Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Buggaardinger (Søv.), Tove, der staar fast i Raasejlenes Underlig - Bugge, en uradelig, lidet talrig, nørrejysk Slægt - Bugge, norsk Familie, der nedstammer fra den dygtige Præst Søren B., (1721-1794) - 1) Peter Olivarius B., norsk Biskop og Politiker, (1764-1849) - 2) Søren Bruun B., norsk Filolog og Gejstlig, (1798-1886) - 3) Frederik Moltke B., norsk Skolemand, (1806-53)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Buggaardinger (Søv.), Tove, der staar fast
i Raasejlenes Underlig (Underkant) og tjener til
at hale dette og det løse Sejl op til Raaen. Ved
Mærssejlene er B. viste, op under Salingen, til
hvilken Underliget og det løse Sejl hales op
efter Sejlets Bjergning, for under dets
Fastgørelse at blive firet ned og skudt op paa Raaens
Midte.
H. E.
Bugge, en uradelig, lidet talrig, nørrejysk
Slægt, hvis Vaaben var en halv, sølvbevæbnet,
sort Vildbasse i Guld, samme Mærke paa
Hjelmen. Stamfaderen Niels B. nævnes 1302, han
var Farfader til Hr. Niels B. (s. d.) til Hald,
hvis Søn, Rigsraad Knud B.’s Efterslægt efter
Traditionen ikke hævdede deres Adelsskab, men
sank ned i Bondestanden. Hans B. til
Bøgested (d. 1769) blev adlet 23. Decbr 1720 med et
helt andet Vaaben, han havde kun en ugift
Søn og er sikkert, ligesom den kendte
borgerlige Familie B., kun med Urette anset som
stammende fra de adelig B. (Litt.:
Bondesen, »Slægten B. i Danmark og Norge«
[1891]).
P. B. G.
Bugge, norsk Familie, der nedstammer fra
den dygtige Præst Søren B., f. 1721, d. som
Provst og Sognepræst til Øiestad i Nedenes Amt
9. Novbr 1794. Hans eneste Søn var:
1) Peter Olivarius B., norsk Biskop og
Politiker, f. i Holt ved Tvedestrand 2. Decbr
1764, d. i Trondhjem 6. Decbr 1849. Han tog
1784 filol., 1786 teol. Eksamen, 1787
Magistergraden, var 1787—90 Sognepræst paa Sjælland,
blev derefter sin Faders Efterfølger i Vanse
ved Farsund, 1799—1803 Sognepræst i
Fredericia, 1804—42 Biskop i Trondhjem. B. fandt
ved sin Tiltræden til Bispeembedet dettes Sager
i Uorden og dets Indtægter beskaaret, hvilket
havde til Følge, at han kom i Strid med
Kancelliet i Kbhvn, der blev Skive for den
stridslystne og skarptungede Prælats bidende Kritik
og Spottegloser. Det endte med, at han 1813 af
Kongen fik tildelt en »fortjent og alvorlig
Irettesættelse«, medens en paatænkt Afsættelse ikke
længere lod sig gennemføre, om ikke af anden Grund,
saa fordi de politiske Begivenheder i og ang.
Norge snart skaffede Regeringen i Kbhvn andet
at tænke paa. I disse Begivenheder spillede B.
