Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Calvin, Jean, fr. Reformator, (1509-1564)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Særpræg; medens Luther betoner Menneskets
Frelse som Verdensudviklingens Maal, sætter C.
dette i Forherligelsen af Gud og Guds Vilje,
hvad der senere fører til en skarp
Prædestinationslære hos C. og hos de Reformerte, og
medens Luther godkender kirkelige Skikke og
Traditioner, naar de ikke strider mod Skriften,
begrænser C. sig til Biblens Lære og Praksis alene
og udnytter Gl. og Ny Test. som en Lovkodeks.
Institutio blev et af Reformationens
Hovedværker og C.’s betydningsfuldeste Skr., som
efterhaanden samlede Tilhængere om ham. Det er
ikke usandsynligt, at C. haabede paa at vinde
Frants I for Protestantismen. Han kom i
Forbindelse med Frants I’s Slægtning, Hertuginde
Renata af Ferrara, der var evangelisk sindet,
og besøgte i Hemmelighed Frankrig, men det
blev dog ikke hans Fødeland og hans Konge,
der tog ham i deres Tjeneste. C.’s Livsgerning
faldt i Genève. Denne stærkt internationale og
stærkt demokratisk styrede Fristad var
kommet under politisk og religiøs Paavirkning fra
det protestantiske Bern, som havde sendt den
glødende Agitator Farel og den unge Viret
derhen. Men skønt disse to havde formaaet
Borgerskabet til officielt at bryde med
Katolicismen, var Genève i religiøs og moralsk
Henseende nærmest et Kaos, og ogsaa politisk trængte
det til en fast Haand. C. kom dertil paa
Gennemrejse. Farel opsøgte ham og bad ham blive.
Han undslog sig. Da truede Farel ham med
Guds Forbandelse, om han nægtede sin Bistand.
Derved greb han C. om Hjertet, og C. blev.
Han fik straks den dobbelte Opgave at vinde de
enkelte Sjæle for Evangeliet og at ordne den
kirkelige Administration, og han gik i Gang med
Arbejdet. Til Støtte for det skrev han 1537 en
Katekisme, en Trosbekendelse og et Forslag til
en Kirkeordning, i hvilket sidste Kirketugten
spillede en stor Rolle. Genèves Indbyggere var
imidlertid ikke modne for C.’s Planer, Bern
havde andre kirkepolitiske Ønsker, og 1538 blev
Farel og C. forviste fra Staden. Bucer i
Strassburg fik C. kaldt til sig, og i Strassburg gjorde
C. de nødvendige praktiske Erfaringer som
Prædikant og Kirkeleder inden for en lille fr.
Menighed, samtidig med at han havde Tid til
Studier. I Strassburg lærte han Salmesangens
Bet., og han udgav en lille Salmebog. Paa
Kirkeforfatningens og Kirketugtens Omraade
modtog han ogsaa stærke Impulser. Han udsendte
1539 en ny, tre Gange saa stor Udgave af
Institutio og en Kommentar til Romerbrevet, der
viste, at han var en fremragende Ekseget, samt
en Afh. om Nadveren, hvor han gaar en
Mellemvej mellem Luther’s og Zwingli’s Opfattelse.
C. lærer Kristi Legems og Blods Nærværelse
ved Nadveren, men Nydelsen af Legemet og
Blodet er rent aandelig og kun for de Troende.
Nu udformer C. i det hele sin Teologi, og
Prædestinationslæren kommer i Forgrunden. C.
lærer, at Gud gennem en evig Raadslutning en
Gang for alle har taget Beslutning om, hvilke
Mennesker han vil frelse, og hvilke han vil
overgive til Fortabelsen. At et Menneske er
forudbestemt til Frelse, skal da kendes paa, om han
gaar fremad i etisk Handlen. Kirken bliver det
organiserede Samfund af de til Frelse
forudbestemte, til hvis etiske Udvikling Kirketugten
er et nødvendigt Middel. Kirke og Stat er
teoretisk set to adskilte Samfund, men de staar
begge under Guds Vilje, og da Guds Vilje er
kundgjort i Biblen, maa den verdslige Øvrighed
høste Belæring hos Ordets Tjenere. C. hævder
altsaa et evangelisk Teokrati. 1539 ægtede C.
Idelette de Bure, som blev ham en trofast
Hustru, men som døde allerede 1549. Under
Strassburgopholdet kom C. i personlig Forbindelse
med Melanchthon og fl. af de nordtyske
Reformatorer og deltog i fl. Religionssamtaler. Luther
traf han dog aldrig. I Genève blev de religiøse
og politiske Forhold imidlertid saa brogede, at
Folket ikke saa anden Udvej end bede C.
komme tilbage, og efter nogen Vægring gav han
efter. 13. Septbr 1541 holdt han sit Indtog i
Staden, og nu blev han for Alvor dens Styrer.
Med mægtig Energi gennemførte han baade sit
Kristendomssyn og sin kirkelige Ordning,
saaledes at Genève blev en teokratisk Republik
under hans aandelige Ledelse og tillige det
internationale Midtpunkt for den ny reformerte
Kirke, der efterhaanden bredte sig over Schweiz,
Tyskland, Frankrig og England. I Genève blev
der dannet et »Konsistorium«, bestaaende af
Præsterne og 12 Lægmænd, som skulde føre
Opsyn med Borgernes Levned. Baade rent
religiøse Synder og moralske Overtrædelser blev
straffede, og Straffene var, selv efter Datidens
Forhold, strenge. For at angribe den
guddommelige Sandhed og for Højforræderi var
Straffen saaledes Baalet. Derfor lod C. Kætteren
Michael Servet brænde. Undladelse af at gaa i
Kirke straffedes alvorligt. Luksus i Klædedragt,
Dans og Skuespil var forbudte. Paa den anden
Side virkede C. med Iver for Sundhedsvæsenets
og Industriens Udvikling. Hans strenge
Regimente, der lejlighedsvis steg til Grusomhed,
vakte til Tider stærk Modstand, men han
bevarede den aandelige Ledelse af Genève til sin
Død, og han var streng mod sig selv som mod
Andre. Trods Svækkelse og Sygdom udfoldede
han en uhyre Virksomhed. Foruden den
omfattende Administration stod han i Korrespondance
med utallige, og dog fik han Tid til at skrive
teologiske Værker, især Bibelfortolkninger, der
endnu er mønsterværdige ved deres Klarhed
og Skarpsindighed. Fordrevne Trosfæller
andetsteds fra antog han sig utrættelig, og han stod
i den nøjeste Forbindelse med de reformerte
Menigheder i Frankrig og Tyskland, og med
ledende Kirkemænd i England og Skotland. C.
følte sig nøje knyttet til Luther og til de
wittenbergske Reformatorer, men efter Luther’s
Død angreb Luther’s Disciple ham, og der
dannede sig en dyb Kløft mellem C.’s og Luther’s
Kirkesamfund. Derimod gik Zwingli’s Værk op
i C.’s. Og C. styrkede og udformede sin Teologi
og sin Kirkeordning saaledes, at den reformerte
Kirke ikke blot overlevede ham, men fik en stor
Fremtid. C.’s Skr er udg. i Corpus
Reformatorum, Bd 29—87 (1863—1900). Et Udvalg i tysk
Oversættelse af hans Breve har R. Schwartz
udgivet, Bd 1—2 (1909). C.’s franske Breve
er udgivne af A. L. Herminjard, Bd 1—9
(1866—97). (Litt.: Th. de Bèze, Vie de C.
[1564]; E. Doumergue, »J. C.«, I—IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
