Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Børnesange, mindre Sange og Viser - Børneskuespil, smaa dramatiske Stykker, der ikke overskrider Børns Forestillingskreds og Fatteevne - Børnesparekasser, Institutioner, der har det særlige Formaal at fremme Sparsommeligheden hos Børn - Børnesprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Idéomraade og Opfattelsesevne. B. danner et
meget væsentligt Led i Rækken af gode og
sunde Opdragelsesmidler og har en Bet. for
Barnets første aandelige Udvikling, som vanskelig
kan sættes for højt, idet de ikke alene glæder
og adspreder Barnet, men tillige vækker dets
Aand og virker medbestemmende paa dets
Følelses- og Forestillingsliv. For Teksternes Vedk.
gælder naturligvis i det væsentlige det samme,
som er anført under Børnebøger og
Børnerim; m. H. t. Musikken, hvis Oprindelse for
mange af B.’s Vedk. maa søges i Folkemunde,
men som ogsaa for en stor Del skyldes kendte
Komponister, gælder noget lgn., idet den er —
og maa være — præget af visse fremtrædende
Ejendommeligheder, saasom en letfattelig og
begrænset Melodik, en simpel og naturlig
Harmonisering, helst korte og klare Perioder o. s. v.
Ofte er B. forbundne med en ell. anden Leg
(se Lege). Der er Komponister, der har et
eget Greb paa at ramme en saadan barnlig og
naiv Tone, der har dyrket B. som Specialitet
og derfor gjort sig særlig fortjente af Børnene
— for den Sags Skyld ikke mindre af Forældrene;
i Danmark saaledes bl. a. Gebauer
(»Søskende jeg kender fem«, »Pandeben, Øjesten«), E.
Horneman (»Tolv Sange for Børn«); i Norge J.
D. Behrens, Haslerud, Hans Moe; men ogsaa fl.
a. fremragende Komponister har ydet kendte
Bidrag til denne i al sin Beskedenhed saare
gavnlige Gren af Sanglitteraturen, saaledes
Weyse (»Storken sidder paa Bondens Tag«), J. P. E.
Hartmann (»Stork, Stork, Langeben«), Joh.
Selmer o. s. fr. En værdifuld Samling af B. er:
»Børnenes Musik«, 148 Sange, Lege og Danse,
samlede af en Moder (Serine og Sophus Hagen).
S. L.
Børneskuespil, smaa dramatiske Stykker,
der ikke overskrider Børns Forestillingskreds
og Fatteevne og egner sig til Læsning og
Opførelse af dem for at øve dem i Deklamation
og ydre Fremstilling og Optræden. Etisk og
pædagogisk kan det stille sig tvivlsomt, om det i
det hele er gavnligt at øve Børn i den Kunst at
fremstille Karakterer og Sindsbevægelser, og
det kræver i hvert Fald megen Takt fra
Opdragerens Side, men Forsøget er gammelt. De
ældste B. er de saakaldte Skoledramaer;
derefter fulgte de dramatiske Ordsprog, en
Opfindelse af Franskmanden Moissy. Madame de
Genlis skrev Théâtre d’éducation (1779), i Tyskland
skrev C. F. Weisze en hel Række B. (1792, 3
Bd), der er blevne oversatte paa Dansk af P. N.
Nyegaard (1797). Senere har Claudius og
Sartorius o. a. udg. B., i den nyere Tid Bischof
(»Jugendbühne«, 1872—77, 15 Dele) og Hirt
(»Theater für die Jugend«, 1877). Temmelig
værdiløse Samlinger findes paa Dansk:
»Morskabsteater for Børn«, »Børnekomedier« m. fl.
Cl. W.
Børnesparekasser, Institutioner, der har det
særlige Formaal at fremme Sparsommeligheden
hos Børn. I Alm. er de organiserede i
Forbindelse med Skolerne, særlig Folkeskolerne, og
kaldes da Skolesparekasser. Se
Sparekasser.
