Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedstaden er der Tilløb til noget lgn., og selv
om Hvælvenes Udvikling særligt tilhører
Orienten og har sine Paralleller i nypersisk
Arkitektur (smlg. S. 341), selv om der i det store
Rige er mange provinsielle Særtræk, er
Lighederne dog de overvejende, og der kan tales
om en Kejsertidens Rigskunst, som herskede fra
England og Rhin-Egnene til Syrien og
Ægypten, og som blev Grundlaget baade for den
kristelig-middelalderlige B. og for Renaissancens
»Genfødelse« af Antikken. (Litt.: Durm,
»Baukunst der Etrusker und Römer« [1885;
»Handbuch der Architectur«]; A. Choisy, L’art de
bâtir chez les Romains [1873]; G. Leroux,
L’édifice hypostyle [1913; jfr »Architekten« XVI,
S. 22]; Mau, »Pompeji«; Adler, »Pantheon«
[1871]).
Oldkristelig og middelalderlig
Kunst.
Oldkristelig og byzantinsk Kunst.
Da Konstantin den Store anerkendte
Kristendommen, og den sejrende
Tro efter Udstedelsen af
Toleranceediktet 313
uforstyrret kunde tage fat
paa at rejse sine egne
Kultusbygninger, skabte
den sig ikke straks en
ny Bygningsstil. Ligesom
tidligere Katakombernes
Anlæg og maleriske
Udsmykning, saaledes
formedes nu den kristne
Arkitektur paa det hist.
givne Grundlag. Teknikken
forandredes ikke,
Forfaldet standsede ikke;
Detaillerne blev stedse
mindre fine ell. i alt Fald
mindre plastiske, mere
bundne til Fladen. Men
Arkitekturen faldt godt i
Traad med
Kristendommens Krav, fordi dens
Hovedinteresse allerede forud var blevet
Rummene, og fordi de Kristne netop skulde bruge
Kirker, der kunde modtage store
Menneskeskarer. Ganske naturligt søgte man derfor
Tilknytning til de to vigtigste sentromerske
Bygningstyper, Centralbygningen og Basilikaen. Den
første Type tilhører smaa, endnu
førkonstantinske Memoriekapeller i selve Rom (S. Soteris,
S. Sixtus); Konstantin’s Søster byggede den
rom. Rundkirke S. Constanza, og den hellige
Grav i Jerusalem skyldtes, i det mindste hvad
Plananlægget angaar, Kejseren selv, som ved
Siden af selve Graven ogsaa rejste en stor Basilika.
Basilikaen blev den dominerende Kirketype,
alm. forekommende baade i Østen og Vesten.
Det er blevet og bliver delvis endnu ivrigt
diskuteret, fra hvilken særlig hellenistisk-romersk
Bygningsform den kristne Basilika er oprundet,
fra Torvebasilikaer, Privatbasilikaer,
Scholasale ell. endogsaa det alm. rom. Privathus. Disse
Diskussioner har særlig beskæftiget sig med den
rom.-ital. Basilika, og de faar et noget andet
Grundlag, efterhaanden som Forskningen har
fundet mange afvigende, provinsielle Typer i
Nordafrika, Syrien og Lilleasien; nu kan det
sikkert fastslaas, at de kristne Bygmestre
har været Eklektikere, der særligt udnyttede
Basilikamotivet, men hist og her indføjede
Enkeltheder fra andre Bygningsformer. Fælles for
alle Basilikaer er det bredere og højere Midtskib,
der faar sit Lys gennem Højkirkevinduer, og de
lavere Sideskibe, der aabner sig ind til
Midtskibet med Søjlerækker ell. Arkader. Fælles er
endvidere det Træk, at Hovedindgangene findes
i den ene Kortside, og selv om der kan aabne
sig Døre i Langsiderne, er den anden Gavl altid
markeret ved en Apsis, der danner Baggrund
for Alterbordet. Udprægede »Langhuse« kan
ogsaa findes mellem hedenske Basilikaer, men først
de Kristne gjorde dem til fast Regel. Enhver, der
træder ind i en Oldkristelig Langhuskirke, vil
føle den perspektiviske Virkning af Rummet,
der baade fører Skridtet og Blikket frem mod
et eneste Maal, Alteret, Kristendommens store
Nadvermysterium.
Berømtest er fra gl Tid Basilikaerne i Pavernes
Stad, i Rom. De har gerne en firkantet Forgaard
(Atrium), hvis Søjlegange indad mod Kirken
danner en Forhal (Narthex), Kirkerummets
Forhold er enkle og jævne, Midtskibets Højde
svarer ofte paa det nærmeste til dets Bredde,
medens Sideskibene har halvt saa store
Dimensioner. Loftet er et aabent ell. lukket Træloft;
thi Søjlerne, som ofte er plyndrede fra
hedenske Bygninger, og som i ubrudt Række
støtter Højkirkevæggene enten med vandret
Gesims ell. med Rundbuer, er for spinkle til at
modstaa Hvælvingstryk. Under Alteret er i
Reglen indrettet en Helgengrav (Confessio, senere
Krypta), og for Enden af Sideskibene kan der
være indskudt smaa Tværskibsrum, som skaffer
bedre Pladsforhold for Præsterne, og hvis
Forbillede sikkert er det private Atriums Alæ.
Den arkitektoniske Dekoration knytter sig
næsten udelukkende til det Indre, og den største
Rolle spiller maleriske, farverige, dybblaa og
gyldne Mosaikker, der understreger Rummets
Perspektiv ved at fremhæve Apsis. Det Ydre er
derimod saa simpelt og enkelt som vel
 |
| Fig. 11. Oldkristelig Basilika. Det indre af S. Paolo i Rom. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
