Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cappelen, Herman August, norsk Landskabsmaler, (1827-1852) - Cappelen, Jørgen Wright, norsk Boghandler, (1805-1878) - Cappelenit, et grønlig brunt, meget sjældent Mineral, der er fundet i en lille Gang i Syenitten ved Langesundsfjorden (Norge) - Cappelle (Capelle), Jan van de, holl. Marinemaler og Raderer, (1624/5-e. 1679) - Cappeller, Karl, tysk Sanskritist, (1840- ) - Cappello, Bianca, (1548-1587)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1852 i Düsseldorf. Barneaarene, som han
tilbragte paa sin Fædrenegaard »Holden« i
Telemarken, lagde Grundlaget til den stærke
Naturfølelse, der kom til at præge hans Kunst.
Efter at være blevet Student 1845 kom han til
Kria, hvor han lærte Gude at kende. Efter kort
Tids Tegneundervisning hos denne, bestemte
han sig til at blive Maler og rejste Høsten
1846, efter en Studietur sammen med Gude, til
Düsseldorf, hvor han blev Prof. Schirmer’s
Elev. Ved et Sommerbesøg hjemme 1850 kom
hans egen Personlighed først for Alvor til
Udfoldelse, og hans Produktion tilhører derfor
væsentlig hans to sidste Leveaar. Den sidste
Vinter malede han alle sine Hovedværker, de
tre store Billeder i Kunstmuseet i Kria:
»Skogtjern«, »Skoglandskap« og »Utdøende Urskog«,
samt en »Høstmorgen«, der blev solgt i
Udlandet. I disse melankolske, stemningsrige
Værker er C. en storstilet, fantasifuld Romantiker
af en langt yppigere og personligere Art end
sine norske Samtidige. Hans Evner som
Kolorist kommer dog bedre til sin Ret i hans
Friluftsstudier, oftest med Motiver fra Skoven;
her er han langt mere Naturalist. En Række
af disse Studier findes i Kunstmuseet i Kria.
Ved sin Død stod C. netop i Færd med at blive
en kendt Kunstner. Af den norske Romantiks
Landskabsmalere er C. ubetinget den
betydeligste. (Litt.: Rolf Thommesen, »C. og
hans Samtid« [Kria 1906]).
E. L-w.
Cappelen, Jørgen Wright, norsk
Boghandler, f. i Porsgrund 10. Aug. 1805, d. 6.
Oktbr 1878. Efter 1824 at være blevet Student
sendtes han det flg. Aar af det danske
Missionsselskab til Seminariet i Basel for at uddannes
til Missionær paa Guinea-Kysten, men opgav
1827 p. Gr. a. svigtende Helbred denne Plan,
hvorpaa han 1829 oprettede en Boghandel, den
første egl. Boglade, i Kria og deltog i Stiftelsen
af den norske Boghandlerforening, hvis første
Formand han var 1851—70. C. var en af sit
Fags Foregangsmænd, og hans Virksomhed har
sat blivende Spor i norsk Boghandel. Ved hans
Død 1878 overtoges Firmaet af hans yngre Søn
Jørgen W. C. (den ældre, Jacob, der var
Faderens Associé, døde 1875) og Svigersøn
Jacob Stolt; efter sidstnævntes Død (1894) er
Jørgen W. C. Eneejer. Firmaet driver en ret
omfattende Forlagsvirksomhed, hvis Specialitet
er Skolebøger og populære, illustrerede Værker.
(I. S.). J. L. L.
Cappelenit, et grønlig brunt, meget sjældent
Mineral, der er fundet i en lille Gang i
Syenitten ved Langesundsfjorden (Norge); det
krystalliserer heksagonalt og bestaar af Ytterjord,
Baryt, Kiselsyre og Borsyre.
(N. V. U.). O. B. B.
