Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Buddhisme (ell. Buddhaisme) er den af Buddha grundlagte Religion, et ateistisk-pessimistisk Læresystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grammatiske og leksikalske Værker, der er lidet
originale, men bygger paa
Sanskrit-Grammatikernes Skoler; endvidere en Del religiøs Litt.,
dels til videre dogmatisk Behandling af Læren
(f. Eks. den berømte Dialog Milindapañha
[s. d.]), dels mere poetiske Frembringelser til
Forherligelse af Buddha o. s. v., og en Mængde
af den Slags Litt. er i Tidens Løb affattet paa
de forsk. Landes Sprog (Singhalesisk, Birmansk,
Siamesisk). Haandskrifter paa Palmeblade i alle
disse 3 Skriftarter og delvis ogsaa med
Kambodja-Skrift findes i Mængde i Europa, især paa
Bibliotekerne i Kbhvn, Paris, London og
Petrograd. Selve Pāli-Bøgerne har intet særskilt
Alfabet, men er skrevne i de her nævnte forsk.
Skriftarter, som alle stammer fra de gl. ind.
Den nordbuddhistiske Tripiṭaka (opr. paa en
Slags blandet Sanskrit) danner ikke en saadan
organisk samlet Helhed som den sydlige, i hvert
Fald har man hidtil kun kendt den i større
og mindre Brudstykker (den nyere Tids
Forskninger i Øst-Turkestan har bragt en Del fl. for
Dagens Lys, jfr R. Pischel); den
forplantedes og oversattes i Kina paa forsk. Sprog (se
særlig Tibetansk Sprog og Litt.), og
en Masse mystiske og magiske Værker blev
tilføjede. — Ligesom B. er blevet en
Verdensreligion, saaledes hører ogsaa en Del af dens
Litt. Verdenslitteraturen til; adskillige
buddhistiske Fabler, Eventyr og Historier er saaledes
delvis blevne Verdenslitteraturens Fælleseje, i
hvert Fald er Parallellerne talrige, selv om det
ikke kan antages, at de alle stammer fra Østen.
Det er ogsaa et ofte fremdraget Faktum, at
mange Steder i B.’s hellige Skr minder stærkt
om de kristne Evangelier; visse af disse
Ligheder synes ikke helt at kunne bero paa
Tilfældigheder, og Spørgsmaalet om gensidig
Paavirkning har man søgt at forklare paa forsk.
Vis, uden dog at Resultaterne kan siges at
være sikre, saa meget mere som Lighederne
ved nærmere Betragtning ofte helt overskygges
af Uoverensstemmelser af større Rækkevidde.
Det er ret sandsynligt, at man paa den Tid, da
de apokryfe Evangelier opstod, havde noget
mere Kendskab til B., og sikkert er det, at i
den kristne Middelalder er Grundtrækkene af
Buddha-Legenden fra en ell. anden nordlig
Version gaaet over i Romanen om Barlaam og
Josafat (sidstnævnte Navn er en Fordrejelse
af Bodhisattva, gennem arab. Jūdāsaf af
Būdāsaf).
B. Munkeorden og Kultus. De ældste
buddhistiske Munkeregler findes i den saakaldte
Prātimoksha, der maa stamme fra B.’s
allerældste Tid. De er Lovens Sjæl, da man i Alm.
kun som Medlem af Munkeordenen kunde opnaa
fuldkommen Hellighed. De omvandrende
Munke (çramaṇa’er) er i B. Tiggermunke
(bhikshu), som i Regntiden holder sig
hjemme i Klostret (vihāra) ell. i deres Hytter,
medens de uden for den Tid er paa Vandring.
