Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Buddha, Stifteren af Buddhismens Munkeorden og Lære (s. ndf.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
menneskelige Personlighed, der viser sig i hans
Samtaler og Disputer, overleverede efter
Ordlyden og fælles i forsk. Overleveringer,
Skildringen af de Lokaliteter og hele
Samfundsmilieuet, i hvilket han færdedes, og som
stemmer med de faktiske Forhold, fremdeles selve
det Faktum, at alt det legendariske og mytiske
i Beretningerne bevislig er af yngre Oprindelse
og tiltager, jo længere man kommer frem i
Tiden, medens man i de ældre Beretninger ell.
overhovedet inden for den religiøse
Overlevering fra ældre Tider ikke kan finde Spor af
en saadan antaget Solgud; ydermere er hele
den buddhistiske Tradition bestandig gaaet ud
fra Betragtningen af B. som Læreren,
Mennesket, hvilke mirakuløse Egenskaber man end
paa forsk. Steder og til forsk. Tider har
udstyret ham med. Iflg. Legenderne (i
Kommentarer og Buddha-Biografier fra de første Aarh.
af vor Tidsregning) var B. en Kongesøn, hans
Fader var Kong Çuddhodana; hans Moder
Māyā, i hvis Legeme B. steg ned fra Himlen
under en Drøm i Skikkelse af en hvid Elefant,
døde en Uge efter B.’s Fødsel, og han blev
opdraget af Tanten Mahāprajāpatī. Hans
Navn som Prins var Siddhārtha, og i sit
Ægteskab med Prinsesse Yaçodharā fik han
Sønnen Rāhula. Skønt han var omgivet med
al verdslig Luksus, og skønt Kongen for at
forebygge Spaadommen om, at B. engang vilde
vandre ud som Munk, paa enhver Maade søgte
at hindre, at han fik Øje paa Livets
Skyggesider, saa skete det dog ved Gudernes
Indgriben, at han saa de 4 »Tegn« (en affældig
Olding, en Syg, et Lig og en Munk) og besluttede
at forlade Hjem, Hustru og Barn og trække sig
tilbage fra Verden. De ældre Legender fortæller,
at hans Staldknægt søgte at holde ham tilbage
ved at skildre den glimrende Løbebane, der stod
ham aaben som Fyrste, medens de yngre
Versioner her indsætter Scener med den onde Aand
Māra, der frister ham. B. gav sig nu i Lære
hos de ateistiske Filosoffer og Asketer, men
skilte sig dog senere fra dem for paa egen
Haand at meditere. Ved Uruvelā (det nuv.
Buddha-Gaya [S. f. Patna]) slog han sig
ned i Ensomhed. Mens han sad der, gik
Erkendelsens Lys (sambodhi) op for ham, og han
var nu en Buddha, beredt til at forkynde den
saliggørende Lære. Legenderne om dette og om
hans Død maa være relativt ældre, da de er
optagne i de kanoniske Skr; men allerede her
findes Tildigtninger af mirakuløse Begivenheder,
Profetier, Jærtegn, Jordskælv o. s. v., samt
gentagne Gange Optræden af Fristeren Māra, der
vil overtale ham til straks at gaa ind i Nirvāṇa
og ikke forkynde sin Lære. Legendedigtningen
tog naturlig først fat ved hans første
Lærervirksomhed og hans Død: Opnaaelsen af den
fuldkomne Erkendelse og Indgangen i Nirvāṇa;
senere forøgedes Stoffet i Kommentarerne til
Kanon og i den kirkelige Poesi, saaledes at vi
allerede 500 Aar efter hans Død har
Buddha-Skikkelsen fuldt færdig i dens guddommelige
Glans, sat i Forbindelse med en særlig
Verdensopfattelse, der i det hele kan føres tilbage
til den alm. ind. Opfattelse (se
Brahmanisme). Efter denne fødes der i visse
tilbagevendende store Verdensperioder (Kalpa’er) een
ell. flere B.’er, som under ganske de samme
Betingelser og ydre Forhold prædiker Læren,
der i Mellemtiden er glemt. I nuv.