Cappelle [kɑ↱pæ£ə] (Capelle), Jan van de,
holl. Marinemaler og Raderer, f. 1624 ell. 25 i
Amsterdam, hvor han 1653 blev indskrevet som
Borger, og hvor han døde (efter 1679). C., en
af Hollands ypperste Sømalere, men kun
sparsomt repræsenteret i Nutidens Kunstsamlinger,
fremstiller den rolige Sø, paa hvis i Lyset
spillende Vover prægtige Skibe ligger fredelig
for Anker. Smukke Prøver paa hans Kunst
findes særlig i Londons National Gallery, Wiens
Hofmuseum og Berlins Mus. (»Stille Sø med
Fiskerbaade«). Hans tidligst daterede Billede
findes i Sthlm’s Nationalmus. C. siges at have
været en selfmade man i sin Kunst; hans
Arbejder røber dog Indflydelse fra S. de Vlieger,
til hvis Elever han derfor ogsaa nu regnes.
A. Hk.
Cappeller, Karl, tysk Sanskritist, f. 1840
ved Stallupönen i Litauen, studerede i
Tyskland, særlig Berlin, og blev 1875 extraord. Prof.
i Sanskrit i Jena. Hans vigtigste Arbejder er:
»Die Ganachandas. Ein Beitrag zur indischen
Metrik« (1872); Udg. af »Vāmana’s Lehrbuch
der Poetik« (1875) og det ind. Skuespil
»Ratnāvalī« (i Böhtlingk’s Sanskrit Chrestomathie,
2. Opl. 1877), samt »Vāmana’s Stilregeln« (1880);
»Sanskrit-Wörterbuch nach den Petersburger
Wörterbüchern bearbeitet« (1886—87, og eng.
Udg., 1901); »Kaip senëji Lëtuvininkai gyveno.
Aufzeichnungen aus dem Kreise Stallupönen mit
Anmerkungen u. Wörterbuch« (»Herausgeg. von
der littauischen litt. Gesellschaft zu Tilsit«,
1904); »Kālidāsa’s Sakuntalā (kurzere
Tekstform) mit krit. u. erkl. Anm.«, 1909); »Ein
medizinisches Sanskritdrama« (i »Festschrift
zu E. Windisch«, 1914).
D. A.
Cappello [ka↱p.æl.o], Bianca, f. i Venedig
1548 af fornem Slægt, d. 20. Oktbr 1587. Efter sin
Moders Død førte hun et temmelig frit Liv, og da
hun havde forelsket sig heftigt i en ung
florentinsk Købmand, Pietro Bonaventuri, flygtede de
to sammen til Firenze og lod sig vie der. Her
forelskede Fyrst Francesco af Medici sig i den
unge skønne Venetianerinde; hun blev hans
Elskerinde, medens han kort Tid derefter (1565)
ægtede den østerr. Ærkehertuginde Johanne;
Bonaventuri blev bestukket til at finde sig i
Forholdet. Uagtet B. C. søgte at bedrage Francesco
ved at foregive, at hun var blevet Moder til en
Søn ved ham, bevarede han sin Kærlighed til
hende, ogsaa efter at han 1574 havde fulgt sin
Fader, Cosimo I, paa Tronen som Storhertug af
Toscana; og da hans Gemalinde var død Apr
1578, giftede han sig i al Hemmelighed med
Venetianerinden; hendes første Mand var nogle
Aar i Forvejen blevet myrdet. Over et Aar
senere fejredes Brylluppet aabenlyst med Pragt,
og for at hun kunde beklæde Tronen som
Storhertuginde, var hun før Bryllupsfesten 1579
blevet erklæret for »den venetianske Republiks
Datter« og et Gesandtskab sendt til Firenze for
at overbringe hende en kostbar Gave. Som
regerende Fyrstinde beskyttede hun Kunst og
Poesi. Hun fødte imidlertid ingen Tronarving
til Verden og døde pludselig, Dagen efter at
Storhertugen var afgaaet ved Døden —
ligeledes omtr. uden foregaaende Sygdom. Da den
tragiske Begivenhed skete, medens Francesco’s
Broder, Kardinal Ferdinando, den nærmeste til
at arve Tronen og hidtil Uven af B. C., var i
Besøg hos dem, har man ment, at de begge
var blevne forgivne af Kardinalen; det er dog
saa godt som sikkert, at Francesco døde en
naturlig Død, og at Bianca’s væsentlig skyldtes
den overvældende Sorg. Den ny Storhertug
vilde ikke tillade, at hendes Lig begravedes i
Medici’ernes Gravkapel; næsten alle Portrætter af
hende blev nedtagne, og det venetianske Senat
fornægtede »sin Datter« for at tækkes den ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
