Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Böhmen (tsch. Cechy) (se Kortet »Østerrig«), Kongerige og Kronland under det østerr.-ung. Monarki
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fideikommis-Godserne, 54 for de øvrige Storgodser, 10 for
Hovedstaden Prag, 15 for de 5 Handelskamre,
62 for Byerne og 79 for Landsognene), valgte for
6 Aar. Som Følge af endeløse Stridigheder
mellem de tschk. og de tyske Deputerede saa den
kejserlige Regering sig foranlediget til at
suspendere den böhmiske Landdag ved
Forordning af 26. Juli 1913, og Landets Forvaltning
overlodes til en Kommission paa 8 Medlemmer,
udnævnte af Regeringen. Til Rigsraadet sender
B. 130 Medlemmer. Den øverste Myndighed er
Statholderskabet i Prag, hvorunder staar
Magistraten i Prag og Reichenberg og 102 Distrikter
(Bezirkshauptmannschaften). Retsplejen
varetages af Overlandsretten og Landsretten i Prag,
en Handelsret i Prag, 14 Kredsretter og 232
Distriktsretter. Øverste Instans er den
kejserlig-kgl. Højesteret i Wien. Statens Finanser
bestyres af Finanslandsdirektionen i Prag. Statens
Budget for 1910 balancerede med 81172881 østerr.
Kr. Landets Vaaben er en Sølvløve med
Guldkrone, udstrakt gylden Tunge og dobbelt Hale
i rødt Felt; Landets Farver er rødt og hvidt.
Landets Skytshelgener er Skt Johannes af
Nepomuk og Skt Venceslaus. Hovedstaden er Prag
(1914: 541500 Indb., med Forstæder).
Historie.
B. beboedes opr. af de keltiske Bojer, der har
givet Landet dets Navn (lat. Bohemia), men
som paa Augustus’ Tid fortrængtes af
Markomannerne. Disse fordreves i
Folkevandringstiden af andre germanske Folkeslag; og i 5. og
6. Aarh. blev Landet efterhaanden erobret af
slav. Stammer, bl. hvilke Tschecherne var
de mægtigste. Den første hist. kendte tsch.
Hersker er Samo, en frankisk Købmand, der
omkr. 620 blev valgt til Anfører af Tschecherne
og befriede dem for Avarernes trykkende
Overherredømme; siden slog han en frankisk Hær i
Slaget ved Wogastisburg, nær Eger (630). Efter
Samo’s Død (658) opløstes hans Rige, og under
de flg. to Aarh. ligger B.’s Historie helt i Mørke.
Sagnet fortæller, at den lovkyndige Libuša,
Datter af Fyrsten Krok, valgtes af Folket til
Fyrstinde og siden giftede sig med Bonden
Přemysl, som derved blev Fyrste og Stamfader
til den første böhmiske Kongeslægt,
Přemysliderne. De første Přemyslider er rene
Sagnfigurer; den første hist. kendte er Bořivoj, som
lod sig døbe 873 af den græske Munk
Methodius. Herefter blev B. hurtig kristnet, især
under Bořivoj’s Sønnesøn Venceslaus den Hellige.
Denne maatte 929 anerkende den tyske Kong
Henrik I’s Overhøjhed, 935 blev Venceslaus
myrdet af sin Broder Boleslav, der afkastede
det tyske Aag og førte en langvarig Krig med
Tyskland, hvis Overhøjhed han dog maatte
anerkende 950. Hans Søn, Boleslav II erobrede
Mähren og Dele af Schlesien og det nuværende
Galizien og oprettede Bispedømmet i Prag (973).