(E. M.). C. Th.
Børnesprog. Hvert normalt Barn har en lang
Udvikling at gennemløbe fra det Stadium, hvor
dets eneste Udtryksmiddel er et uartikuleret
Skraal, til en saa fuldstændig Beherskelse af
Modersmaalet, at de Voksne af samme
Sprogsamfund godkender det i alle ell. dog saa godt
som alle Henseender. Paa denne Bane gør der
sig store Forskelligheder gældende, og der er
ikke to Børn, som i enhver Enkelthed begaar
nøjagtig de samme Fejl, gør sig skyldige i de
samme Forvekslinger og Misforstaaelser o. s. v.,
inden de kommer til at »tale rent«. Men paa
den anden Side er der dog i alle disse
Forskelligheder saa mange fælles Træk — ogsaa i de
forsk. Lande — af stor psykologisk og sproglig
Interesse, at der har kunnet danne sig en
virkelig Videnskabsgren om Børnesprog med en
ikke ringe Litt., hvortil navnlig Psykologer og
Pædagoger har leveret Bidrag, medens de egl.
Sprogforskere kun i Ny og Næ har beskæftiget
sig med Sagen.
I Alm. kan man skelne mellem to Typer af
Børn: Nogle begynder tidlig at snakke med
uden at tage det saa nøje med Rigtigheden af
det, de siger; deres Pludren er tit helt
uforstaaelig undtagen for de nærmeste Omgivelser,
der er vante til den og bærer over med dens
Mangler. Andre derimod holder sig længe
tilbage, saa at Forældrene tit tvivler om deres
Begavelse, for saa pludselig en skønne Dag at
overraske ved at sige forsk. Ting forholdsvis
rigtigt. Herved kommer dog ikke blot Arten af
Barnets Anlæg i Betragtning, men ogsaa
Omgivelsernes Maade at tale til Barnet paa. Det Barn
lærer lettest og bedst at tale, som hører meget
frit og naturligt Sprog omkr. sig, og hvis
Omgivelser forstaar at sætte sig paa det barnlige
Standpunkt og underholde sig med det paa en
fornøjelig Maade. Tit læres nok saa meget af
andre Børn som af de Voksne. Det er ubetinget
en Misforstaaelse, naar mange Voksne tror at
hjælpe Barnet ved selv at efterligne Barnets
mangelfulde Udtale ell. ufuldkomne Grammatik;
det kan kun forvirre og skade.
Hvad Lydene angaar, er der visse
Konsonanter, som paa det første Stadium hyppigt
volder Vanskeligheder; bekendt er det saaledes
i alle Lande, at smaa Børn i St f. k og g
siger t og d. Men endnu større Vanskeligheder
volder Lydforbindelser; Lyd, der paa et Sted i
Stavelsen gaar meget let, falder vanskeligt paa
andre Steder; navnlig volder Grupper paa to
ell. fl. Konsonanter Besvær. Hvert Barn danner
sig sine egne »Lydlove«, der i meget minder om
de Lydlove, Forskerne efterviser i
Sproghistorien; een siger Kæ, Kap for Knæ, Knap, en
anden Næ, Nap, og en tredie Kræ, Krap, o. s. v.
De hyppigst hørte Ord og deres Bet. gaar
efterhaanden op for Barnet, idet hele
Situationen, Moderens Blik, Pegen o. l. viser, hvad de
betyder. I Reglen vil Sprogforstaaelsen være
langt forud for Anvendelsen. Ordenes
Afgrænsning kan i mange Tilfælde volde store
Vanskeligheder, som naar ethvert Dyr i Billedbogen
benævnes »Hund« ell. enhver rund Genstand
»Bold«; »hjemme« forstaas først kun om
Barnets eget Hjem, og naar der spørges, om
Bedstemoder var hjemme, kan Svaret lyde: »Næ,
Bedstemor var hos Bedstefar«. Der skal mange
og forskelligartede Erfaringer til, før Barnet er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