en fremtrædende Rolle. Han havde længe staaet
i Korrespondance med Prins Christian Fredrik,
og fra Jan. 1814 traadte den stærkt politisk
interesserede B. i et personlig fortroligere
Forhold til ham som Raadgiver og ivrig Forfægter
af Norges Løsrivelse fra Danmark og sin Vens
Kandidatur til Norges Trone. B. var forlængst
en bitter Modstander af det danske Styre, stærkt
paavirket af den fremspirende eng. Liberalisme,
og brugte med lige saa megen Energi som Held
sin Indflydelse hos Prinsen til at faa ham til
at godkende Folkets Suverænitet som Grundlag
for den konstitutionelle Forfatning, hvilken
Selvstændighedspartiet snart skulde sætte al Magt
ind paa at gennemføre. Et af Aaret 1814’s mange
Grundlovsudkast (optrykt i Y. Nielsen, »Bidrag
til Norges Historie 1814«, I) skyldes B., der
ogsaa, uden at være Medlem af Rigsforsamlingen,
opholdt sig paa Eidsvold under dennes Samvær
der som Prinsens Gæst og Omgangsfælle. Paa
det første ordentlige Storting 1815—16 mødte
B. som 1. Repræsentant for Trondhjem og
valgtes til Odelstingspræsident og Vicepræsident i
Stortinget, foruden at han var Medlem af en
Række vigtige Komiteer. Hos Karl Johan stod
B. til at begynde med alt andet end i Gunst,
men der gik ikke ret lang Tid, før B. havde
forsonet sig med Monarken og de ny Tilstande,
og ved Kongens Kroning i Trondhjem 7. Septbr
1818 holdt B. en Tale, der noksom viste, hvilket
overvældende Indtryk Karl Johan’s
Personlighed havde gjort paa ham, men som indbragte
den for Tvetungethed mistænkte Prælat
demonstrativt Mishag fra hans Medborgeres Side, idet
de samme Aften slog hans Vinduer ind.
Krænket og misfornøjet trak B. sig herefter tilbage
fra Politikken. Hans Holdning til det norske
Kirkedepartement blev efterhaanden præget af
den samme Stridbarhed, udløst i uærbødig Vid
og Spot, som havde dikteret hans Optræden
lige over for det danske Kancelli; men hans
Autoritet var efterhaanden blevet svækket, og
1842 blev han lemfældig tvunget til at søge
sin Afsked. B., der i yngre Aar tilhørte den
rationalistiske Retning, blev med Aarene stærkt
paavirket af Herrnhutismen og gav sig mere og
mere hen til Missionering i pietistisk Aand med
Bibellæsninger og Opbyggelsesmøder. B. var en
sjælden rigt udrustet Personlighed, rig ogsaa
paa Karaktermodsætninger; med
tilsyneladende Skaanselsløshed i sin Dom over dem, der
kom ud for hans Kritik, var han mild og
hjælpsom indtil den højeste Selvopofrelse lige over
for dem, der søgte ham af Nød ell. som
Sjælesørger. Selv usædvanlig lærd, bl. a. Latiner paa
sin Hals, var han en varm Ven af de klassiske
Studier og af en grundig teol. Dannelse;
1803—15 var han Vicepræses, 1815—20 Præses i
Videnskabernes Selskab i Trondhjem. En Række
interessante Breve fra B., udgivne af M.
Birkeland i »Bidrag til Norges Historie 1814« (1858),
kaster Lys over ham som Menneske og Politiker.
(Litt.: B.’s nedenn. Søn F. M. B.,
»Charakteristiske Træk af Biskop B.’s Liv og
Virksomhed« [1851]; D. Thrap, »Fra Biskop B.’s
Haand« [1886; heri ogsaa den famøse
Kroningstale]).
2) Søren Bruun B., norsk Filolog og
Gejstlig, foreg.’s Søn (1798—1886), var Landets
eneste filol. Kandidat, da han 1820 blev udnævnt
til Lektor i Latin ved Univ., hvor han allerede
tidligere havde holdt Forelæsninger; var
1825—33 Prof., 1833—47 Rektor ved Kria
Katedralskole, tog 1847 teol. Eksamen og blev s. A.
udnævnt til Sognepræst og var 1851—78 Provst i
Hadeland og Land. B. beherskede med
usædvanlig Fuldkommenhed det lat. Sprog, skrev en
Række lat. Universitetsprogrammer og andre
Afh. samt Lærebøger i dette Sprog.
3) Frederik Moltke B., norsk
Skolemand, Søn af B. 1) (1806—53), tog 1829 filol.
Embedseksamen, var 1833—51 Rektor ved
Trondhjems Katedralskole. Med offentligt Stipendium
studerede B. 1836—37 Skolevæsenets Tilstand i
de tyske Lande og Frankrig og var 1840—42
Medlem af Kommissionen til Revision af
Landets Undervisningsvæsen, af hvis Udvikling han
havde megen Fortjeneste. Foruden en
omfangsrig »Indberetning« om »Det offentlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