Munken maa ikke arbejde, men skal leve af den
Almisse, han indsamler gaaende fra Hus til Hus
uden at gaa nogen Dør forbi; han maa ikke
bede om Almisse, men vente, til man giver
ham den, og han skal ikke have Kødspiser
(nogle Steder gøres dog Undtagelse med Fisk
ell. Faarekød). Spisereglerne er for øvrigt
meget omstændelige. Munken maa kun modtage
Mad, Medicin og Klæder, derimod kan Ordenen
som saadan ell. Klostret godt have Ejendomme,
ja hele Besiddelser; han er udstyret med
bestemte Rekvisitter: foruden en Klædning (af
fl. Stykker med Bælte), som er gul (i Tibet ofte
rødgul ell. karmoisinrød, i Kina ofte graa) og
sammensyet af smudsige og støvede Pjalter (en
Betingelse, som dog let omgaas, ved at en ny
Klædning tilsmudses med lidt Støv), desuden
en Almisseskaal, et Vandkrus (med Si),
Barberkniv, en Synaal og en Tandstikker, samt en
Vifte (for at dække Øjnene for Syn af Kvinder).
Paa Fastedagene rager han Haar, Skæg og
Øjenbryn. Tiggerstav bruges sjælden (undertiden
derimod Parasol); Sceptret i Norden er af
senere Oprindelse og har kun symbolsk og
ceremoniel Bet. Rosenkrans (med 108 Kugler)
bruges overalt, ogsaa af Lægfolk (bl. a. til praktisk
Regning). Munkens Cølibatsløfte er saa absolut,
at han synder ved at se paa ell. røre et
kvindeligt Væsen; Ukyskhed straffes strengt, ofte
ogsaa af den verdslige Øvrighed. I Norden har
man dog ogsaa gifte Munke og Præster. I Tibet,
hvor Munkene kaldes Lama’er (se
Lamaisme), er de ikke Tiggermunke mere, da
Gejstligheden har svunget sig op til et almægtigt
Hierarki. — Munkeordenen kaldes Saṃgha,
som i videre Forstand ogsaa betegner hele den
troende Menighed. Der eksisterer ogsaa en
Orden for Nonner (efter Sigende stiftet af
Buddha selv efter gentagne Opfordringer), men
de maa ikke bo sammen med Munkene, dog
heller ikke i et Distrikt, hvor der slet ikke
findes Munke. Nonnevæsenet florerer stærkt i
Kina og Tibet, hvilket siges ofte at medføre
utugtigt Levned. I Syden forekommer det
sjældnere; i Reglen er det kun ældre Kvinder, der
optages i Ordenen til at gøre Husgerning i
Klostrene, i Spidsen for hvilke der staar en
Slags Abbeder ell. Biskopper, opr. valgte af
Saṃgha, senere undertiden ogsaa af den
verdslige Øvrighed ell. Klostrets Stifter ell. Patron.
I Klostrene drives Undervisning i de alm.
Skolefag, desuden teol. Studier o. a. videnskabelige
Sysler (Afskrivning af Haandskrifter o. s. v.).
Visse Dage ved Ny- og Fuldmaane er
Fastedage (uposatha) ell. rettere Helligdage
(thi om virkelig Faste er der i B. ikke Tale,
da Munkenes Levevis er yderst tarvelig, og de
kun maa spise afmaalt Føde een Gang daglig);
men disse Dage er særlig bestemte til
Skriftemaal, som blev indrettet allerede i den ældste
Tid. Munkene skal skrifte parvis for hinanden,
idet de gennemgaar alle Artiklerne i
Munkereglerne, og derefter fremstiller sig til alm.
Syndsbekendelse for hver enkelt i hele
Munkekapitlet. Der gives Regler for Bod og
midlertidig Udstødelse af Ordenen. Grove Forseelser
(som Ukyskhed, Tyveri og Drab) bevirker
Udstødelse for stedse. Visse Personer kan ikke
optages i Ordenen, saaledes de, som har
uhelbredelige ell. smitsomme Sygdomme ell.
Legemsfejl, frafaldne o. l. uheldige Individer
(Forbrydere og forgældede Personer), Slaver, Soldater,
kgl. Betjente, ej heller Børn og Umyndige.
Optagelsen i Ordenen (upasampadā) foregaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
