Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sammen og putte dem ind i Murfordybninger
(Forhallen til Biblioteca Laurenziana i Firenze),
og han kunde lade Vinduesrammerne træde
voldsomt frem (Porta Pia i Rom) (V, 3) og modelere
mægtige Gesimser. Men ved den tilsyneladende
Vilkaarlighed opnaas kraftig Effekt, stærkere
Kontraster mellem Lys og Skygge, mere
maleriske og imponerende Helheder (Kapitolium).
Da Michelangelo 1546—64 som Peterskirkens
Bygmester fuldendte dens Korparti og Kuppel,
foretog han betegnende Ændringer i Bramante’s
Projekt, slettede alle Forgængerens selvstændigt
virkende Udbygninger og Stokværksdelinger;
Væggene ordnedes i eet mægtigt Pilastersystem,
og Midtkuplen (123 1/2 m høj) blev Kirkens
altbeherskende Centrum; først Efterfølgerne
svækkede Virkningen noget ved Tilføjelsen af
Langskibet. Den Storladenhed, som spirer i
Alberti’s og især Bramante’s seneste Stadier, og
som skulde blive Barokkens Særpræg, er her
fuldt gennemført.
Michelangelo’s personlige Kunstnertrang
mødtes med Samtidens aandelige Rørelser.
Begejstringen for Antikken og de humane Idealer
kølnedes i Reformationstidens Troskampe,
Paverne og Jesuitterne besejrede Humanisterne.
Selve det kunstneriske Studium af Antikken blev
mere videnskabeligt og tørt. Allerede paa selve
Michelangelo’s Tid stod to Retninger over for
hinanden, en teoretisk-klassisk og en barok.
Teoretikerne støttede sig til Vitruv, hvis Værk
første Gang udkom i Trykken 1511, og virkede
litterært; 1540 udgav Serlio, der endnu
arbejdede i Højrenaissancens Aand, 1554 Vignola
deres berømte Bøger om Søjleordenerne. Endnu
videre naaede Palladio fra Vicenza med sit 1570
udgivne Arkitekturværk, der omhyggelig
skildrer de fem Søjleordener og nøjagtigt
bestemmer Bygningernes Proportioner efter de i den
klassiske Arkitektur iagttagne Regler. Palladio’s
Kirker, som Il Redentore i Venedig, har Facader
med fuldstændige antikke Tempelgavle; selv et
Landsted som Villa Rotonda ved Vicenzia
formede han paa lgn. Maade, og Teatro Olympico
i Vicenza er et Forsøg paa at genfremstille et
antikt Teater. Alligevel var han ikke blot Kopist.
Hans Paladsfacader, der gerne forener kraftig
Rustika med Pilastre ell. Søjler, beherskes
stundom af Søjleordener, som med Postament
og Gesims naar fra Jorden helt op til Taget og
omfatter alle Bygningens Stokværk. Konstruktivt
er dette urigtigt, da Bjælkelagene maa føres ind
paa Søjleskafterne, men det gør Facaderne mere
imponerende, og trods Klarhed og Strenghed er
der da ogsaa i den Palladian’ske B. en Stræben
efter grandios Virkning, som faldt i Traad med
Barokken og kunde virke tilbage paa den.
Flertallet af Italiens Arkitekter i Cinquecentos
sidste Halvdel var langtfra saa strenge som
Palladio. De dyrkede en overdaadig rig
Senrenaissance og forenede Højrenaissancens
Plan- og Opstalt-Ideer med kraftig, mere ell. mindre
barokagtig Udformning. Dette gælder Tibaldi i
Bologna-Milano og fremfor alle Alessi i Genua,
Skaberen af Byens Strada Nuova og en Række
af dens pragtfulde Paladser, og noget lgn.
gælder Florentinerne, Vasari, Uffiziernes Arkitekt,
Ammanati (Palazzo Pittis Gaard og den prægtige
Arnobro S. Trinitá) samt Buontalenti; trods
Klarhed og Skarphed gik Firenzes
Senrenaissance dog mest i Retning af det barokke, især
ved dens Brug af Michelangelo’ske Detailler.
Men Rom er og bliver Barokkens Hjemstavnsby.
Selv en »Teoretiker« som Vignola, Skaberen af
Slottet Caprarola, udviklede sig her i barok
Retning. Hans rom. Jesuiterkirke, Il Gesù, begyndt
1568, blev det typiske Forbillede for Barokkens
kirkelige B. Højrenaissancens Centralidé
opgaves af praktisk-rituelle Grunde; alle Kirker
planlagdes nu atter med Langhuse, og selv
Peterskirken maatte til sidst føje sig efter
denne Regel. Men i Langhuskirkerne fremhævedes
Midtskibet paa Bekostning af Sideskibene, der
skrumpede ind til underordnede Kapelrækker,
og selv tjener det som en Slags Indledning til
Korsskæringens høje Kuppel. Medens de ydre
Langsider efter ældre ital. Skik ofte forsømmes,
beherskes Kirkernes Eksteriør dels af Kuplen,
dels af Indgangsfacaden, som udvikles til et
Pragtstykke og ved sin Leddeling markerer
Rummets Syntese, idet Sidegavlene drages ind
i Helhedskompositionen. Fremfor Søjlen, der
altid vil gøre sig selvstændigt gældende, foretrak
de ældre rom. Barokmestre de vægbundne
Pilastre, og alle Enkeltled indordnede de under
den pompøse Helhed; Nicher, Statuer, Profiler,
forkrøppede og brudte Gavle har ikke mere den
særlige Finhed og Værdi som under
Renaissancen, men kun Bet. i den større Sammenhæng.
Maaske spiller det her nogen Rolle, at Roms
Bygeemne var den bløde Travertin, der nu
fortrængte den haarde, faste toskanske
Sandsten; men naar Barokarkitekterne behandlede
Murene som en ensartet Masse, naar de ikke
respekterede den konstruktive Logik og
modelerede deres Bygværker i højt Relief med
kraftige Lys- og Skyggevirkninger, naar bærende
og baarne Led ikke synes at harmonere, men
tværtimod at vise Kamp og Bevægelighed, beror
det sikkert i første Række paa en rent æstetisk
Udvikling, som har sit Sidestykke i den
klassiske Oldtid, og som Michelangelo først giver
Udtryk.
Gennem Arkitekter som della Porta (Il Gesù’s
Facade), Lunghi, Fontana og Maderna kan man
 |
| Fig. 24. Palazzo Thiene i Vicenza (af Palladio). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
