Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ydervæggene. Fra første Færd hører dog
Billeder og Statuer til i Gravenes Indre, og det
samme gælder den ægyptiske B.’s
interessanteste Enkelthed, Søjlerne, som holder sig i
Salene og ikke naar videre ud end til
Forgaardene. De ældste ægypt. Stenpiller var som
nævnt firkantede Blokke; i det mellemste Riges
Tid kan følges en Udvikling, især i Gravene ved
Beni-Hassan, hvis aabne Forhaller har
ottekantede ell. runde Søjler, de sidste
»protodoriske«, udstyrede med Hulrifler. Samtidigt maa
man have brugt slanke Træsøjler, som de
kendes fra Billeder, og disse overførtes nu til
Stenmaterialet. Ægypterne, der har skabt
Planteornamentikken, har desuden udnyttet
Vækstmotiverne for Arkitekturleddene og særlig brugt
dem til Søjlens plastiske
Udformning. De ældste, i
stort Maal udførte
Plantesøjler, hviler paa et rundet
Fodstykke og krones
foroven af en Tærning, begge
at betragte som Levn af
Træstolpernes »Syldsten« og
»Hovedholt«, medens
Skaftet og Kapitælet synes at
bestaa af et Knippe
Stængler, som dekorativt
sammenholdes af Baand ell.
Ringe om Skaftets øverste
Del. Disse Ringe savnes
aldrig paa ældre ægyptiske
Søjler, hvad enten
Søjlehovedet formes som
Lotusknop ell. Lotusblomst,
som aaben ell. lukket
Papyrusskærm; de
bibeholdes, selv om Skafterne
smelter sammen til en
eneste rund Tromle, og
trods stigende Stilisering,
trods Sammenblanding af
de forsk. Plantemotiver
findes de baade paa
»Palmesøjler« og paa andre
Søjletyper. Da Ringene
paa de ældste Søjler gerne
fastholder Smaablomster,
er det sandsynligst, at
Ægypterne har faaet Ideen til Plantesøjlerne,
fordi de forud har prydet Træsøjlerne med
deres elskede Lotusblomst, en Hypotese, som
ogsaa kan forklare, hvorfor de vælger saa lette
Plantemotiver til de vægtige Stensøjler. Der er
megen Symbolik i de ægyptiske Templer, ikke
blot i Billeder og enkelte allegoriske Tegn, men
i hele Arkitekturen; Søjlerne opfattes og
behandles som Planter, der fra Gulv og Jord
vokser op mod Loft og Himmel. Trods den
ægyptiske B.’s Monumentalitet, Finhed og
Formsans føler vi dette som stridende mod vor
egen Forstaaelse af Tyngdeloven, ligesom vi i
Ægyptens Arkitektur savner virkelige Rum;
man har kendt Hvælvingskonstruktioner, men i
det store har man ikke ævnet at udnytte dem
under hele den ægypt. B.’s lange Historie.
Den egl, ægypt. Arkitekturudvikling strækker
sig over 2—3000 Aar, til det ny Riges Fald c.
900 f. Kr. Senere fulgte Efterblomstringer; det
arkaiserende saitiske Dynasti har hæget og
plejet om Forgængernes Arbejder, og endnu i
ptolomæisk og rom. Tid byggedes i ægypt. Stil,
f. Eks. de to smaa Templer paa Niløen Philæ.
Teknikken og Sirligheden blev ikke ringere, men
det er betegnende, at man nu gerne foretrak
de mest sammensatte af de ældre Tiders
Former, f. Eks. Hathorkapitælet med dets 4
Hathorhoveder under en høj, tempelformet
Abacus, et Motiv, som yderligere overlæssedes ved
at stable det oven paa et fuldstændigt
Bladkapitæl. Tillige er der en stigende Tilbøjelighed
til at pynte Bygningernes Ydersider;
Søjlerækkerne vendes udad, med Brystværn mellem
Skafterne; men dette skyldes Paavirkning fra
Hellas, og nogen virkelig nyskabende Kraft
ejede Ægyptens B. ikke paa sine seneste
Stadier. (Litt.: Perrot & Chipiez, L’art
dans l’antiquité I, [1882]; Maspero,
Archéologie Égyptienne og »Geschichte der Kunst in
Ägypten« [Stuttgart 1913]; L. Borchardt,
»Die ägypt. Pflanzensäule« [1897]; Monografier
især af Flinders Petrie og Borchardt).
I de sydlige Eufratlande er
Kultursamfundet næppe yngre end ved Nilens Bredder, og
den oldkaldæiske B. naar utvivlsomt lige saa
langt tilbage i Tiden som den ægypt.
Arkitektonisk Vekselvirkning mellem disse ældste
Kulturer er ikke sikkert paavist, og de mange
Overensstemmelser, f. Eks. Forkærligheden for den
vældige Massevirkning, maa bero paa en
selvstændig, parallel Udvikling. Den ældste
kaldæiske Kunst, indtil c. 2000 f.
Kr., bares af Sumerierne, og derefter fulgte de
semitiske Oldbabylonere i 2.
Aartusinde f. Kr. Ved Udgravninger i 19. Aarh.,
ledede af Forskere som Loftus, Taylor,
Rawlinson, Rassam, Sarzec o. a,, er der afdækket
en Række Ruinstæder, de sumeriske Sirpurla,
Ur, Larsa, de mellembabyloniske Uruk og
Nippur, endelig Babylon-Borsippa og Akkad. Vi
kender Teglstempler og Grundstensdokumenter,
der tjener til kronologiske Bestemmelser, men
Helhedsbilledet er dog langt uklarere end i
Ægypten. Stæderne er nu forvandlede til
uformelige Jordhøje (arab.: Tell), thi Bygningerne
har overvejende bestaaet af det lidet holdbare
Ler, som sammenstampedes ell. skares til
Mursten, der oftest soltørredes og kun sjældnere
brændtes. Som Bindemiddel kendtes Jordbeg.
I Uruk har man fundet Rester af Væggenes
Stukbeklædning med malede Dekorationer;
ogsaa glaserede Tegl forekommer. Brudsten
brugtes kun sparsomt, til Beklædning og altid til
Dørtærskler. Selv Søjler har man muret af
Lersten. Til Forstærkning og Pryd har man yndet
at give Murene lodrette, runde ell. retkantede
Fremspring med Nicher mellem sig, Former,
som har deres tilsvarende i den allerældste
ægypt. Lerarkitektur og stundom kan lede
Tanken hen paa Enkeltheder i vor hjemlige
Middelalders romanske og got. Murstensbygninger;
ogsaa Murtinder synes man at have kendt.
Over for Hvælvkonstruktioner stod Kaldæerne
omtr. som Ægypterne; de har kunnet bygge
virkelige Kilestenshvælv, der f. Eks. findes i en
Kloak i Nippur, men de synes ikke at have
 |
| Fig. 4. Ægyptisk Plantesøjle (Beni-Hassan). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