Verdensperiode vil der være i alt 5 Buddha’er, af
hvilke Gotama er den fjerde, medens hans
Efterfølger Maitreya (Pāli: Metteya)
endnu lever i Himlen. Ogsaa de tre tidligere
Forgængere har allerede tidlig været Genstand for
Dyrkelse, hvilket ses af de Mindesmærker og
Indskrifter til Ære for den anden af disse
Forgængere, Koṇāgamana, som er udgravede,
stammende fra Kong Açoka’s Tid (3. Aarh. f.
Kr.); om der her skal tænkes paa en hist.
Personlighed, er det umuligt at afgøre, men naar
den senere Tradition endog opregner med Navns
Nævnelse 24 B.’er ældre end disse, da er
det sikkert den rene Fantasi. Alle disse
Buddha’er tænkes udstyrede med ganske de
samme Egenskaber, legemlige og aandelige
Fuldkommenheder, som man med Forkærlighed
fordyber sig i og udpensler i de mindste Enkeltheder
i 32 primære og 80 sekundære legemlige
Karakteristika, foruden 108 lykkelige Tegn paa hver
Fod, aandelige Evner og Dyder (som Erkendelse
af Livets Sammenhæng, Erindring om tidligere
Tilværelser, Kundskab om Nutid, Fortid og
Fremtid, Visdom, Energi o. s. v.). En B. er
altsaa hævet højt over alle Væsener (Guder
indbefattet), og han opnaar kun denne Værdighed,
efter at han gennem utallige Tilværelser har
ønsket den, dernæst i lige saa mange udtalt
dette Ønske og endelig af en B.’s Mund faaet
Forudsigelse derom. En saadan tilkommende B.
kaldes en Bodhisattva
(»Erkendelses-Væsen«); inden sin næstsidste Tilværelse i Himlen
skal han have udøvet de ypperste Dyder (de 10
[ell. 6] pāramitā’er, som Gavmildhed,
Venlighed, Overbærenhed, Standhaftighed,
Upartiskhed, Sandhed o. l.); han kan ikke fødes i de lavere
Tilværelser ell. i Helvede, og B. bliver han kun
som Menneske (Mand) af en af de højere Kaster
i Indien, som paa den Tid er den mest ansete.
Allerede forholdsvis tidlig skelnes der mellem
den fuldkomne B. (Saṃyak-sambuddha)
og en pratyeka-buddha (Privat-B.).
Sidstnævnte er en saadan, der vel ved egen Hjælp
er naaet til absolut Erkendelse og Nirvāṇa, men
ikke er i Stand til at meddele dette til andre
ell. stifte Religion. Opr. var dette kun et højere
Trin af Arhat-Værdigheden (se
Buddhisme), men i senere Tider udformedes Teorierne
derom mere omstændelig. Videre Udvikling
(navnlig i den nordlige Buddhisme) har
medført Forestillinger om en Række andre mere
guddommelige B.’er og Bodhisattva-Skikkelser,
saaledes de 5 Dhyāni-Buddha’er
(Meditations-B.), der i Virkeligheden er guddommelige
Reflekser af nuv. Periodes 5 menneskelige
Buddha’er, hvilke for evig er indgaaede i Nirvāṇa,
men hvis rent aandelige Form lever videre i en
Slags guddommelig forklaret Tilværelse og
vaager over deres Lære paa Jorden. Hver af disse
har frembragt en Dhyāni-Bodhisattva,
der betragtes som en mere aktiv guddommelig
Styrer for Kirken. Til Gotama-B. svarer
saaledes Dhyāni-B. Amitābha (det uendelige
Lys) og Dhyāni-Bo. Padmapāṇi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