Under den udygtige Boleslav III gik dog
Erobringen tabt til den polske Hertug Boleslav
Chrobry, hvis Broder Vladivoj endog blev valgt
til Fyrste af B. (1002) i St f. Boleslav III, der
forjoges. For at sikre sig Besiddelsen af B.
maatte Vladivoj indvillige i at betale den tyske
Kejser den Tribut, som ogsaa foreg. Fyrster
havde ydet, og desuden antage den tyske
Hertugtitel. Dette Forhold vedvarede, da efter
Vladivoj’s Død Přemyslidernes Dynasti atter kom
paa Tronen. Břetislav I (1037—55), der
genoprettede B.’s Herredømme over Mähren og
Schlesien og indtog en betydelig Del af Polen,
delte sit store Rige mellem sine Sønner, men
indførte den Regel, at den ældste, som arvede
B., skulde have Overherredømmet (den
Břetislav’ske Senioratslov); derved forhindredes dog
ikke bestandige Arvefølgestridigheder.
Břetislav’s Søn, Vratislav modtog Kongeværdigheden
af Kejser Henrik IV (1086), hvem han
understøttede i Investiturstriden; og 1158 gav
Frederik Barbarossa den arvelige Kongeværdighed til
Vladislav II, som ydede ham Hjælp i hans ital.
Felttog. Under de evindelige Arvestridigheder
mellem Přemysliderne gik Kongetitlen dog atter
tabt, og først efter at Přemysl Ottokar I (Fader
til den danske Dronning Dagmar) 1197 var
blevet ubestridt Hersker i B., blev Kongetitlen
slaaet fast. — De hyppige indre Stridigheder
medførte, at Adelens Magt stadig voksede, og
samtidig blev den tyske Indflydelse i B. stadig
stærkere. Hertil bidrog ogsaa det, at Přemysl
Ottokar I og hans Efterfølgere indkaldte tyske
Kolonister, som i stort Antal nedsatte sig i B.
og fremmede Landets økonomiske Udvikling.
En kortvarig politisk Glansperiode oprandt
under Přemysl Ottokar II (1253—78), af Samtiden
kaldt »Manden af Guld«, p. Gr. a. hans Rigdom,
og »Jernkongen«, p. Gr. a. hans jernklædte Hær.
Til B. og Mähren føjede han Hertugdømmet
Østerrig, som han allerede havde erhvervet som
Prins; og efter at han havde slaaet Kong Bela
af Ungarn i det store Slag ved Kressenbrunn
(1260), steg hans Magt uhyre, han erhvervede
Kärnten, Istrien og Dele af Norditalien, og hans
Besiddelser omfattede saaledes næsten hele det
nuv. habsburgske Rige V. f. Leitha. Den tyske
Kejserkrone skal endog være blevet ham tilbudt,
men han afslog den. Dog vilde han ikke
anerkende Rudolf af Habsburg, der 1273 blev valgt
til tysk Kejser, og dette førte til den bøhmiske
Stormagts Fald; i Slaget ved Dürnkrut (ved
March), 26. Aug. 1278, faldt Ottokar, og hans
Hær blev tilintetgjort. Ottokar’s Søn Venceslaus
II, der ved Faderens Død kun var 7 Aar, blev
holdt i Fangenskab af sin Formynder, Otto af
Brandenburg, indtil 1283, og derefter var
Magten i Hænderne paa den bøhmiske Adelsmand
Zavis af Falkenstein, som havde ægtet Ottokar’s
Enke Kunigunde. 1290 lod Kong Venceslaus
Zavis henrette og undertvang en Opstand af
hans Tilhængere, Venceslaus førte derefter
Regeringen selv; han opnaaede, mest ad
diplomatisk Vej, ogsaa den polske Krone (1300), og fik
sin 12-aarige Søn kronet til Konge af Ungarn
(1301). Denne store Magtforøgelse paadrog ham
imidlertid en Krig med Albrecht af Østerrig, og
herunder døde han pludselig (1305). Hans Søn
Venceslaus III blev allerede 1306 snigmyrdet,
og med ham uddøde Přemyslidernes
Mandsstamme. Kejser Albrecht I erklærede nu B. for
et ledigt Len af Riget og fik Bøhmerne til at
vælge hans Søn Rudolf til Konge. Denne døde
imidlertid allerede næste Aar, og Bøhmerne
valgte herefter til Konge Henrik af Kärnten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
