Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Campanella, Tommaso, ital. Filosof (1568-1639) - Campanha, By i den sydlige Del af den bras. Prov. Minas Geraës - Campania, se Kampanien. - Campanien (fr.), en Afdeling af den øvre Del af Kridtformationen. - Campanile (af campâna, Klokke), fritstaaende Klokketaarn ved Siden af en Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lærelyst og sjældne Evner og traadte
allerede i sit 15. Aar ind i Dominikanerordenen,
væsentlig fordi han i Ordenslivet tænkte bedst
at kunne hengive sig til de Studier, der
var hans
Trang. Stærkt
paavirket af
Bernardino
Telesio’s
Naturfilosofi med
dens
Fremhævelse af
Erfaringen som
Kilde vendte
C. sig
polemisk mod den
officielle
aristoteliske
Filosofi, og hans
første Skrift
Philosophia
sensibus
demonstrata
(1591) er et
varmt Forsvar for Telesio og tillige et hvast
Angreb paa Aristoteles, hvis hele Lære forekom ham
selvmodsigende og alt for ufuldkommen til at
staa som Kirkens uangribelige Autoritet. Ved
denne Holdning vakte C. sine Ordensbrødres
og Foresattes stærke Mishag, samtidig med at
hans usædvanlige Viden gjorde ham mistænkt
for at staa i Forbindelse med overnaturlige
Magter; han forlod Syditalien og flakkede nogle
Aar omkr. i Landet, forfulgt af Inkvisitionen og
uden at kunne opnaa en Lærestol, hvor han i
Ro kunde arbejde med og udbrede de Tanker,
der opfyldte ham. Hjemvendt til Syditalien
optoges han af den herskende politiske Bevægelse,
der var fremkaldt af Spaniernes forhadte
Regimente i Landet, og mistænkt for Delagtighed
i en revolutionær Sammensværgelse blev han
fængslet, underkastet Tortur og holdtes
indespærret i 27 Aar. C.’s ubetvingelige Aandskraft
besejrede alle disse Lidelser; i sine Fængsler
syslede han uafbrudt med sit Tankearbejde og
udarbejdede støttet af sin ypperlige Hukommelse
et helt System, som han skriftlig udformede, da
han efterhaanden kom under nogenlunde
taalelige Vilkaar. Da han endelig af Mangel paa
Bevis løslodes af det politiske Fængsel,
fastholdtes han endnu tre Aar i Rom af
Inkvisitionen, men omsider gav Paven, der beskyttede
ham, C. Lejlighed til Flugt, og han drog nu
til Paris, hvor han levede sine sidste Aar under
Richelieu’s Beskyttelse og i Samvær med
ligesindede Lærde og Tænkere.
C.’s filosofiske Udgangspunkt er Telesio’s
Sensualisme, men han søger nærmere at udføre og
begrunde denne Lære. Al Erkendelse stammer
fra Sansefornemmelserne; ved disse vækkes
nemlig den Mennesket iboende Viden, der sammen
med Virkeevnen og Driften udtrykker alt
værende. Den medfødte Viden fremtræder først
som Individets Bevidsthed om at være til, og
herpaa beror Erkendelsen af Omverdenen, idet
Mennesket føler sig paavirket af
Sansefænomenerne, erkender dem og vækkes til Virken. I al
Skabningen hersker de tre Kræfter, Viden, som
er Betingelsen for al Samvirken i Naturen,
Virkeevnen, som er selve Udfoldelsen af Livet,
og Driften, som er eet med Trangen til at være
til og bestaa i individuel Ejendommelighed.
Men denne Drift mod Livets Opholdelse og
Udfoldelse er i sit inderste Væsen Drift mod det
uendelige ell. Kærlighed til Gud, som er den
absolutte Virkeliggørelse af de tre raadende
Kræfter, uforstyrret af Verdens skiftende
Mangfoldighed, Gud, som maa være til, fordi det er
utænkeligt, at det endelige Menneske af sig selv
skulde frembringe Ideen om det evige og
absolutte. Verdens Ufuldkommenhed beror paa, at
det værende overalt blandes med og begrænses
af det ikke værende, Viden af den uklare
Erkendelse, Virkeevnen af famlende Afmagt og
Kærligheden af Kulde og Had. I hele denne
panteistiske Metafysik røber sig Paavirkning
af den nyplatoniske Naturfilosofi, som i
Renaissancen var genopstaaet og havde vundet saa
stærk Tilslutning, og det var vanskeligt for C.
at skabe fuld Overensstemmelse med Kirkens
Lære, som han fastholdt at ville bøje sig for,
ogsaa naar den fordømte Læresætninger, der
som Galilei’s forekom ham at være sikre
Resultater af videnskabelig Forskning. Ogsaa i
Etikken stræber C. at forlige sine Tanker med
kirkelige Synsmaader; som Naturen er en
eneste stor Harmoni gennemtrængt af de
guddommelige Kræfter, skal det menneskelige
Samfund være en Samvirken, hvor Individernes
Maal er det heles Vel og Udvikling mod
Fuldkommenhed. I sin »Solstat« (civitas solis)
skildrede C. efter Platon’s Forbillede et saadant
Idealsamfund, hvor de bedste og højest
dannede har Ledelsen, hvor enhver faar det
Arbejde, der passer for hans Evner, og den Del
af Udbyttet, som han fortjener og behøver, hvor
ingen maa være ledig, og hvor al Privatejendom
og Familieliv er ophævet. Under Kirkens
Ledelse tænkte C. sig dette Ideal virkeliggjort,
idet Paven skulde være den Ledende og
Fyrsterne i Samdrægtighed udføre de Hverv, som
det heles Vel krævede. Ved disse Ideer minder
C. om og har ikke været uden Indflydelse paa
senere Tiders Socialisme. C. er
beundringsværdig ved sin store Tankeenergi; han alene af
Renaissancens Tænkere søgte at opbygge et
fuldstændigt System, men han formaaede ikke
at skabe fuld Harmoni og Klarhed, fordi han
stod under den genfødte gr. Filosofis
overmægtige Indflydelse og dog stræbte at holde sig paa
kirkelig Grund; af denne dybe Modsætning
bærer hele hans Tænkning Præget. C.’s
Hovedværker er foruden de nævnte: Philosophia
rationalis, Paris 1638, og Universalis philosophia seu
metaphysica, Paris 1638.
W. N.
 |
| T. Campanella. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
