Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brorson, Hans Adolf, Biskop og Salmedigter, (1694-1764) - Brosbøll, Johan Carl Christian, (1816-1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Uvæsen udgav han 1732 »Nogle Julesalmer«,
hvoriblandt fandtes: »I denne søde Juletid«,
»Mit Hjerte altid vanker«, »Den yndigste Rose
er funden«, »Her komme dine arme Smaa«.
Saaledes er der hverken før ell. siden sunget
om Julen. 1733 udkom »Nogle Adventssalmer«,
og nu fulgte andre Salmehæfter til Kirkeaarets
Helligdage. De udkom 1739 samlede i »Troens
rare Klenodie«, der udkom fl. Gange i forøgede
Udgaver; i 4. Udgave 1752 (udgivet af Arlaud
1867) findes 274 Numre, hvoraf 82 er originale,
192 Oversættelser. 1737 blev B. Stiftsprovst i
Ribe, 1741 Biskop smst., og 1760 Dr. theol. Fra
hans sidste Leveaar har vi en Række Salmer,
som hans Søn udgav 1765 med Titel
»Svanesang«. — B. var en dygtig Prædikant og en
nidkær Biskop, mild og ydmyg i sin Færd, og
en dyb og tankefuld Natur. Han var en Mester
i det danske Sprog og en rig poetisk Begavelse,
men han digtede ikke saa meget af en indre
Nødvendighed som drevet dertil af ydre
Forhold. Musikalsk, som han var, yndede han
Folkemelodierne hjemme fra Landsbyen, men
Teksterne var ham for verdslige, og saa lavede
han ny. I Tønder vilde han indføre dansk
Kirkesang, og saa udgav han sine Salmehæfter.
P. Gr. a., at det var et praktisk Behov, han
vilde gøre Fyldest, er mange af hans Salmer,
som Lejlighedssange og Oversættelser, uden
poetisk Værd; men det Knippe, der kan samles
ud af Høet og Straaet, er saa herligt, at man
gerne overser det mindre gode og Vraggodset.
Den religiøse Inderlighed, parret med poetisk
Højhed, i B.’s Salmer vil altid sikre ham
Pladsen blandt de Ypperste af den danske Kirkes
Sangere, og den simple Enfold i dem har gjort
ham til den almindeligst skattede. Det er
Pietismens Fromhed, der er Understrømmen i dem,
hvorfor de maaske nok saa godt egner sig
til at synges i den gudelige Forsamling som
i Kirken. Hvor fint han end kan skildre
Naturen, som i »Op al den Ting, som Gud har
gjort«, er Roserne her paa Jorden dog for
ham skjulte af de stiveste Torne og Tidsler;
kun Jesus, »den yndigste Rose«, er værd at
besynge. Saa godt som alle B.’s Salmer er
religiøse Kærlighedssange. Jesus er Brudgommen,
den troende Sjæl Bruden, og
Kærlighedsforholdet mellem dem skildres med Billeder, laante
fra Salomon’s Højsang. Den Brudgom, Sjælen
elsker, er Højsangens Konge, men inderligst er
dens Kærlighed til den lidende Frelser. B.
bliver aldrig træt af at se paa sin korsfæstede
Brudgom, han lever sig ind i og udmaler alle
hans Lidelser, han snor sig omkr. Korset,
under dets Skygger bedugges hans Sjæl af
Blodregn, der hører han Jesu Hjerte banke af
Kærlighed og ser ham udstrække sine Arme for at
tage ham i Favn. Han kan i Udmalingen af
dette Forhold blive plat, aldrig bliver han
erotisksanselig som fl. af hans Aandsfrænder; og
hvilken Digter har skildret Brudens Længsel efter
Brudgommen saa rent og saa gribende som B.
i »Her vil ties, her vil bies« . .? — B.’s Salmer
og aandelige Sange er udgivne af P. A. Arlaud
(1867). (Litt.: A. D. Jørgensen, »H. A. B.«
[1887]; John Hansen, »H. A. B. og hans
Brødre« [1894]).
L. M.
Brosbøll, Johan Carl Christian,
dansk Forf. f. 7. Aug. 1816 i Fredericia, d. 9.
Maj 1900 i Gjentofte. Opr. var han bestemt til at
skulle gaa Handelsvejen; men Kunst og Poesi
lagde, under hans Udvikling
som Yngling, mere og mere
Beslag paa
hans Interesse.
Uden sine
Forældres Samtykke begav han
sig 1832 til Kbhvn for her
at bryde sig en Fremtidsbane
som Maler. Han fandt
Beskyttere i Det kgl.
Teaters Direktør, Jonas Collin, og
Etatsraad J. G. Adler, Prins
Chrisiian’s Kabinetssekretær. Ved
deres Bistand fik han fri Adgang til
Kunstakademiet, hvor han under Vejledning af
J. L. G. Lund gennemgik de forsk. Skoler indtil
Modelskolen. Samtidig med at B. arbejdede ved
Kunstakademiet, indførtes han i de højere,
litterært dannede Kredse i Hovedstaden, hvad
der bidrog til at udvikle og forædle hans
æstetiske Sans. Han begyndte at skrive
Smaafortællinger til Blade og Tidsskr; men snart følte
han, hvis Higen nu vendte sig fra den bildende
Kunst til den skønne Litteratur, at han vilde
blive betragtet som en Løsgænger paa
Parnasset, hvis han ikke fik det akademiske Stempel.
1844 dimitteredes han privat til Univ. Kort
efter fik han Guldmedaillen for Besvarelsen af
Univ.’s æstetiske Prisafhandling, en
Udmærkelse, hvortil han to Gange tidligere med Held
havde aspireret, men fra hvis Opnaaelse han
havde været udelukket, da han endnu ikke
havdie Studentereksamen. I de flg. 10 Aar
levede B. i Hovedstaden af Forfattervirksomhed;
1853 udnævntes han til Amanuensis ved det kgl.
Bibliotek, og 1858 ansattes han som Inspektør
ved Udlaanet, hvilken Stilling han beklædte
indtil 1885. Han tog da sin Afsked for fuldt ud at
kunne hellige sig til litterære Sysler. 1848 deltog
han som Frivillig i det første slesvigske
Felttog, og Aaret efter gik han, for at lære
Sømandslivet at kende, om Bord i et
Koffardiskib og foretog nogle Farter til Havne ved
Østersøen og Middelhavet.
Det første litterære Arbejde, ved hvilket B. i
højere Grad henledede Opmærksomheden paa
sig, var Novellen: »Smuglerens Søn«, der
udkom 1839 under Pseudonymet Carit Etlar,
hvilket Navn han under hele sin flg.
Forfattervirksomhed bevarede. Til denne Novelle skrev
den filos. Prof. F. C. Sibbern en Fortale, hvori
han betonede, at B. i sin Skildring havde øst
af selve Folkelivets friske Kilde. Vel havde han
i Steen Steensen Blicher’s jyske Noveller et
Forbillede, men i »Smuglerens Søn«, hvortil
Stoffet var taget fra Ringkjøbing Amt, havde
 |
| J. C. C. Brosbøll. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
