). Udg. fuldstændig ved
Schmeller (2. Udg., Breslau 1883); Udvalg
ved Gröber: Carmina clericorum. Edidit
domus quaedam vetus (7. Udg., Leipzig 1890);
ogsaa Gaudeamus! Carmina vagorum selecta (2.
Udg., Leipzig 1879). (Litt.: Hubatsch, »Die
lat. Vagantenlieder des Mittelalters« [Görlitz
1870]; K. Franke, »Z. Geschichte d. lat.
Schulpoesie d. 12. u. 13. Jahrh.« [München 1879);
Ehrenthal, »Studien z. d. Liedern d.
Vaganten« [Leipzig 1911]; Moth, »Vagantviserne«
[Kbhvn 1913]).
A. B. D.
Carminativa, Midler mod Luftansamling
(Vinde) i Tarmkanalen, saaledes
Kamilleblomster, Fennikelfrø, Anisfrø, Pebermynteblade ell.
de æteriske Olier af disse Planter.
Lp. M.
Carminit, et Mineral, Pb3As2O8,1OFeAsO4, der
i Form af karminrøde, traadede Masser findes
ved Horhausen i Nassau.
O. B. B.
Carmona [-↱måna], By i Sydspanien, Prov.
Sevilla, ligger 30 km NØ. f. Sevilla, (1900) 17215
Indb. C. har Ruiner af et maurisk Slot og
driver Vin- og Olieavl. C. er af keltiberisk
Oprindelse og kaldtes i Oldtiden Carmo; i 13. Aarh.
var C. Sæde for en arab. Fyrste, indtil den 1247
erobredes af Ferdinand III af Kastilien.
H. P. S.
Carmontelle [karmǡ↱tæl], Louis Carrogis,
kaldet C., fr. dram. Forf. (1717—1806), var
Forelæser og Festarrangør hos Hertugen af
Orléans og forfattede til Brug i Selskabslivet en
utrolig Masse smaa dram. Scener og Proverber,
der trods den improviserede Karakter vidner
om Iagttagelsesevne og er skrevne i et vittigt
Sprog. Af disse Proverbes dramatiques udkom
8 Bd 1768—81 (bedre Udgave 1822 i 4 Bd) og
efter hans Død 2 Bd Nouveaux proverbes
dramatiques (1811). C. har desuden skrevet Théâtre
de campagne (1775, 4 Bd) og utallige andre
Ting; hans efterladte Skr skal have udgjort
over 100 Bd; deraf udgav Mme. de Genlis
Pièces inédites (1825, 3, Bd). Mange Teaterdigtere
har øst af C.’s Ideer og Motiver.
S. Ms.
Carna (lat.), rom. Gudinde, som vaagede over
Legemets Ernæring. Paa hendes Festdag, 1.
Juni, var kraftig Bondekost (Flæsk, Bønner og
Spelt) en staaende Ret. Ovid sammenblandede
C. med en anden Gudinde, Cardea,
C. B.
Carnac [kar↱nak], (Querrec, Kerrec,
bretonsk, »Stenstedet«), fr. Kommune og Flække
i Lorient, Dept. Morbihan, Bretagne, bekendt
ved sine store alignements, Grupper af oprejste,
indskriftløse Sten. Tallet er meget stort; ved
1750 forefandtes c. 4000, i 1908 opgives endnu
at kunne tælles 2730. Grupperne strækker sig i
øst—vestlig Retning over c. 3 km i 3 større
Samlinger. Ved Menec 1169, af 0,6—4 m Højde,
i 11 Rk.; ved Kermario 982 i 10 Rk., hvori
Højden veksler fra 0,5—6,40 m; ved Kerlescan 579,
hvoraf de 540 er ordnede i 13 Rk., og 39 danner
en Art aaben Omhegning om et Jordstykke;
Grupperne ved Menec og Kermario er c. 100 m
lange. En fjernere Gruppe i Kommunen
Erdeven, N. f. Carnac, tæller 1129 Sten i 10 Rk. I
nær Tilslutning til Stenrækkerne findes stensatte
Gravkamre og Høje, den største Mt St Mihiel,
20 m høj; de synes alle at være fra Stenalderen.
Det er uvist, hvornaar Stengrupperne er rejste
og i hvilket Øjemed. Man har forklaret dem
paa religiøs, symbolsk Maade, som Soltempler,
Offersteder, Mindestene for Enkeltpersoner ell.
Begivenheder (jfr Menhir). Der er ved nogle
af dem fundet Kul- og Askelag m. m., som tyder
paa foretagne Ofringer, der dog ikke
nødvendigt er fra Oldtiden. Snarest maa de henføres
til en senere Del af Stenalderen. De har givet
Anledning til forsk. Sagndannelser. Et Sagn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
