Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Børn (jur.). Ordet Børn betegner (I) et Slægtskabsforhold (modsat Forældre), (II) et Alderstrin (modsat Voksne)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i, at Barnet faar en ringere Stilling uden egen
Skyld; Barnets naturlige Krav paa at kende
sine Forældre; Ønsket om at øge Faderens
Ansvarsfølelse o. s. v.). Arbejdet for Reformen er
ikke mindst taget op af Kvinderne. Eksempelvis
kan nævnes, at Dansk Kvindesamfund 1906 lod
udarbejde et Lovforslag, der navnlig gav
Barnet Ret til at kende sine Forældre og bestemte,
at det for ethvert Barn skulde søges
konstateret, hvem der var dets Fader. Hidtil har
Reformbevægelsen dog ikke medført andre
Lovgivningsresultater end en Forbedring af Barnets
Underholdskrav —, navnlig ved Loven af 20.
Apr. 1888, der udvidede Barnets Krav og
indførte Bidragenes Udbetaling af det Offentlige,
samt Loven af 27. Maj 1908, der i begge
Henseender indførte betydelige Forbedringer (smlg.
ovf. under 4). — I det Regeringsforslag (5.
Novbr 1906), hvoraf denne L. fremgik, var der
indsat en Bestemmelse om, at Barnet under
visse Betingelser kunde faa Arveret efter
Faderen. Dette Forslag blev modtaget velvillig i
Folketinget; men i Landstinget blev
Bestemmelsen om Arveret udstemt med ringe Majoritet.
6. Udlandets Lovgivning om B. uden for
Ægteskab frembyder et meget broget Billede. I
den ældste germanske Ret var deres Stilling
forholdsvis gunstig; men den forringedes i
Middelalderen som en Følge af Kirkens Fordømmelse
af de fri Forbindelser. Mange Steder berøvede
man endogsaa Børnene deres naturlige
Rettigheder over for Moderen.
I Sverige, Tyskland og Schweiz
gælder nu samme Hovedgrundsætning som i
dansk Ret, men Enkelthederne varieres.
Moderens Horebarn er ikke udelukket fra Arv efter
hende. Paa den anden Side kender man ikke
noget til, at det Offentlige udbetaler Bidrag. I
Sverige har Barnet stadig kun Krav paa
nødtørftigt Underhold, og det er først L. fra 1866
og 1905, der har givet Barnet Arveret efter
Moder og mødrene Frænder. I Tyskland gælder
den Regel, at hvis Moderen paa
Undfangelsestiden har haft Samleje med fl. Mænd, har
Barnet ikke Krav paa Underhold fra nogen af
dem (B. G. B. § 1717), en Regel, der baade er
haard over for Barnet og kan give Anledning
til Misbrug. Selv i Schweiz har man en
(snævrere) Regel i samme Retning (Z. G. B. §§ 314,
315). Paa den anden Side kan et Barn uden for
Ægteskab i Schweiz ved Dom faa tillagt
Ægtebarns Rettigheder (dog kun halv Arveret mod
Ægtebarn), naar Faderen har lovet Moderen
Ægteskab ell. ved Samlejet har begaaet en
Forbrydelse mod hende ell. misbrugt sin
Myndighed over hende (§ 323).
I Frankrig er Barnet uden for Ægteskab
stillet særlig daarligt. Dets Rettigheder over for
Moderen er ringere end Ægtebarns (navnlig
ogsaa Arveretten), og det regnes slet ikke for at
være i Familie med Moderens Slægt. Hvad
Faderen angaar, saa har det vel i Princippet de
samme (begrænsede) Rettigheder over for ham
som over for Moderen; men denne Regel har
kun ringe Værdi, fordi det i de fleste Tilfælde
er udelukket at faa konstateret ved Dom, hvem
Faderen er. — Indtil for nylig kunde det saa
at sige aldrig ske, idet code civil art. 340
udtrykkelig forbød at efterforske, hvem der var
Fader (La recherche de la paternité est
interdite); men denne Regel er ophævet ved en L.
af 17. Novbr 1912, der tillader at konstatere
Paterniteten i en Række Tilfælde. — Den
omtalte Regel medfører, at de fleste Børn uden for
Ægteskab end ikke vil faa noget
Underholdskrav over for Faderen.
Ogsaa i England er disse B.’s Stilling
meget slet. De har ganske vist Krav paa
Underhold fra Faderen; men de har ikke engang
Arveret efter Moderen. Moderens (og Faderens)
Slægt regnes de overhovedet ikke for
beslægtede med.
I Norge har hidtil lgn. Regler været
gældende som i Danmark. Men L. af 10. Apr. 1915
»om Barn, hvis Forældre ikke har indgaaet
Ægteskab med hverandre« har radikalt brudt
med Fortiden og i de fleste Henseender givet
B. uden for Ægteskab (ogsaa Horebørn)
samme Retsstilling som Ægtebørn. Barnet har
saaledes Ret til Faders ell. Moders Navn efter
Valg; det har samme Arveret som Ægtebarn,
ogsaa efter Fader og fædrene Frænder. M. H. t.
Aasædesret (s. d.) og Odelsret (s. d.) regnes
det dog i Alm. ikke som Medlem af Faderens
Slægt. Det faar fremdeles Moderens
Statsborgerret, og staar i Reglen under hendes
Forældremagt og Værgemaal; kun subsidiært har
Faderen Krav paa at faa Barnet, hvis Amtmanden
finder det foreneligt med Barnets Tarv. Barnet
har Krav paa Underhold over for begge
Forældre, saaledes at det bør opfostres efter den
Bedststilledes Vilkaar. Den af Forældrene, der
ikke har Forældremagten, altsaa i Reglen
Faderen, skal betale Bidrag, der fastsættes
saaledes, at der falder lige stor Byrde paa hver af
Forældrene i Forhold til deres økonomiske
Kaar. Foruden det alm. Underholdsbidrag (der
i Alm. skal svares til Barnets fyldte 16 Aar,
undertiden længere) skal Faderen betale
Bidrag til Moderen 3 Maaneder før Fødslen, alle
Udgifter ved Nedkomsten og Barsellejet samt et
særligt Opamningsbidrag for de første 9
Maaneder efter Fødslen. Og Loven fastsætter
bestemte Beløb, under hvilke disse Bidrag som
Regel ikke maa sættes. »Bidragsfogden« sørger
i Alm. for Indkrævning af Bidragene.
Tvangsmidlerne er de samme som ved Ægtebørn (jfr
ovf. A. 3). Udbetaling af det Offentlige kendes
ikke.
Den ovf. beskrevne Retsstilling (som Medlem
af Faderens Slægt) kan Barnet selvfølgelig kun
faa, naar det er fastslaaet, at en bestemt Person
er Barnets Fader. — Er det tvivlsomt, hvem af
fl. Mænd der er Barnets Fader, har Barnet kun
Krav paa Underhold over for de paagældende
Mænd. — Det Offentlige sørger imidlertid for,
at det snarest muligt bliver konstateret, hvem
der er et uden for Ægteskab født Barns Fader.
Moderen er pligtig at opgive dette senest 4 Uger
efter Fødslen, og straks derefter skrider de
offentlige Myndigheder til Konstateringen. Sag
rejses i Alm. kun paa den udlagte Barnefaders
Begæring, idet man ellers uden videre anser
ham for Fader (ell. Bidragspligtig). Under
Sagen maa begge Parter møde og afgive
Forklaring som Vidner, eventuelt under Ed. For at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
